Vi går ind i noget af skæbneuge sportsmæssigt. I hvert fald her i mit lille parallelunivers, hvor obskure og inferiøre provinshold fylder en del mere end ude i den virkelige (og noget mere rationelle) verden.
Vigtigst, naturligvis: vinder AaB mod Lyngby på mandag, så kan jeg krybe ned under dynen og slappe af i min efterhånden langtidspaniske og myoseramte krop. Fortrænge den seneste fodboldsæson som en ond, ond drøm. Sove roligt i en måneds tid inden rædslerne begynder igen i den kommende sæson.
Lidt længere vestpå begynder de syv kampe i NBA-finalen også i den kommende uge. Mine Denver Nuggets er med for første gang, formodentlig – men hvem ved? – mod Miami Heat. Det kan blive episk stort, men rummer også kimen til noget smerteligt skuffende. For jeg er uironisk investeret i det her. Har igen fået for vane at tjekke espn.com som det første jeg gør, når jeg vågner. Er pludselig blevet usundt interesseret i alskens basketdetaljer, jeg ellers levede lykkeligt uvidende om.
Jeg burde vide bedre end at bygge mit mentale velvære på notorisk upålidelige professionelle sportshold. Men nuvel, her er jeg så. Klar og parat til at igen få knust hjertet for Gud ved hvilken gang. Jeg er og bliver en idiot.