Lugano lignede sig selv: varm, velhavende og veldresseret. Det er en på alle måder billedeskøn by. Perfekt beliggenhed, perfekt klima. Lyserøde toner, der får det hele til at ligne en blomstret flødeskumskage. Alle de velkendte luksusforretninger på en perlerække. Europæisk på den der anonymiserede Liebhaver-måde, som et rejsebureau i Newark, New Jersey ville sælge rejselystne amerikanere en rejse til det ÆGTE Europa på. Det eneste der mangler her post-Ukraine invasionen er de russisk-ejede yachts.
Men byen er også lidt kedelig. Når først Hermès tasken og Louis Vuitton accessories’ne er købt, og det alt sammen er blevet flashet på de eksklusive caféer, så er der ikke så meget mere at lave. Og dog. For lidt skæve og tankevækkende ting så jeg trods alt i dag.
Jeg stod lidt og stirrede på hende. Hvem er hun? Hvad symboliserer hun? Hvad flygter hun mon fra? Hun hænger dér på væggen af Biblioteca Cantonale di Lugano, så måske hun i ekstase op, op, op på vej mod viden og indsigt? Søger hun lyset?
For enden af den maleriske gade med alle de globale luksuskædebutikker støder man på Chiesa Santa Maria degli Angioli. Med en ret episk renæssancefreske fra 1529. Mit elendige fotografi gør den ikke rigtig ære, det er klart en af de vildere korsfæstelser jeg er stødt på. Tittede også ind i Chiesa di San Rocco, der var fuld af – suk – neo-barok:
Jeg vil virkelig ikke cancelle nogen (hvordan bøjer man denne anglicisme? ‘Aflyse’ lyder så dramatisk), jeg er jo frisindet og nuanceret og bla bla bla, men hvis jeg var tvunget, så ville samtlige barokkunstnere være mit førstevalg. Kan det mon lade sig gøre?
Højdepunktet på dagens tur var besøget på MASI (Museo d’arte della Svizzera italiana), som jeg havde set en del frem til. I et område med så mange billedskønne landskaber og kunstnerkolonier, så burde et museum dedikeret til italiensk-schweizisk billedkunst være en oplevelse.
Deres aktuelle udstilling med Rita Ackermann – ‘Hidden’ var ikke så meget mig. Efter de første syv malerier kredsende om fremmedgjort moderskab og/eller præpubertær selvdestruktiv adfærd (jeg fornemmer at Ackermann dyrkede filmen ‘Kids’ en hel del tilbage i 90’erne), så kom jeg umærkeligt til at sætte farten op og skimme resten af udstillingen. I en af teksterne på væggen stod der noget ekstremt creepy:
“The exhibition ends with three paintings from the new series of “War Drawings”, created for the exhibition at MASI. In oil, china marker and acrylic on raw canvas, these are shattered compositions in which the figures dissolve and the lines are scraped away. Each painting appears dominated by disaster, which comes across as a potential purifying force, paving the way for a future harmony.”
Jeg prøvede virkelig at sætte mig ind i hendes univers, og jeg kan egentlig godt lide hendes vrede, men ville gerne se hende kanalisere andre følelser i hendes værker også. Og når først en kunstner begynder at fantasere om katastrofer som middel til at ‘purify’ ting, så får jeg uro i maven og begynder at spekulere på, hvilke totalitære ideologier der igennem tiden også har hyldet det rene, det pure, det voldelige og ødelæggelsen som middel til at opnå renhed og harmoni. Det bryder jeg mig ikke rigtig om.
Jeg følte mig straks mere hjemme i MASI’s permanente udstilling, der bød på landskabsmalerier, symbolisme, naturalisme og andet godt fra min favoritperiode 1870-1920.
Filippo Franzoni – ‘Lodano, Valle Maggia, a sera’ (1885)
Cuno Amiet – ‘Selbstbildnis mit der Gattin’ (1899)
Ingen af de to malerier er mesterværker, men jeg kunne lide dem af forskellige årsager.
Franzoni er et roligt naturalistisk maleri i en skøn grøn palette. Billedet er ikke revolutionerende eller nytænkende og min positive holdning er klart influeret af de senere dages vandringer. Bevares, jeg ser ikke bondekoner på mine ture, men farverne og stemningerne er intenst Ticino.
Amiet fordi det er sjovt bygget op. Jeg kan lide kærligheden i billedet: hånden om hendes hofte, hendes blik. Jeg kan læse mig til, at det er malet et år efter deres bryllup. Og selvfølgelig hvordan hans øjne drager beskueren ind. Det var ret effektivt i levende live.
Jeg vil anbefale MASI, hvis man alligevel er i området og vil fordybe sig en times tid i hjemstavnskunst. Det tilføjer klart Lugano noget mere substans oven på kagen.