I går læste jeg Ruth Madievsky – ‘All-Night Pharmacy’ færdig. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive den; måske et par blurbs fra amerikanske kritikere beskriver det bedst:
“‘All-Night Pharmacy’ is a California noir novel for the 21st century, rebooting the genre’s saturated nightmares for the 21st century.” (Washington Post)
“An Acid Trip Through Generational Trauma: In an impressive undertaking, Madievsky weaves together a tale of addiction, queerness, and Jewish mysticism, bound together with vibrant imagery and thoughtful prose.” (New York Magazine)
“Ruth Madievsky’s new novel explores trauma, drugs and toxic sisterhood.” (NPR)
Madievsky skriver fremragende og alligevel brød jeg mig ikke om bogen. Mest på grund af den navnløse protagonist, der er begavet, men samtidig nærmest overnaturligt passiv og bare flyder med. Intet får hende til at agere. Voldelige forhold, seksuelle overgreb, alle de forkerte mennesker de forkerte steder, et eskalerende Oxycodone-misbrug, et liv der går i hundene; det hele bliver nærmest blot internaliseret af hende som noget uundgåeligt, noget hun fortjener. Jeg ved godt at det ikke er meningen, at man som læser altid skal kunne spejle sig i eller identificere sig med en bogs karakterer. Jeg VED at hun er traumatiseret. Jeg VED at hun har dårlige indflydelser i sit liv. Men den her insisteren på selvdestruktivitet? Det var vanskeligt for mig at forstå fuldt ud.
Der er dog også betingede lyspunkter i bogen.
Madievsky har selv baggrund i Moldova, og i en ret interessant sekvens følger vi protagonisten og hendes kæreste Sasha på en rejse til Chișinău. Og når først vi kommer ud af alt-er-en-deroute og barndomstraumeinduceret-stofmisbrug-i-Malibu-til-at-flygte-fra-smerten rutinerne fra bogens første tredjedel, så bliver historien nærmest direkte interessant – ikke mindst når den udforsker konsekvensen af pogromerne i det tidligere Sovjet. Man fornemmer at Madievsky har en emotionel kobling til Moldova, og at der er noget på spil for hende.
Dét er godt. Men ak, forholdet og den spirende kærlighed falder fra hinanden, og så er vi for fuld kraft tilbage i traumeland i den resterende del af bogen. Den er tilsvarende forglemmelig, og jeg lukkede den i med en lidt utilfreds brummen. Grundlæggende er jeg derfor usikker på om jeg vil anbefale bogen. Den er bestemt edgy og jeg kan sagtens forstå, hvorfor man er nødt til at elske bogen som anmelder. For mig var den en deprimerende oplevelse.