Jeg har skrevet virkelig meget forvrøvlet ævl gennem mit liv. Men de værste sætninger må nok være disse fra min JP-kronik, der – det sagde kommentatorerne selv! – kickstartede lederskiftet i Venstre:
Vi skal have en ny ledelse, der kan revitalisere partiet, sætte en liberal retning, og som ikke er belastet af de seneste års interne krige. Det betyder efter vores mening Jakob Ellemann-Jensen som ny formand, Stephanie Lose som næstformand – suppleret af stærke kræfter som Karsten Lauritzen, Tommy Ahlers og Inger Støjberg i den politiske ledelse. Som hold besidder de alle de fornødne politiske kompetencer, og de vil markere en ny start – og kunne appellere til vælgere i hele landet.
OK, noget i det var ikke direkte fejlagtigt. Jeg fik jo sådan set den formand og næstformand, jeg ønskede mig. Den del var forudseende nok. Lauritzen og Ahlers’ exit til det private erhvervsliv var selvfølgelig ærgerlige, men er vel ret beset ikke noget, vi kunne have forudset da vi skrev kronikken. Og jeg ved sådan set heller ikke om vi burde have forudset Løkkes excesser, raseri og dannelsen af personkulten Moderaterne i årene efter. I kan nok høre at jeg frikender mig selv her.
Nej, det egentlige problem er Støjberg. Det plager mig fortsat her fire år efter, at jeg skrev som jeg gjorde. At hun var en del af fremtiden. At hun bliver nævnt som vigtig. Bevares, hun optræder kun i en bisætning, men dog en central en af slagsen (det var den, som journalisterne bed mærke i).
Og hvor tog jeg dog fejl, selv om jeg burde have vidst bedre.
Dengang gav sætningerne muligvis partitaktisk mening. Støjberg var (og er) en karismatisk stemmesluger, der definerede vigtige fraktioner af Venstres vælgerkorps gennem 90’erne og 00’erne: udkants-/landdistriktsvælgere, udlændingehadere og dem, der er til salg for en nationalkonservativ populist, der på dejligt unuanceret vis og uden større behov for empati ‘bare siger tingene som de er’.
Jeg tilhørte (og tilhører) selv den diametralt modsatte fløj i Venstre, men det havde været useriøst ikke at nævne hende som en del af ledelsen. I hvert fald ud fra en gængs stemmemaksimerende logik, som man som partipolitisk aktiv har det med at abonnere på. Venstre var et klassisk masseparti, der rummede forskellige strømninger og skulle appellere til mange forskellige vælgergrupper – også dem, der ikke ligner mig selv. Jeg måtte lukke øjnene og tænke på England, eller hvad man nu end siger.
Og så alligevel.
Det var jo forkert. Menneskeligt, etisk og ideologisk forkert. Jeg vidste inderst inde godt at hun er kriminel. Jeg vidste inderst inde godt, at hendes politiske linje intet havde med den frisindede liberalisme, som jeg ønsker Venstre skal være en bevægelse for. Jeg vidste inderst inde godt, at hun – sit vælgertække til trods – er en megaloman, illoyal og destruktiv person. Det siger noget om et menneske, der – alt imens Assad brugte giftgas og torterede løs i sine fængsler – jubler med kage over stramninger af udlændingelovgivningen.
Vi kan godt lege at det ikke forholder sig sådan; at det bare var en rolle hun skulle spille. Men jeg tror ikke på det. Støjberg har igen og igen vist os præcis hvem og hvad hun er. Bare se på tiden siden kronikken. Efter Løkkes fald blev hun næstformand i Venstre, brændte partiet ned, blev dømt i Rigsretten, fik fodlænke på og dannede Danmarksdemokraterne. Og nu sidder jeg så her og tænker på hende, da jeg lige har læst en klumme hos Altinget med overskriften: ‘Støjbergs forsøg på at knytte bånd til landbruget udfordrer Ellemann’.
Hvori Thomas Larsen påpeger Venstres (indiskutabelt korrekte) identitetsdilemma, som et nominelt borgerligt parti i regering med Socialdemokraterne. En penibel situation, hvor Liberal Alliance spiser de liberalistiske og yngre vælgere, Moderaterne tager de blide og bløde socialliberale, og hvor Danmarksdemokraterne tilsyneladende forsøger at overtage Venstres rolle som landbrugets foretrukne partipolitiske venner. Hvad er det i den situation så tilbage at elske, kæmpe for og brænde for, når man et gammelt magtparti, der er gået i regering sammen med to af landets mest moralsk fleksible og hensynsløse partiledere?
Dilemmaet og det partistrategiske problem er reelt nok. Det er mange vælgergrupper, der er tabt (eller risikerer at blive tabt) de seneste 4 år.
Men jeg er nødt til – især efter jeg selv solgte ud dengang – at tro på, at Støjberg en dag får det, som hendes adfærd berettiger til. At der må være konsekvenser for en politiker af at lyve, være kriminel og, ja, et gement menneske.
Jeg er med på at hun er en dygtig politiker. Måske ikke til at skabe politik eller samfundsforandringer, men hun er en skarp og skruppelløs politisk kommunikator, der ved hvad der virker på hendes målgruppe. Men det burde ikke være nok. Jeg er ikke tilstrækkeligt naiv til at tro, at vi lever i en retfærdig verden. Men på et tidspunkt må selv hendes mest forblændede støtter se hende for det, hun igen og igen har vist os at hun er.
Jeg siger ikke at Venstre er et perfekt eller ædelt parti, det ville være latterligt. Men det er et bedre parti end Danmarksdemokraterne, og Ellemann er i særklasse bedre end Støjberg. Jeg er langt mere stolt af Venstre i dag, end jeg var for år tilbage. Jeg har ikke længere fornemmelsen af, at partiet er ledet af moralsk anløbne løgnere, tværtimod. Måske et sørgeligt lavt succeskriterium for et politisk parti, men nuvel, det er vist her vi er.
Blot for at sige, at jeg i sidste ende tror (ok: håber) at det ender godt – og at resten af verden også snart gennemskuer hvem Støjberg er.