Den senere tids læsning

Aktuelt læser jeg i tre bøger på samme tid: Jón Kalman Stefánsson ‘Himmerige og helvede’, Ben Lerner – ‘Leaving the Atocha Station’ og Dan H. Andersen ‘Den store nordiske krig. 1700-1710. Del I: Store planer’.

Stefánsson har ligget rundt omkring på forskellige hylder rundt om i hjemmet i efterhånden et godt stykke tid nu. På kontoret, i stuen, i køkkenet; alle mulige steder hvor jeg har kunne samle den op og læse i den spontant. Altsammen med den klare heroiske ambition at anspore mig til at læse i den. Hidtil forgæves. For bogen har krævet nogle tilløb efterhånden, men nu – NU – tror jeg at jeg er kommet oprigtigt og vedvarende i gang med den. Handlingen kredser om et mikrokosmos på Islands vestkyst for 100 år siden, hvor en fisketur går grueligt galt. Eller handling, skriver jeg nu lidt frimodigt, måske det burde skrives med “-er, for det er endnu en af de bøger, hvor plottet ikke er det drivende. Det er sproget derimod. Stefánsson har et poetisk sprog, hvilket jeg indrømmer var en selvstændig barriere for mig indledningsvist. Det virkede uoverskueligt at kæmpe sig igennem 210 siders sproglig akrobatik og næsten tolkienske landskabsbeskrivelser. Vi er gudskelov ikke ovre i magisk realisme (den ultimative ‘nej tak!’-genre for mig), men der ER besjælet nordatlantisk natur og mennesker, der lever i en åndelig verden. Jeg lånte bogen af nogle af vores venner i Roskilde sidste år, hvor de beskrev det som en ‘ikke så nem, men meget smuk læseoplevelse’. Dengang lød det ildevarslende, men jeg tror, at jeg nu forstår, hvad de mente. Der er to bøger mere i serien, som jeg er usikker på om jeg får læst også. Men ‘Himmerige og helvede’ giver jeg ikke slip på nu. Jeg nægter. Og jeg er også begyndt at kære mig om personerne i fortællingen, hvilket plejer at udrette mirakler for min læselyst.

Ben Lerner nærmer jeg mig kun med en bidende skepsis. Jeg har læst en bog af ham tidligere, ‘The Topeka School’, som jeg tilbage i august 2020 oplevede således på min gamle blog:

“Lerner skriver i almindelighed uhyre selvforelsket om et emne, han finder særdeles spændende: sig selv og hvordan hans oplevelser (med en anelse fiktionsfernis strøget ud over) kan anvendes til at forstå større samfundsmæssige udviklinger. Det er ikke en selvbiografi, men hovedpersonen er en karbonkopi af Lerner selv, og handlingen følger i store stræk Lerners eget liv. En slags modificeret Knausgaard, bortset fra at Lerner er mindre interessant og har et større ego end Knausgård. Det er en 7 (eller 8) ud af 10 bog, der rummer rørende sentimentale og oprigtige sekvenser, men hvor det samlede indtryk er skæmmet af Lerners autoerotiske nydelse over sig selv. Jeg er glad for at jeg fik læst ‘The Topeka School’, den rummede fine (ja, ligefrem fremragende) afsnit, men behøver nu ikke flere stykker med Lerner de næste par årtier. Jeg er i den grad blevet mæt.”

Nu hvor jeg læser ‘Leaving the Atocha School’ (flere årtier for tidligt, tilsyneladende), så må jeg på samme tid både give mig selv ret og modsige mine postulater.

For selv om det ER vanskeligt at sondre mellem forfatteren Lerner og hans trælse protagonist, så er det muligvis mere måden som Lernen skriver på, snarere end hovedpersonen per se, der er så sindssvagt tirrende for mig. Faktisk er det noget af en bedrift af Lerner. Det kræver reelle evner, tror jeg, at skabe en så konsistent utiltalende skikkelse, som den lemmedaskende sociopat i ‘Leaving the Atocha Station’, der slasker planløst og manipulerende rundt i Madrid.

Lerner minder mig som forfatter en del om en anden feteret midaldrende amerikansk mand, Jonathan Franzen, der heller ikke kan lade være at skrive hyperironisk og distanceret kynisk om tilværelsens ulidelige lethed. Jeg har følt mig lurvet og snavset de gange jeg har læst noget af ham, og Lerner har samme effekt på mig. Jeg må dog – om ikke andet – rose bogens forside, som jeg synes har en ganske æggende æstetik i dens fusion af tog(?) og værker fra Prado og Reina Sofia. Og så er jeg generelt bare en fangirl når det handler om at indarbejde geografiske lokationer i en titel.

