Jeg fordybede mig for nylig i en podcast i ikke færre end ti dele om ‘Heaven’s Gate’-kulten.
Det er klart at suicidale UFO-dommedagskulter – hvor de i tiden inden masseselvmordet også kastrerede hinanden – er en anelse … ekstreme i deres løsninger. Men noget jeg kom til at tænke på, da jeg hørte om deres tankesystem var: Ja, de mennesker var gakkede, men men men. Hvis man kom udefra – måske gemte sig bag et Rawlsk slør af uvidenhed – og anlagde samme kritiske/tilstræbt objektive distance til de religiøse narrativer og livsførelser, vi betragter som mainstream i vestlige/sekulariserede samfund anno 2023, ville vores egne tankesystemer, moralske modeller og logikker så pr. definition blive betragtet som sunde, raske, naturlige og rigtige? Kræver det egentlig ikke nogen lidt underlige argumentatoriske spagatøvelser for at få tingene tingene til at hænge sammen? Kan du egentlig forklare, hvorfor vi kulturhistorisk tænker som vi gør?
De senere års fragmentering, polarisering og disinformation udfordrer i hvert fald antagelsen om en ’normal’ og almengyldig mainstream. Dermed ikke sagt, at jeg som almindelig bøvet leverpostejsdansker ikke selv abonnerer på det meste af den samlede mainstreampakke; jeg er mildest talt ikke en heterodoks tænker.
Men når man møder fænomener, som er så langt ude som ‘Heaven’s Gate’ var, og som fuldstændig forkaster mainstream, så må man fundere over, hvad ens egen verdensmodel indeholder af besynderligheder.