Det er vel rimeligt nok at lave den rituelle årets bøger liste på den sidste dag i 2022? 2021 var noget en noget slukøret affære, men i år er læselysten vokset mærkbart – jeg har næsten fordoblet antallet af læste bøger (25 til 47). Om den kvalitative læsning også blev forbedret skal forblive usagt. Vi er også stadig et godt stykke fra freak-året 2019, hvor jeg sjaskede mig gennem 63 (mere eller mindre grundigt) læste bøger.

Min subjektive samlede oplevelse er at jeg læste flere gode bøger i år end tidligere. Men samtidig manglede jeg den episke peak nonfiction læseoplevelse, som rev mig med, inspirerede og holdt nattesøvnen stangen. Situationen var noget blegnæbbet, da jeg ikke i år mødte mesterværker à la Kim Ghattas – ‘Black Wave’ (2020), Julia Lovell – ‘Maoism: A Global History’ (2019) eller Christopher de Hamel: ‘Meetings With Remarkable Manuscripts’ (2018). Håber at få rettet op på de sørgelige forhold i 2023.

Den generelle metode

Tilbage i 2014 anvendte jeg for første gang de tre autoritative kategorier i mit årlige bogtilbageblik:

• ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’ (≈ 5-6 stjerner)
• ‘God, men nok mest hvis du er sær’ (≈ 4-5 stjerner)
• ‘Skuffende. Meget skuffende’ (≤3 stjerner)

De suppleres af de to ærespriser som ‘Årets skønlitterære oplevelse’ og ‘Årets nonfiction oplevelse’.

Årets skønlitterære oplevelse

Kommentar: Denne kategori var vanskelig for mig, da jeg – især her i julen – fik kværnet en frygtelig masse gode bøger (og jeg derfor muligvis er biased i retning af stadig at være uretmæssigt betaget af dem). Men hvis jeg skal være tro mod mig selv, så må årets bog være James Kestrel – ‘Five Decembers’. Jeg ved ikke hvorfor de har givet bogen dens pulpy cover; det irriterer mig mere end det burde. Bogen foregår ganske vist i Hawai’i (og siden Hong Kong og Japan) op til og under angrebet på Pearl Habor og, ja, formelt er der et noir krimimysterie i historien. Men den er så meget, meget mere. Det er episk, smuk, medrivende og holdt mig i et jerngreb fra ende til andet. Måske jeg er farvet af stadig at savne bryllupsrejsens Hawai’i her på snart 10. år (og derfor er til falds for alle bøger derfra), men jeg mener at jeg er nogenlunde objektiv, når jeg skriver, at det bliver den bedste roman du kommer til at læse i nyere tid. 

Årets nonfiction oplevelse

Kommentar: Hvor ubegribeligt trist og sørgerligt og dekadent er det ikke, at årets nonfiction læseoplevelse er en selvhjælpsbog? Det efterlader mig med en knugende følelse i maven at måtte erkende det. Men ligegyldigt hvordan jeg vender og drejer det, uanset hvor meget jeg forsøger at ruske mig fri og prøver at komme ud af min kattepine, så er James Clear – ‘Atomic Habits’ ganske enkelt den nonfiction bog, jeg fik mest ud af at læse i år. Jeg arbejder på at blive et mere nærværende og produktivt menneske. Bedre vaner er entydigt en vej hertil. Clears bog er overraskende ikke-banal og så pokkers brugbar. Jeg siger ikke at jeg har fået en religiøs oplevelse af at læse den, men den har vitterligt hjulpet mig til at strukturere tingene for mig. 

Resten – fordelt på mine arbitrære kategorier

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

• Sean Carroll – ’The Big Picture: On the Origins of Life, Meaning and the Universe Itself’
• Jonathan Haidt – ’The Righteous Mind: Why Good People Are Divided by Politics and Religion’
• Glenn Bech – ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. Manifest’
• Jonas Hassen Khemiri – ‘Allt jag inte minns’
• Vigdis Hjorth – ‘Arv og miljø’
• Gail Honeyman – ‘Eleanor Oliphant Is Completely Fine’
• Lou Berney – ’The Long and Faraway Gone’
• Robert Jackson Bennett – ‘Foundryside’
• Scott Hawkins – ‘The Library at Mount Char’
• Hervé Le Tellier – ’The Anomaly’

Kommentar: Stærkt, stærkt felt i år – som nævnt ovenfor især i det skønlitterære departement. Der er ingen af disse bøger, som jeg vil betænke mig et sekund på at anbefale enhver at læse. Mens disse ord grifles, så er jeg mest optaget af ‘Allt jag inte minns’ (dansk: ‘Alt det jeg ikke husker’), som er klog, spændende og hen mod slutningen eskalerer kraftigt i et uhørt melankolsk, sørgmodigt og medrivende klimaks. 

