Min datter er hjemme med en sygedag på andet døgn; en variant af den hosten og feber, der tilsyneladende hærger skolerne i øjeblikket.
Hun var ganske oprørt over ikke at kunne komme afsted i skole. Dels fordi hun muligvis befinder sig i en småpermanent falsk bevidsthed (“men jeg ELSKER skolen!”), dels fordi der kører en børnelitteraturfestival i Odsherred i øjeblikket. Klassen skal afsted til et foredrag med en forfatter i dag, og da hun grundet feberen heller ikke var med på en anden tur til Ulvsborg i går, så er følelsen af tab og gå-glip-af forholdsvis intens.
Selv havde jeg egentlig booket en feriedag i et smådesperat håb om at få skrevet koncentreret på den stadig mere presserende projektopgave, som min RUC-gruppe skal aflevere om mindre end 14 dage. Men i stedet er morgenen og formiddagen gået med at ligge under dynen og læse med hende. Hun læser Dragonball manga, jeg har afsluttet sidste bind i Elena Ferrantes Napoli-bøger.
Jeg skal allerede her tilstå, at intet – INTET – i øjeblikket giver mig større glæde og stolthed, end når mine børn lystlæser. Det føles intenst vigtigt for mig, at de opdager glæden ved at læse. Der er få ting jeg for alvor er god til, men at læse og skrive er trods alt min metier. Kunne virkelig godt tænke mig, at det er noget af det, jeg giver dem med videre i livet.
Undervejs i læsningen spurgte hun mig, hvad min bog handler om. Her knap 2.000 sider inde, så var det et ubehageligt relevant spørgsmål. For hvad handler Elena Ferrantes bøger egentlig om?
Jeg har skrevet lidt om dem før, men det var mest i et ‘kvindelitteratur’-perspektiv. Handlingsmæssigt sker der egentlig ikke meget henover de fire bøger. Vi følger et pige- og kvindeliv og venskab i Napoli henover syv årtier. Der er skole, forfatterskaber, børn, (knuste) ægteskaber, affærer og momentan vold. Alt sammen set gennem den kvindelige hovedpersons ikke altid særlig pålidelige fortællerøjne. Vi er i virkeligheden ovre i et melodrama, om end et velskrevet og intelligent et af slagsen. Hovedpersonen Elena er et begavet barn og en ambitiøs kvinde, der igennem livet strides med samfundets (maskuline) forventninger til hende som menneske, kvinde, mor og forfatter. Hvilken pris skal man (og dem man elsker) betale, hvis man ønsker at følge sine ambitioner? Hvor meget skal man ofre for kunsten?
På den måde var det sjovt, at læse de sidste sider af ‘Storia della bambina perduta’ ved siden min lille, kloge og følsomme datter, der altid vil så meget og besidder så meget mere skaberkraft, end jeg selv gør. Gad vide hvor hun ender henne, og om hendes drømme bliver opfyldt. Mit job er vel at give hende de bedst mulige rammer. Måske det lige nu indebærer at forberede frokosten og lave te med honning?
Det tror jeg.