Leaving Atocha.

Jeg er stadig kun 23% inde i bogen, der i betydeligt omfang vækker samme følelser, som ‘The Topeka School’ gjorde. Jeg tror jeg bliver glad efter endt læsning. Både for at have læst bogen og for at skulle slippe for at være sammen med Lerner igen i en rum tid fremover.

Man kan fylde biblioteker, katedraler og oceaner med de emner, jeg ved meget lidt (eller intet) om. Det være sig botanik, indretning og hvordan man rent faktisk skaber og reparerer ting, I ved nok: fysisk, med ens hænder. Et af de absolut pinligste ofre for min omfattende ignorance er dog danmarkshistorien. Jeg er – vil jeg i al beskedenhed gerne fremføre – givetvis Vestsjællands fremmeste ekspert indenfor nyere tjekkisk politisk historie, ligesom jeg da ikke blankt vil afvise at holde en lysbillede-baseret foredragsrække om italienske fodboldtrøjers udvikling siden 1985. Men jeg roder rundt som en blind og døv og stum, når det handler om Danmarks fortid. Jeg har lykkeligt glemt alt fra min skoletid, ligesom jeg kun i sporadiske glimt mindes de ellers ganske mange afsnit af podcasten ‘Kongerækken’, som jeg lyttede til for år tilbage. Det er pinligt. Jeg kan ikke besvare selv de mest rudimentære spørgsmål, som mine børn kunne finde på at stille om Danmark.

Derfor er jeg meget tilfreds med at være gået i gang med ‘Den store nordiske krig’, der dækker en afgørende periode i danmarkshistorien. Og som svensk gift, så er det selvsagt tankevækkende og oplysende at opdage præcis, hvor svigagtigt, ondsindet og nederdrægtigt et folkefærd at svenskerne egentlig er. Jeg er på nippet til teatralsk at udbryde ‘DET HER FORKLARER ALTING’, men det er svært, når jeg nu har verdens rareste svigerfamilie og i øvrigt selv er svenskofil i usund grad. Uanset hvad så er det en skønt velskrevet og ikke-fordummende historiebog, hvor synsvinklen og analysen konstant skifter fra Stockholm til København til Skt. Petersborg til Gottorp. Det er vældig interessant og jeg bliver reelt klogere af læsningen. Hvem ved, måske jeg endda på et tidspunkt kan svare på mine arvingers spørgsmål med andet end æh, bæh, buh næste gang vi står foran en historisk bygning i København.

What and how to read

Hvilken forunderligt provokerende klumme: ‘What and how to read’!

Bevares, jeg er pinligt bevidst om at jeg efterhånden har citeret Janan Ganesh fra Financial Times alt for mange gange. Men han er og bliver nu engang min favoritskribent. Og når Ganesh så i anledningen af at samtlige døende aviser, opmærksomhedshungrende politikere og selvpromoverende LinkedIn-typer for tiden gylper ‘disse aktuelle bøger skal jeg/du læse i min sommerferie’-indlæg op, kritiserer det, vi med en mild eufemisme kunne kalde for ‘aktualitets-bias’ i læsningen, så jeg naturligvis fyr og flamme:

“Given our finite lives, and the centuries-deep canon of literature, what logic is there in reading something current? More than 120mn unique titles have been published since the dawn of the printing press. What are the odds that one written in 2024 deserves our limited time?

Instead of a list, here is a rule: avoid the contemporary. If a novel has worth, it will still have it in a decade or two. If not, the filtering effect of time — which is imperfect in its judgment, but still the best thing we have — will remove the book from consideration by then. (If you didn’t read Vernon God Little in 2003, how tempted are you now?).

This is just as true of nonfiction. If the content is topical — quantum computing, US-China relations — it will age at speed. The proper vessel for those subjects is journalism or a ChatGPT gut of the academic literature. If the book is grander in scope and register, all very well, but the question isn’t whether there is some worthwhile new stuff out there. Of course there is. The question is whether it should edge out Chateaubriand’s memoirs or Abraham Pais on Einstein in the war for your time.

If pragmatic exceptions are made here and there, Schopenhauer’s reading advice (avoid whatever is “making a great commotion”) is right. To read well is to ignore the now. This is true of no other art form, because no other art form is so time-intensive. Looking at a painting made last week does not preclude looking at a Poussin. The opportunity cost is a minute or so. If a new book turns out to be a piece of zeitgeist-y ephemera, that is seven-to-10 hours you can’t spend with Barbara Tuchman.

