Man kan vel argumentere for at selve bygningen i sig selv og Alvar Aaltos arkitektur er Kunstens største kunstværk.

Det er et sjældent veldesignet og lyst kunstmuseum, meget mere indbydende end jeg husker det fra de ret blodfattige besøg i skole- og gymnasietiden. Der er plads og perfekt lysindfald; både de mørke og lyse værker kommer til deres ret.

Museet fyldte 50 år i 2022 og kører stadig en ‘Kunsten Retro’-udstilling, hvor de kører med værkerne fra udstillingerne i 1972. Det er sjovt tænkt, men man tages omvendt tilbage i en ret brun og (for mit vedkommende) ikke-berørende tidslomme. Og med en række kunstnere (Asger Jorn, suk) som nok i grunden havde bedst af at forblive i slut-60’erne. Og tilvalg medfører desværre også fravalg.

Jeg savnede især Harald Slott-Møllers vidunderlige ‘Primavera’ (1901) fra museets normale samling.

Hvem kan sige nej til hende? Frugterne, fristelsen, glæden (og skyggerne!) bag hende, mens man ser den plagede mand med forpligtelserne og kirken (sic) bag sig. Det er ikke subtilt, men det er effektivt.

Til gengæld fik jeg så glæden af Henry Heerups ‘Vanløse-madonna’ (1933) – her nænsomt akkompagneret af min lokale Standhusene-madonna.

Har diffuse minder fra min barndom om værket, der hang reproduktioner af det i flere af mine forældres venners hjem. Den får ikke for lidt med jomfru Maria-allegorien og symbolikken. En dag må jeg udforske min veneration for kristne motiver i kunst, men det bliver ikke i dag.