Jeg lærte virkelig mange betagende ting af ‘The Rest is History’-podcasten om Karthago. Jeg har hidtil kun haft et sporadisk kendskab til emnet (i.e: Roms ærkefjende, Hannibal og hans elefanter gennem Alperne, grundlagt af kolonister fra Fønikien), men vidste ikke at:
Der findes et fænomen kaldet ‘Late Bronze Age Collapse’, en kaotisk periode mellem 1200 og 1150 f.kr., hvor samtlige af de hidtidige imperier og civilisationer i det østlige Middelhav styrter sammen hen over et par årtier. Årsagerne er flertydige (invasioner af ukendte folkeslag, klimaforandringer, migration – reeelt ved vi det ikke), men kollapset har enorme geopolitiske konsekvenser. Død, ødelæggelse, pest og plager – og de næste 3-400 år befinder den hellenistiske verden sig i de såkaldte ‘Greek Dark Ages’. Indtil at Føniken bliver en af de ledende civilisationer, altså.
Afledt heraf: Verden virker så sikker og statisk – indtil at den ikke er det mere. Hvis man betragter udvikling i det store tidsperspektiv, så bliver alting mere gyngende og impermanent. Den oplysningstids-/industrielle revolutionsdrevne vestlige/liberalt-demokratiske/kapitalistiske model er en 250 år gammel anomali, som flyder oven på tusinder år af despoti, storhed og fald. Man kan blive lidt svimmel af den tanke, synes jeg.
Hvis Føniken eller fønikierne da ellers nogensinde har eksisteret. For det er tilsyneladende et af de allerhedeste – og mest vredeskabende – debatemner indenfor oldtidsforskningen, hvorvidt der faktisk var et ‘folk’, der omtalte sig selv som fønikier, eller så sig selv som et kulturelt fønikisk fællesskab. Kritikerne postulerer, at der ingen dokumentation er for Fønikens eksistens, mens der tværtimod er masser af kilder, der vidner om at mennesker dengang i stedet betragtede sig selv som borgere i byer som Tyre, Byblos eller Sidon. På samme måde som de snarere omtalte deres område i det nuværende Libanon og Israel som Kana’an, I ved nok, det fra Bibelen. Andre forskere mener det er en absurd påstand, da eksempelvis de fønikiske kolonier (som Karthago) ofte henviste til deres kulturelle ophav østpå. Jeg vil følge debatten med spænding.
En hel upolitisk strejftanke i forlængelse af Kana’an og folkeslag og national identitet: hvor langt skal man gå tilbage i historien for at definere, hvem et bestemt givet geografiske område ‘tilhører’? Hvem er det ‘oprindelige folkeslag’? Kan nogen af palæstinenserne eller israelerne overhovedet med nogen seriøsitet påstå, at de har den historiske reet på deres side? Den ældste kilde vi har til ordet ‘Danmark’ er fra år 955, altså små 2.000 år efter fønikiernes tid. Første gang en skriftlig kilde omtaler ‘danerne’ er omkring år 550 – og det er en stamme, der invaderer det nuværende Danmark fra Sverige. Ja. Husk det. Der er en ikke ubetydelig sandsynlighed for, at du – kære læser – er resultatet af en svensk invasion, der jog de oprindelige danskere ud af landet. Apropos det lange tidsperspektiv.
Fodboldklubben Olympique de Marseilles kælenavn er ‘Les Phocéens’, altså ‘Fønikerne’. For Marseille er også en oprindelig fønikisk koloni. Jeg elsker, elsker, elsker når historie betyder noget og influerer nutidig kultur!
En af læringerne fra Karthago er i øvrigt, at man skal sørge for det ikke er ens fjender, der skriver ens eftermæle. For efter at have fjernet byen fuldstændig, brændt alt skriftligt materiale og gjort deres bedste for at slette Karthagos eksistens fra historien fuldstændig, så er det udelukkende gennem romernes kilder, at vi ved noget om stedet. Og de kilder er, ja, en smule biased i kritisk og negativ retning. Så derfor handler de fleste historier om Karthago om depraveret adfærd, dekadence og barneofringer. Hvilket alt andet lige er lidt synd, når Karthago i en lang periode var en dominerende kraft og en kulturel højborg. Så sørg for at definere dit eget eftermæle.
Endelig fik hele tankespindet om Føniken mig til at tænke tilbage på sommeren 1989, hvor familien Fuglsbjerg er på sommerferie i Italien. Det er første gang jeg besøger landet; det er varmt, der er aldrig toiletsæder på campingpladsernes toiletter, og min klareste erindring er, at vi på et tidspunkt besøger Siena og at jeg er ret imponeret over Palazzo Pubblico. Nå, men vi er i Toscana og min far har på dette tidspunkt en oldtidsfiksering (åbenbart en tilbagevendende ting hos de mandlige medlemmer af familien), hvorfor vi bliver fragtet rundt omkring for at besøge ‘etruskernes grave’. Etruskerne, endnu et af disse mystiske oldtidsfolkefærd, som vi ikke meget om, men jeg husker at stå på et et eller andet bakkedrag og stirre på nogen sten, der måske/måske ikke havde været en gravplads. De var effektive, romerne, til at fjerne deres rivalers historiske eksistens.