‘God, men nok mest hvis du er sær’

• David Edgerton – ‘The Rise and Fall of the British Nation: A Twentieth-Century History’
• Christian Egander Skov – ‘Borgerlig krise: Det ideologiske opbrud i blå blok’
• Khalid Adeeb – ‘Central Asia: A New History from the Imperial Conquests to the Present’
• Michela Wrong – ‘Do Not Disturb: The Story of a Political Murder and an African Regime Gone Bad’
• Robert Goodwin – ‘America: The Epic Story of Spanish North America 1493-1898′
• Roger Crawley – ‘City of Fortune: How Venice Won and Lost a Naval Empire’
• Russell Davies – ‘Everything I Learned about Life I Learned from PowerPoint’
• Emily St. John Mandel – ’Sea of Tranquility’
• Joan Didion – ’Slouching Towards Bethlehem’
• Lena Andersson – ‘Egenmäktigt förfarende’
• Olga Ravn – ‘De ansatte’
• Karl Ove Knausgård – ‘Om våren’
• Hamid Moshin – ’The Last White Man’
• Gillian McAllister – ‘Wrong Place, Wrong Time’
• David Walton – ’The Genius Plague’
• John Brownlow – ’Seventeen’
• Robert Jackson Bennett – ‘Shorefall’
• S. A. Cosby – ‘Razorblade Tears’
• Kat Rosenfield – ’No One Will Miss Her’
• Alice Feeney – ‘Rock Paper Scissors’
• S.A. Barnes – ‘Dead Silence’
• Tom Clancy – ‘Patriot Games’

Kommentar: To afledte konklusioner. For det første er fantasy de facto død for mig som genre. Jeg læste ikke en eneste genuin fantasybog i 2022. Science Fiction og horror er også trængt i baggrund, og når jeg læser dem, er det primært i den speculative fiction retning eller space horror. I stedet er jeg begyndt at junke ‘Mystery’-genren og thrillers (og jeg var STÆRKT underholdt af flere af titlerne på listen). Jeg frygter at jeg lige om lidt bliver en af de der triste eksistenser, der kun læser krimier. For det andet er min tolerance for kilometerlange nonfictionbøger nedadgående. Flere af ovenstående kunne (og burde?) jeg have elsket højere, men jeg kan ikke længere dedikere den fornødne tid og opmærksomhed til at læse 750 siders tætskrevne sider. Må med andre ord undgå alle de bøger, som bliver kaldt ‘magisterial’ i anmeldelserne i The Economist. 

‘Skuffende. Meget skuffende’

• Ray Perman – ‘The Rise and Fall of the City of Money: A Financial History of Edinburgh’
• Rachel Aviv – ‘Strangers to Ourselves: Unsettled Minds and the Stories That Make Us’
• Helen Gordon – ’Notes from Deep Time: The Hidden Stories of the Earth Beneath Our Feet’
• Tiago Forte – ‘Building a Second Brain’
• Margaret Hefferman – ‘Uncharted: How to Map the Future’
• Olga Ravn – ‘Celestine’
• Robert Jackson Bennett – ‘Locklands’
• Jeremy Robert Johnson – ’The Loop’
• Elizabeth Hand – ‘Hokuloa Road’
• Alice Feeney – ‘His and Hers’
• Douglas Preston – Relic’

Kommentar: Der var ingen af disse bøger, der var direkte dårlige (kun en anelse). Nogen skuffede mig i forhold til mine opskruede forventninger, andre begyndte fremragende – for så blot at køre i grøften eller udånde i mild skuffelse og bristede forhåbninger. Største skuffelse i år er ‘Locklands’, der er tredje og sidste bind i en trilogi. Bind 1 var fabelagtigt, bind 2 var et trin ned (med stadig læskende), hvorefter der må være skete et eller andet aldeles traumatierende for Robert Jackson Bennett. ‘Locklands’ var et forvirret og usammenhængende Det er den første af hans bøger, som jeg ikke har været autentisk vild med. 

Men samlet set et bedre år end mit læsemæssige annus horribilis i 2021. Sådan som verden og min tilværelse udvikler sig forudser jeg et stort og voksende behov for eskapisme i 2023. Målet må være at læse et tilsvarende antal bøger næste år – og gerne af stadig bedre kvalitet. 