I have argued as a dry utilitarian so far, but there is a more human case for sticking to the past. Reading is hailed as a mental health salve: it slows a racing mind, it puts distance between one and the world. But this is only true, or at least much truer, of a book with some decades behind it. “This thing pre-dates my troubles,” is the sentiment the reader ultimately craves, “and will see them out too.” You needn’t go full Montaigne, who communed with Ovid as the religious wars burned, but don’t count on much solace from another up-to-the-minute treatise on autocracy from someone who uses “dynamic” as a noun.

There are other rules. Don’t read fewer than 50 pages in a sitting. The cost of pecking at a book here and there is a lost sense of its narrative wholeness. (“If you read a novel in more than two weeks, you don’t read the novel” — Philip Roth.) And avoid general histories. The last way to learn about China is a book called something like China. As with fiction, the universal is in the particular.

But the highest rule is to privilege the old. When he doubted Shakespeare’s greatness on probabilistic grounds — how could someone born in 1564 trump all the billions of literate people who have lived since? — Sam Bankman-Fried got things exactly wrong. The question is how something as untested as recent writing can rival work that has survived the sieve of time.

Jeg tror … jeg tror at jeg rent principielt er enig med Ganesh i, at man bør stræbe efter at læse eviggyldig og tidløs litteratur, være det sig skøn- eller faglitteratur. Altså, han er jo åbenlyst en skamløs, reaktionær og helt utålelig snob (hvilket jeg kan sætte pris på, vi mangler skamløse, utålelige og reaktionære kultursnobber i almindelighed), men han har fat i noget rigtigt, tror jeg. At et værk er aktuelt, gør det ikke nødvendigvis vigtigt. Og jeg er enig i, at en stor del skønlitteratur med fordel kan læses et par år efter udgivelsen, så man reelt kan vurdere værkets kunstneriske værdi. Her er fx for sjov skyld de otte øverste bøger på ‘New York Times 100 Notable Books 2013’:

Hvor mange af disse bøger er vigtige og værd at læse her et årti senere? ‘Americanah’, går jeg ud fra. Måske også ‘The Goldfinch’ (som jeg gik i stå i, det tilstår jeg, 771 sider i selskab med en svært irriterende hovedperson var for meget mig, men det var en nuttet kunstmaler reference i titlen). Men ellers er resten, der dengang føltes vigtige og aktuelle, vel i det store hele diffunderet ud i intetheden og irrelevansen.

Men der kan desværre være en beklagelig afstand mellem at være principielt/intellektuelt enig i noget, og til at det så manifesterer sig i konkret handling. I hvert fald når det handler om mig.

For mine boghylder (og Kindle) svømmer over med bøger, som jeg købte og læste fordi de var aktuelle, omtalte og “vigtige”. Jeg ville jo gerne være au courant, og vide hvad alle dem, der er klogere og bedre mennesker end mig, talte så indsigtsfuldt om med hinanden. Hvem ved, måske jeg en dag kunne blive en af dem? At jeg så begrædeligt ofte fandt disse bøger i bedste fald acceptable, i værste fald kedelige (og vanskelige at huske her efter endt læsning), ja, det siger vel mest noget om mit fravær af intellektuel stamina, men måske også en lillebitte smule om kvaliteten af de værker.

Jeg har i praksis udviklet en slagside i retning af aktualitet og det nye. Jeg er ikke god til at læse lidt ældre bøger, og da slet ikke klassikere. Klassikere er bøger jeg muligvis læser om, men aldrig i. Jeg opsøger ikke antikvariater, og jeg har i almindelighed ikke tålmodighed til at læse bøger, der er skrevet i ældre sprog. Jeg har fx forsøgt at gå i gang med ‘Kongens fald’ ganske mange gange, og der lykkes mig aldrig. Det er et moralsk og etisk kollaps fra min side, jeg ved det godt, men det er nu og engang sandheden.

Men jeg kan vel prøve at følge Ganeshs gyldne regel. Måske ikke så rigidt at det jeg læser skal være +20 år gammelt, men jeg vil forsøge mig at læse mere almengyldig litteratur. Jeg kommer dog ikke til følge læs-mindst-50-sider-per-læsesession reglen. Det forekommer mig, at personer der laver og følger den slags arbitrære regler hverken har børn eller en familie at være sammen med.

