Riley Sager – The House Across the Lake

Så fik jeg også den oplevelse med. For Riley Sager – ‘The House Across the Lake’ har litteraturhistoriens absolut værste plottwist. Det er så hysterisk elendigt at jeg ikke skammer mig det fjerneste over at spoile handlingen her.

Det er således slet ikke den ellers stærkt usympatiske techbro der er morderen. Ej heller den sexede, rustikke og æggende eks-politimand (slog han mon i øvrigt sin kone ihjel? VI VED DET IKKE, men selv hvis han gjorde, så er det helt irrelevant for han er stadig djævelsk handsome). Nej, den skyldige er den alkoholiserede (og derfor selvsagt stærkt upålidelige) fortællers afdøde (og morderiske) ægtefælle, der slår ihjel ved at BESÆTTE en tidligere supermodel (og kone til techbro) via overnaturlige kræfter i en sø.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige til det hele. Udover at jeg har lært at man skal lade være at drukne i søer i Vermont, da det medfører akut risiko for en paranormal besættelse udført af afdøde mordere, der hjemsøger vandet. Og at jeg aldrig læser mystery-anbefalinger i New York Times igen.

Lavie Tidhar – ‘Maror’

Det er ikke så ofte jeg læser noir thrillere, men Lavie Tidhar – ‘Maror’ er klart den mest noir’ede roman, jeg til dato har læst. Den foregår i Israel over en 40-årig periode, hvilket er en episk og tilpas eksotisk setting. Der er skruet HELT op for alting: (politi)vold, stoffer, koruption, politik, religion, kibbutzer, hebræisk slang, sex, magt. Og det er så mørkt, så dystert, så betændt i Haifa og Tel Avivs underverden. Det tipper næsten over, men da jeg først var kommet igennem indledningens ret hysteriske ultravold, blev jeg intenst fænget af plottet. Her 51% inde i Kindle-udgaven har jeg vanskeligt ved at lægge bogen fra mig, selv en på en solrig søndag.

Eleanor Catton ‘Birnam Wood’

Hvis ikke jeg var en så amoralsk læser, som tilfældet er (spoiler: jeg læser altid slutningen af en bog før jeg er færdig med den. Det har jeg gjort så længe jeg kan huske), så ville jeg udnævne Eleanor Catton – ‘Birnam Wood’ til romanen med den mest chokerende slutning, jeg til dato har læst. Ikke så meget på grund af indholdet af slutningen (selvom den er grum og vild nok), men mere fordi den vender bogen fuldstændig om. Man tror man læser én slags roman i 9/10-dele af tiden, hvorefter Catton med usentimental brutalitet på lige knap 20 sider ændrer alt. Jeg vil ikke betegne ‘Birnam Wood’ som en rar, livsglad og solbeskinnet bog, men den er velskrevet, ondskabsfuld morsom og fremfor alt konsekvent eksekveret. Delvist anbefalet.

Age of Vice

Jeg burde muligvis have lyttet mere til New York Times’ litteraturanmelder, men jeg glemte det altså, da jeg til min forbløffelse fandt Deepti Kapoor – ‘Age of Vice’ på Nykøbing Sj biblioteks ellers ret depraverede hylder med engelsksprogede bøger. NYT skrev:

Deepti Kapoor’s second novel, “Age of Vice,” is a luxe thriller, set in New Delhi, that rides the line between commercial and literary fiction so adroitly that it will almost certainly move a lot of units, as I’ve heard publishers say about their best sellers.

“Age of Vice” is the “Good Morning America” book-club selection for January, and it’s been purchased by FX for a series. It’s easy to see why attention has been paid. As a storyteller, Kapoor is a natural. Her novel offers the pleasures of narrative dexterity. It moves — early on, at any rate — as if on rails.

She does not offer, except rarely, the pleasures of subtlety. Over more than 500 pages, the book’s sleekness bends toward slickness and the magic toward tricks. Its length really hurts it. What might have been a crisp and moody entertainment, in Graham Greene’s elevated sense of that word, distends.

…

Kapoor has a cinematic eye. This novel has a lot of moments that feel lush and screenplay-ready: motorcycle rides on roads that cut through paddy fields, seen as if from a drone; pensive drags on cigarettes; looming goons; flights on private jets; VIP rooms; “Silkwood”-style showers to scrub off bad decisions; gangs of nearly naked men covered in grease who emerge from the roadside, as if from a Cormac McCarthy fever dream, to wreak havoc.

Det er virkelig rammende. Havde bogen været 150 sider kortere, så ville jeg betegne den som en decideret banger. Alting er meget MEGET i bogen, alt skriger i neon. Ikke megen skandinavisk indadvendthed og gråere-end-grå gråtoner her. Den politiske og moralske korruption er af bibelske proportioner. Kapoor tackler igennem og i de første 100 sider er det altsammen fabelagtigt. Men nu endte jeg grundet længden med at skulle kæmpe for at få den læst færdig og jeg blev, ja, ligeglad med plot og karakterer hen mod slutningen. Hvorefter jeg til min rædsel opdager, at det blot er første bind i en planlagt trilogi. Eller som NYT skriver (hvilket fik mig til at klukle):

“Age of Vice” is the first novel in a planned trilogy. People say the two saddest words in the English language are “What party?” But “planned trilogy” cannot be far behind.

Anbefales kun med forbehold i elefantstørrelsen.

Hokuloa Road

Læste Elizabeth Hand – ‘Hokuloa Road’ færdig. Det er en interessant setting på en fiktiv hawaiiansk ø. Øerne, den indfødte kultur og overtro er nærmest en selvstændig karakter i bogen. De lokale pidgin-udtryk flyder i lange baner. Jeg må til at skjule min haole-baggrund ved at anvende Mahalo, howzit, a hui hou og brah noget oftere. Det er anden Hawai’i-tematiserede bog jeg har læst for nylig (den anden var James Kestrel helt og aldeles fremragende ‘Five Decembers’). Begge har da vakt en del nostalgisk udlængsel her knap 9 år siden bryllupsrejsen til Big Island og Maui.

Nuvel, ‘Hokuloa Road’ bliver solgt som en thriller/horror historie. Men der er mildest tale om det, som anmelderne kalder for en slow burn. Hvilket er en art eufemisme for at det tager (for) lang tid med stemningsopbygning, worldbuilding og karakterportrætter før vi kommer til de saftige dele. Som så i øvrigt er bedrøveligt skuffende. Selve klimaks – hvor en hawaiianske ånd slår skurken ihjel (jeg tror da, at det er hvad der sker; jeg var begyndt at skimme ganske kraftigt – da hovedpersonens vandring henover en lavaødemark havde taget mindst 15 sideklik på min Kindle) – var ikke udpræget interessant. Og det står ikke lysende klart for mig om skurken faktisk var en skurk, eller om de postulerede forbrydelser faktisk kun skete i hovedet på den ofte berusede fortæller.

Det er ærgerligt. For jeg ville virkelig gerne kunne lide bogen, og den (for) lange stemningsopbygning og beskrivelse af øen fungerer faktisk for mig. Men efter så langt en optakt, så er der brug for en skarp eksekvering og et eksplosivt plot. Desværre kan sidstnævnet ikke følge med, hvilket alt andet lige er et problem i en genrelitterær bog. Derfor kun anbefalet for de intenst Hawai’i-fascinerede.