Året har været noget af en læsemæssig mavepuster for mig. Med 25 afsluttede bøger var 2021 mit suverænt mindst læsende år siden jeg begyndte at føre regnskab i GoodReads (hvilket begyndte i 2014). Adskillige af bøgerne var endda fra samme underlødig urban fantasy serie. Og da jeg så listen igennem slog det mig, at ingen af bøgerne for alvor fejede benene væk under mig. Det var især vanskeligt for mig at finde en årets nonfiction oplevelse, faktisk min læsning af nonfiction er mere eller mindre kollapset. Mildest talt et personligt udviklingspunkt for 2022.

Årets skønlitterære oplevelse

Ed O’Loughlin – ’This Eden’

Kommentar: Den første roman jeg har læst, hvor COVID–19 er en del af baggrundsstøjen. En spionhistorie/technothriller/speculative fiction med et paranoidt og afsindigt spændende plot. I et stærkere år var O’Loughlin ikke endt på førstepladsen, men ‘This Eden’ var min bedste og mest fornøjelige læseoplevelse i 2021.

Årets nonfiction oplevelse

Patrick Radden Keefe – ‘Say Nothing: A True Story of Murder and Memory in Northern Ireland’

Kommentar: Igen en god, men ikke fantastisk bog – der dog var langt bedre end de (få) andre nonfictionbøger, jeg fik læst i år. Radden Keefe er skribent på The New Yorker, hvilket altid er en garant for at en forfatter er velskrivende. Det er også tilfældet her, og Radden Keefe sætter et tragisk mord ind i en større politisk-historisk kontekst.

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

• Ben Aaronovitch – ‘Rivers of London’
• Guillermo del Toro & Chuck Hogan – ‘The Hollow Ones’
• James S. A. Corey – ‘Leviathan Falls’

Kommentar: Jeg nød disse tre helt igennem underlødige og slaske genrelitterære bøger. Efterfølgerne til Aaronovitch var lidt op og ned, mens jeg ser frem til at del Toro og Hogan udvider horroruniverset fra ‘The Hollow Ones’.

‘God, men nok mest hvis du er sær’

• Ben Aaronovitch – ‘Moon Over Soho’
• Ben Aaronovitch – ‘Whispers Under Ground’
• Ben Aaronovitch – ‘Foxglove Summer’
• David Gray – ‘Liminal Thinking’
• Dov Alfon – ‘A Long Night in Paris’
• Angus Burgin – ‘The Great Persuasion: Reinventing Free Markets Since the Depression’
• Matthew Quirk – ‘The Night Agent’
• Jane Harper – ‘The Lost Man’
• James Brabazon – ‘Arkhangel’
• Terryl Givens – ‘Mormonism: What Everyone Needs to Know’
• C.A. Bayly -‘The Birth of the Modern World, 1780–1914: Global Connections and Comparisons’
• M. Todd Henderson – ‘State of Shock’
• Carsten Staur – ‘Dansk udenrigspolitik i 250 år’
• Georges Perec – ‘En mand der sover’
• Wolfram Eilenberger – ‘Troldmændenes tid’
• Shane Parrish – ‘The Great Mental Models’

Kommentar: En række meget forskellige bøger, vanen tro domineret af genrelitteratur. De fleste er ok (som i 4 ud af 6 stjerner), men langt fra banebrydende. Kan se at jeg i 2021 kun læste én eneste ren science fiction og ingen rene fantasybøger. Måske jeg skal genopdage de to genrer igen, det er jo ikke fordi vi mangler anledninger i vores pandemiske verden til at søge i indre eksil med eskapistiske fortællinger.

‘Skuffende. Meget skuffende’

• Cal Newport – ‘A World Without Email’
• Michael Böss – ‘Liberalismens vildfarelser’
• Ben Aaronovitch – ‘Broken Homes’

Kommentar: Den eneste reelle skuffelse her var Newport, hvis bøger jeg ellers har været mildt stimuleret af i almindelighed. Böss bogen købte jeg efter at Weekendavisen havde omtalt ham, men jeg fandt ikke nye argumenter eller indsigter, som jeg ikke havde læst fremført bedre (og mindre selvtilfredst) før. Aaronovitch havde en offday og burde have taget en skrivepause.

Bøger jeg gik i stå i

• Walter Scheidel – ‘Escape from Rome: The Failure of Empire and the Road to Prosperity’

Kommentar: For lang, for trang, for kedelig – også selv hans centrale tese (om at tiden efter romerrigets fald ikke er en mørk periode, men snarere rummer kimen til alt godt) egentlig er både provokerende og tankevækkende.