The Economist har i denne uge en artikel om den globale popularitet af Manga og Animé. Som japanofil nørd, der i sin barndom og teenagetid selv var stærkt marineret i japansk popkultur og æstetik, så kan jeg kun bifalde udviklingen. Tilsvarende gør det mig glad, at min søn har samme pudsige tendenser og er decideret besat af Japan og Manga.
Men omvendt må jeg også indrømme, at noget Animé er meget, meget underligt. På DR kan man i øjeblikket streame udgaver af ‘Dragon Ball’ og ‘One Piece’ med danske stemmer. Normalt streamer min søn sine serier via Crunchyroll, hvor filmene er med japansk tale og engelske undertekster. Selvom han selv mener at han er et multi-lingualt geni, der overraskende ofte kan findes i selskab med Duolingos kursus i japansk, så ER det lidt nemmere for en 4. klasses dreng at forstå hele handlingen, når den er på dansk. Og for hans lillesøster, der vældig, vældig gerne også vil synes at Manga og Animé er sejt, så er det danske en endnu større mulighed for at være med og komme ind i universerne.
Det helt normale og ingenlunde hysteriske cast fra ‘Dragon Ball’
Så nu sidder de og ser det sammen, ligesom jeg kigger lidt med fra siden. Og jeg er ganske mystificeret. Altså, jeg kan godt forstå, hvorfor dele ad ‘Dragon Ball’ og ‘One Piece’ fungerer og tiltrækker, især i en børnekontekst. Men der er også dele af fortællerteknikken, animationerne og handlingen, som er slet og ret besynderlige. Hvis man som forælder kun har set Pokémon serierne (der må siges at være det helt store gateway drug til japansk kultur for børn), så skal man visualisere sig de allermest hysteriske kampscener – og så skrue dem op med en faktor 10.000. Jeg ved godt, at det karikerede og småhysteriske er en del af Shōnen manga genren, men jeg er ikke sikker at jeg forstår det, når jeg faktisk ser det.
Hovedpersonen Coco/Elin fra ‘Witch Hat Atelier’.
Så kan jeg bedre forholde mig til ‘Witch Hat Atelier’, en helt og aldeles vidunderlig Manga, jeg læser sammen med min datter. Den er smukt tegnet og har en fabelagtig eventyrhistorie om en forældreløs pige, der er i lære for at blive en heks. Der er drama, venskab, svære prøver, kærlighed, original worldbuilding og et virkelig gennemarbejdet magisystem, som jeg som gammel fantasylæser må tage hatten af for. Det, min datter glæder sig allermest til på Animé-fronten er, når ‘heksehat’ (som den hedder i uformel daglig tale) kommer i serieform i 2025. Traileren gjorde hende decideret lykkelig. Jeg glæder mig til at se serien med hende; hun rummer et betydeligt drømmerpotentiale, som jeg godt kan lide at dele med hende.