I Theis Ørntofts roman ‘Jordisk’ er der et vældigt inspirerende afsnit, hvor en af protagonisternes fordrukne og suicidale far tager ham med til Chicago. Her ser de på organisk arkitektur i form af skyskrabere og bygninger af faderens yndlingsarkitekter Louis Sullivan og Frank Lloyd Wright. Faderen er i dagligdagen tavs, depressiv og fremmedgjort fra sin livsverden; han ser verden forfalde og hans tilværelse som fabriksarbejdsmand falde fra hinanden, bid for bid. Men lige hér – omgivet af arkitektoniske mesterværker og når han taler om sine yndlingsemner (mursten og håndværksmæssig kvalitet) – er han levende, intens og engageret. I sidste ende inspirerer turen sønnen til selv at blive arkitekt.
Jeg kom i tanke om tekstbidden, da jeg blev vist rundt på RUC’s Campus tidligere i dag. Det består først og fremmest af lave ét-plansbygninger, der er holdt i varierende Bitumen-farvetoner. Ligesom Aalborg Universitet – der har samme æstetisk grålige vibe – er RUC grundlagt på en mark i 1970’erne og har udviklet sig via en tilsyneladende uplanlagt knopskydning. På græsmarkerne ved siden af er der bofællesskaber og græssende får.
Normalt kan jeg godt lide at et byrum udvikler sig spontant og organisk, men lige i det her tilfælde ved jeg ikke rigtig hvad jeg synes. Bevares, jeg kan sagtens forstå at ikke alle universitetscampuser kan ligne dem i Georgetown, Cambridge og Boulder. Men hvor var 70’erne dog en traurig tid, når det handler om arkitektur og byggeri. Inspirerer ikke umiddelbart til store visionære tanker og ånd.