PS. Lige nu læser jeg lidt distræt i Elena Ferrante – ‘Min geniale veninde’, som New York Times for nylig udråbte til den bedste bog i det 21. århundrede. Den er 13 år gammel, så den er vel teknisk set indenfor Ganeshs definition af tidsmæssigt acceptabel litteratur. Her 120 sider inde ved jeg stadig ikke helt, hvad jeg skal sige, mene eller føle. Måske den løfter sig for mig inden længe. Efterfølgende må jeg så se, hvad næste eviggyldige værk jeg skal kaste mig over.

Mathilde Walter Clark – ‘Det blinde øje’.

Er i gang med at læse Mathilde Walter Clark – ‘Det blinde øje’. Jeg har ikke dannet mig en fast mening om hendes samlede argument endnu, men som litteratur betragtet er bogen fremragende. Clark skriver blændende, og jeg kan sagtens forstå at den fik Weekendavisens litteraturpris. Når jeg stadig grubler lidt over mit ståsted, så er det naturligvis fordi jeg ikke er en neutral og uberørt læser.

Dels er det vanskeligt ikke at blive påvirket af Walter Clarks beskrivelse af minkindustrien. Det var en ubehagelig branche på adskillige måder, hvilket hun på skarp og saglig vis illustrerer.

Men mere præsent: jeg har en fortid som lobbyist for nogle af ‘skurkene’ i bogen: Landbrug & Fødevarer. Og jeg har arbejdet i flere år for grovvareselskabet DLG, der er leverandør af bl.a. foder til husdyrproduktion i Danmark og Europa.

Så når jeg læser bogen, så medfører det i sagens natur refleksioner. Både over det skrevne – hun vinkler skarpt af og til -, men selvfølgelig også over min egen rolle og mine tanker om dansk landbrug. Walter Clarks mest prægnante pointe er, at en branche som minkproduktionen (men i virkeligheden alle former for intensiv husdyrproduktion) kun kan lade sig gøre, hvis vi som samfund/forbrugere/mennesker vender det blinde øje til dét, hun betragter som fremmedgjort, moralsk uforsvarligt og, ja, sygelig.

Jeg er ikke enig med hende. Hvis jeg var det, så havde jeg naturligvis ikke kunne bestride de stillinger, som jeg gjorde dengang. Jeg spiser stadig kød og nærer ingen illusioner om at verdens befolkning vil ophøre med at efterspørge kød, nok snarere tværtimod. Jeg mener, at man sagtens kan bedrive både etisk og dyrevelfærdsmæssig forsvarlig husdyrproduktion. Også uden at ødelægge klima, natur og miljø.

Men det kan sagtens være, at produktionen skal foregå i mindre intensive former og reguleres helt anderledes. Vi lever i naturmæssigt monokulturel ørken i Danmark, hvilket er svært at forsvare eller leve med, med mindre eksporten af landbrugsprodukter giver enormt god samfundsøkonomisk værdi (eller den danske produktion er det mest bæredygtige sammenlignet med andre lande). Tilsvarende går jeg også ind for en CO2-beskatning på landbruget. Så der skal indiskutabelt gøres noget for at få en mere bæredygtig og … normaliseret landbrugsproduktion. Men derfra og så til at købe ind på Walter Clarks kernesynspunkt om husdyrproduktion som uforsvarligt? Det er jeg ikke klar til.

Walter Clark skriver ofte ondskabsfuldt om minkavlernes fremtoning og væremåde. Det er ikke så generøst af hende, og det er i disse mere polemiske/perfide sekvenser, at hun er svagest. I min tid i erhvervet mødte jeg både sympatiske og usympatiske landmænd. De første fandt man især blandt plante- og mælkeproducenter, de sidste især i de produktionsgrene, der grundlæggende beskæftiger sig med en eller form for industrialiseret død (f.eks. svineproducenter og minkavlere). Jeg ved ikke om jeg vil betegne dem alle som ‘gode mennesker’, ligesom det var ganske ulideligt, når der gik offerfortælling og ingen-forstår-os i den. Men jeg kan stadig beundre den skabe- og virketrang, som jeg synes karakteriserede dem alle på tværs af produktionsgrene. Landmænd er et driftigt og selvstændigt folkefærd på godt og ondt. Det gør dem i stand til at opbygge verdensførende andelsselskaber og erobre verdensmarkedet. Men det gør dem også i stand til at handle forkert på måder, som kan være vanskelige at forstå – hvilket Walter Clark fint viser.

Jeg er ikke færdig med hele bogen endnu, men jeg vil allerede nu klart anbefale ‘Det blinde øje’. Den får en til at tænke og reflektere – måske endda træffe moralske valg. Flere i min omgangskreds fortæller den har fået dem overbevist om at blive vegetarer. Lad os nu se om de sidste 70 sider kan påvirke mig i samme retning.