Horror

There are 4 posts tagged Horror (this is page 1 of 1).

Justin Cronin – ‘The Ferryman’

Blev ganske intenst lykkelig da jeg opdagede i et af New York Times’ nyhedsbreve, at Justin Cronin barsler med en ny bog – ‘The Ferryman’ – i begyndelsen af maj. Den lyder tilmed præcis så tilpas vanvittig og eskapistisk til, at den med stor sandsynlig er lige hvad jeg har brug for i øjeblikket.

Jeg elskede hans mageløse ‘The Passage’, da jeg læste den tilbage i november 2012. Det er den til dato mest effektive, medrivende og ondskabsfulde post-apokalyptiske roman, jeg har læst. Bedre og mere episk end ‘The Stand’, om end jeg nok foretrækker Stephen Kings variant af en altødelæggende pandemi.

Købte mit eksemplar af ‘The Passage’ i Schiphol i en drømmeagtig sindstilstand efter en de her afsindigt rædsomme flyveture over Atlanten, som jeg hader og naturligvis nu ville ønske jeg kunne komme på mange flere af. Havde ikke sovet det mindste på nogen af flyene fra Denver via Minneapolis til Amsterdam, så en roman om en frådende vampyrpandemi var en betagende hallucinatorisk oplevelse det sidste stykke vej til Danmark.

De to efterfølger i trilogien var ikke på helt samme niveau som ’The Passage’, men dog gode nok til at Cronin den dag i dag oppebærer en placering på mit personlige Mount Rushmore over horrorforfattere. Har derfor en forventning om ‘The Ferryman’ vil redde resten af mit 2023.

We Have Always Beem Here

Den er ikke perfekt, Lena Nguyen – ‘We Have Always Been Here’, jeg venter således her 46% inde i bogen stadig på at ‘horror’-delen i bogens lovede space-horror tema begynder at manifestere sig.

Men den har indiskutabelt en af de mere underholdende post-apokalyptiske verdener, jeg er stødt på. En klima-/ økologisk katastrofe, hvor Jorden har fået et allergisk anfald (det skriver Nguyen selv) og den øgede mængde carbon skaber naturkatastrofer og får planter og fungi til at gå AMOK i hyper-accelereret vækst. Menneskeheden bor nu enten i beskyttede ‘biodomes’, er migreret til andre planeter eller lever som savages i vildmarken. Det er et herligt 80’er-agtigt greb og udgør et ret effektivt setup for en god historie.

Men: jeg håber snart vi får gang i noget seriøst ‘Alien’/’Event Horizon’-snask ombord på rumskibet The Deucalion. Det er trods alt det, jeg er her for.

Hokuloa Road

Læste Elizabeth Hand – ‘Hokuloa Road’ færdig. Det er en interessant setting på en fiktiv hawaiiansk ø. Øerne, den indfødte kultur og overtro er nærmest en selvstændig karakter i bogen. De lokale pidgin-udtryk flyder i lange baner. Jeg må til at skjule min haole-baggrund ved at anvende Mahalo, howzit, a hui hou og brah noget oftere. Det er anden Hawai’i-tematiserede bog jeg har læst for nylig (den anden var James Kestrel helt og aldeles fremragende ‘Five Decembers’). Begge har da vakt en del nostalgisk udlængsel her knap 9 år siden bryllupsrejsen til Big Island og Maui.

Nuvel, ‘Hokuloa Road’ bliver solgt som en thriller/horror historie. Men der er mildest tale om det, som anmelderne kalder for en slow burn. Hvilket er en art eufemisme for at det tager (for) lang tid med stemningsopbygning, worldbuilding og karakterportrætter før vi kommer til de saftige dele. Som så i øvrigt er bedrøveligt skuffende. Selve klimaks – hvor en hawaiianske ånd slår skurken ihjel (jeg tror da, at det er hvad der sker; jeg var begyndt at skimme ganske kraftigt – da hovedpersonens vandring henover en lavaødemark havde taget mindst 15 sideklik på min Kindle) – var ikke udpræget interessant. Og det står ikke lysende klart for mig om skurken faktisk var en skurk, eller om de postulerede forbrydelser faktisk kun skete i hovedet på den ofte berusede fortæller.

Det er ærgerligt. For jeg ville virkelig gerne kunne lide bogen, og den (for) lange stemningsopbygning og beskrivelse af øen fungerer faktisk for mig. Men efter så langt en optakt, så er der brug for en skarp eksekvering og et eksplosivt plot. Desværre kan sidstnævnet ikke følge med, hvilket alt andet lige er et problem i en genrelitterær bog. Derfor kun anbefalet for de intenst Hawai’i-fascinerede.