Læste Elizabeth Hand – ‘Hokuloa Road’ færdig. Det er en interessant setting på en fiktiv hawaiiansk ø. Øerne, den indfødte kultur og overtro er nærmest en selvstændig karakter i bogen. De lokale pidgin-udtryk flyder i lange baner. Jeg må til at skjule min haole-baggrund ved at anvende Mahalo, howzit, a hui hou og brah noget oftere. Det er anden Hawai’i-tematiserede bog jeg har læst for nylig (den anden var James Kestrel helt og aldeles fremragende ‘Five Decembers’). Begge har da vakt en del nostalgisk udlængsel her knap 9 år siden bryllupsrejsen til Big Island og Maui.

Nuvel, ‘Hokuloa Road’ bliver solgt som en thriller/horror historie. Men der er mildest tale om det, som anmelderne kalder for en slow burn. Hvilket er en art eufemisme for at det tager (for) lang tid med stemningsopbygning, worldbuilding og karakterportrætter før vi kommer til de saftige dele. Som så i øvrigt er bedrøveligt skuffende. Selve klimaks – hvor en hawaiianske ånd slår skurken ihjel (jeg tror da, at det er hvad der sker; jeg var begyndt at skimme ganske kraftigt – da hovedpersonens vandring henover en lavaødemark havde taget mindst 15 sideklik på min Kindle) – var ikke udpræget interessant. Og det står ikke lysende klart for mig om skurken faktisk var en skurk, eller om de postulerede forbrydelser faktisk kun skete i hovedet på den ofte berusede fortæller.

Det er ærgerligt. For jeg ville virkelig gerne kunne lide bogen, og den (for) lange stemningsopbygning og beskrivelse af øen fungerer faktisk for mig. Men efter så langt en optakt, så er der brug for en skarp eksekvering og et eksplosivt plot. Desværre kan sidstnævnet ikke følge med, hvilket alt andet lige er et problem i en genrelitterær bog. Derfor kun anbefalet for de intenst Hawai’i-fascinerede.