i Bøger

Judith Herman – ‘Vi ville have fortalt hinanden alt’

Jeg er ganske betaget af Judith Hermann – ‘Vi ville have fortalt hinanden alt’ (‎Wir hätten uns alles gesagt), endnu en fremragende oversat tysk bog. Handlingen er det igen så som så med, der er tale om en række selvbiografiske (eller autofiktive, jeg er oprigtigt usikker) essays om Hermanns forfatterskab og tilværelse. Ikke alt er lige spændende, men så ramler man ind i skamløst romantiske sekvenser som denne – og det er det hele værd:

Der er kun få mennesker her som jeg ser og taler med, egentlig er der kun en. Jeg ser Jon. Det er covid der skaber denne begrænsning, men når det kommer til stykket har jeg med eller uden covid ikke lyst til at se andre mennesker, jeg har simpelthen kun lyst til at se Jon, og covid skaber et motiv som jeg har længtes efter:

Jeg og en anden er alene i verden.

Jon og jeg er alene i verden.

I november 2020, i de dage hvor jeg følte at jeg drev af sted på bunden af en flod, tilbragte vi nogle eftermiddage på slotsmuseet i en provinsby på egnen hvor Jon skulle udføre noget arbejde. Han skulle vælge nogle kuriøse detaljer i interiøret der ikke straks faldt i øjnene, og affotografere dem, og vi tilbragte timer i salonerne og kabinetterne, og vi lagde os på ryggen på parketgulvet og ledte efter skjulte motiver i loftsmale­rierne, frøen i hejrens næb, den gud som trækker vindvognen, et blottet bryst, bortvendte nøgne skuldre. Museet var lukket på grund af pandemien. Der var ingen bortset fra os, vi kunne lege at vi var nogle andre end dem vi var, vi gjorde det med en taknemmelighed der svarede til omstændighederne: kontemplativt.

Tre dage, vi blev til efter mørkets tidlige frembrud, og den sidste dag skete der det at vagten næsten lukkede os inde. Fredag. Han opdagede os i audienssalen hvor vi sad i en vindueskarm og så ud på den forladte slotsplads. Han sag­de at hvis han ikke tilfældigvis havde hørt vores stemmer – vi havde slet ikke talt med hinanden – var han nok kommet til at spærre os inde. Han ventede høfligt til vi havde samlet vores grej sammen, og fulgte os hen til udgangen; han sagde han først ville være kommet tilbage om mandagen, vi havde på en eller anden måde måttet klare os gennem weekenden.

Han sagde, og forrådskamrene er tomme. Så lukkede han slotsporten bag os.

Senere skrev jeg en kort besked til Jon. Jeg skrev at jeg faktisk meget gerne ville have tilbragt en hel weekend sammen med ham spærret inde i et provinsslot, jeg skrev, hvor trist, vi ville have fortalt hinanden alt.

Jon vender ofte tilbage til det. Han gentager det – vi ville have fortalt hinanden alt, han vil have at jeg skal sige hvad det ville have været: alt.

Det er et sjovt spørgsmål. Det er umuligt at fortæl­le ham hvad alt ville have været, og det står klart for os begge at den åbenbaring aldrig mere vil kunne finde sted. To dage og nætter i et slot ville have bragt en sandhed frem i lyset der nu er uigenkaldeligt tabt; det er beroligende at antage at der altid er flere sandheder.

Men Jon giver ikke op. Han bliver ved med at sige, hvad mener du med alt. Hvad mente du med det.

Jeg kunne sige, altså for eksempel de ting, vi er besat af. Du ville langt om længe kunne have fortalt mig om dine hemmelige ønsker, på otteogfyrre timer ville vi også være nået frem til dem, du kunne have sat alt på et bræt, men det siger jeg naturligvis ikke.

Jeg siger slet ingenting.

December er forbi, det nye år er begyndt, jeg stiger op, op fra bunden af floden, op til de andre, jeg må have luft, trods alt. Når man får luft begynder man også at tale.

Nu, hvor det nye år er begyndt, taler Jon meget mere med mig end sidste år, jeg taler mere med ham, hver sætning vi formulerer for hinanden bringer en ny kompliceret gåde med sig. Jo mere vi forsøger at forklare os, jo mere misforstår vi hinanden. Som i eventyret. Tale er sølv. Tavshed er guld.

Jeg spørger Jon hvad det mon kan skyldes.

Han tænker efter et stykke tid, så siger han simpelthen, det skyldes spøgelserne.

Jeg tænker at jeg ved hvad han mener.

Jeg ville virkelig gerne kunne skrive som Hermann. Naturligvis er det at skrive hendes metier, ligesom hun har givetvis brugt år og dag på at skrive ovenstående sætninger. Man kan ikke helt sammenligne en dubiøs blog med et genuint forfatterskab. Men alligevel. Jeg beundrer det hun kan med ord.