Pokalfinalen i Parken gik ikke som jeg havde drømt om. Adspurgt i en sms tidligere i dag om ‘Var det en dejlig kamp i går?’ svarede jeg:
Det var rædsomt. For den neutrale tilskuere må den have været jævnt kedsommelig. AaB får lukket fint ned for dem i første halvleg og er bedste hold. FCK scorer i 47. minut (jeg var på vej tilbage til min plads efter at have været på toilettet, meget symbolsk, I suppose), og så falder tingene ligeså stille fra hinanden derfra. AaB producerer ikke en ærlig chance over 90 minutter. Selvom jeg selvfølgelig mener at VAR-annulleringen af AaB’s mål og den efterfølgende helt åbenlyse handssituation er kampafgørende dommerfejl, så kan jeg ikke med nogen rimelighed sige, at AaB burde have vundet. Men er ærgerligt, for FC var ikke særlig gode eller ekstraordinære. De var til at tale med. Men det var selvfølgelig dejligt at være omgivet af mange ligesindende bøvede bønder; det er ikke så ofte jeg kan bade i aalborgensisk dialekt på den måde
For det er nogenlunde konklusionen. Kampen og det sportslige havde jeg afskrevet mere eller mindre på forhånd (selvom nederlag gjorde og gør ondt), men det var dejligt at være til en AaB-kamp sammen med andre eksilerede nordjyder. Stemningen var lidt underlig, eller også var det bare mine neuroser der havde en festdag. AaB var i en pokalfinale, men det sker på bagtæppet af en stadig mere desperat kamp for at undgå nedrykning fra superligaen. Selvom en sejr i går havde været skøn, vil jeg meget hellere overleve i den bedste række. Ved ikke om nederlaget i går gjorde fra eller til i den proces. Måske jeg efterrationalisere i bestræbelserne på at dulme smerten over at tabe. Men videre skal vi.