Når man – som jeg – ganske ofte bliver bevidstgjort om min mildest talt imperfekte udførelse af forældregerningen, så er det da en lille trøst, at jeg (trods alt) har udvist så tilpas megen anstændighed, at jeg nåede at tvangsindlægge begge mine børn til at besøge Pergamon museet og få set Ishtar-porten her inden museet lukker udstillingerne indtil 2037(!). The Economist har i denne uge en fascinerende artikel om lukningen og restaureringen af selve Pergamon alteret, hvilket fluks sendte mig mentalt til Berlin.
Besøgene har naturligvis sat sig uudslettelige indtryk hos begge arvinger. Jeg håber at have sendt dem begge godt på vej ud af en berigende karrierevej indenfor nærorientale studier og/eller arkæologi. Alt andet vil være en skuffelse. Det undlader jeg ikke at gøre opmærksom på næsten dagligt.
Bortset fra det, så er en 14-år lang nedlukning af en af Berlins største attraktioner ret voldsomt. Og at læse om det giver mig lyst til at rejse og se nye ting igen.