Flere vandringer; i går i Valle Verzasca, den centrale dal i Ticino. Det var en forrygende oplevelse. Begyndende med den imposante Contra dæmning:
Dæmningen slår sig op som et hot spot for bungee jumping (220 meter), og det kan jeg sagtens forstå. Det bliver dog et kæmpe nej tak her fra. Jeg lider ikke af højdeskræk, men altså, det er da vanskeligt ikke få blot en flig af dødsangst, når man står og kigger ned i afgrunden:
Siden kørte vi til Sonogno og vandrede til Froda vandfaldet, om end den yngre del af familien primært var interesserede i de omkringfarende geder.
Mens familien blev og badede ved Lavertezzo, luffede jeg videre på vandringen tilbage mod Locarno. Det blev en anelse længere end planlagt – jeg nåede kun med nød og næppe den sidste båd tilbage til Magadino – men var en meget terapeutisk oplevelse. En del af de vandringer, jeg ellers er på, handler mest om at okse nedefra og op mod en top, og så tilbage igen. Det er motion og træning frem for alt. Her var det mere fra punkt A til B, mere udforskende og der var en behagelig variation hele vejen. Vil gerne tilbage hertil en anden gang.
Dagen i dag begyndte med at jeg fandt Gud. Jeg vandrede de tre timer op til Poncino della Croce, hvor jeg på toppen mødte dette vidunder:
Udsigten var aldeles fantastisk og alt sliddet og slæbet værd. Og så mindede det nærmest hysteriske skinnende kors mig en smule om alien monolitten fra ‘2001: a space Odyssey’. Det gør mig også altid glad, når jeg ser sne på bjerge midt om sommeren – som her på Monte Rosa langt vestpå:
Senere på eftermiddagen var vi en tur i Bellinzona, et sted jeg har et irrationelt blødt punkt for. I modsætning til de mere stereotypt schweiziske pittoreske-byer-ved-sø (som Locarno, Lugano og – længere nordpå – Luzern og Genève), så ligger Bellinzona tungt midt i en floddal, omgivet af fladt landbrugsland, indfaldsveje med industrikvarterer, indkøbscentre, tacky fitnesscentre, outletbutikker og brugtvognsforhandlere.
Hvor den anden større by Lugano kan føles kunstig, parfumeret og usundt optaget af at tiltrække turister fra Emiraterne, så er Bellinzona et sted, hvor nogenlunde normale mennesker bor og arbejder. Lad mig berige jer med et repræsentativt view ud over dele af byen:
Hvor normcore kan det blive? Maks. tre etager, en lumsk kran fra venstre, dårligt kassebyggeri, problematisk æstetik og ikke en sø i miles omkreds. Og midt på billedet – selvsagt skjult bag træerne – gemmer sig det lurvede Stadio Comunale, hvor mit schweiziske yndlingshold AC Bellinzona spiller deres hjemmebanekampe.
Bellinzona er med andre ord et pragmatisk sted, men men men: byen er skøn at besøge. Centrum er hyggeligt og chill, og Bellinzona har noget, som få andre byer har: tre velbevarede middelalderslotte. Byen opstod fordi placeringen var genial til at kontrollere nord-syd-handlen fra St. Gotthard passet. Visconti familien i Milano kunne opkræve told og skat af handelsfolkene, og til det formål skulle de bruge et par slotte til at projicere deres magt ud fra.
Det siger nok mere om mig (og mine evner som fotograf) end om Bellinzona, men selv ikke efter gentagne besøg er det nogensinde lykkedes mig at tage et vellykket billede af et eller flere af de tre castelli. Således heller ikke i dag. Her er imidlertid et billede af Castelgrande som jeg har, hmmm, lånt på internettet, samt en figurativ gengivelse af nærmest science fictionske dimensioner:
Se hvor de tre borge svæver i luften! Det er nærmest Cloud City fra ‘The Empire Strikes Back’. Eller noget fra en Studio Ghibli film. Og er det ikke et fængende navn? Når jeg en dag starter et dødsmetalband, så skal det hedde Fortezza Bellinzona.
Apropos de genrelitterære excesser, så kan jeg berolige med, at det heldigvis ikke kun er mig i husstanden, som er til den slags smuds. Hermed bevidnet fra en boghandel i Bellinzona:
I samme boghandel fandt jeg en fascinerende bog om historiske slægter i Ticino. Se blot hvem der dukkede op på side 241 (beklager, men lyset var virkelig dårligt, det er ikke mig, der er en dårlig fotograf):
Muligvis stammer jeg fra bønder fra Horsens, der engang i deres manglende kreativitet tog navnet ‘Fuglsbjerg’ fra den nærliggende bakke ved Vær Kirke. Men jeg har da i det mindste giftet mig til hæder, ære, våbenskjold og en direkte linje til Schweiz’ svar på Næstved.
Eftersom jeg har fundet Gud, så var vi også et smut inde i Chiesa collegiata dei Santi Pietro e Stefano, Bellinzonas største kirke, hvor der var skruet HELT op for barokkunsten og bladguldet:
Som gift med en katolik og med to katolsk døbte børn, så har jeg som ikke-troende et ret pragmatisk og distanceret forhold til den katolske kirke. Jeg kan ikke (længere) blive oprørt når den er så opulent og smagløs, som tilfældet er her i Bellinzona. Så bliver det mest lidt sjovt og alt for meget på en underholdende måde. Kunne kunstnerne virkelig ikke selv se det? Men egentlig er det også sådan jeg har det med barokken i almindelighed. For meget drama og storhed til min smag.
Endelig er jeg til slut som kommunalt ansat iskold hånd naturligvis også tvunget til at bringe et par billeder fra rådhuset – eller som det mere passende hedder hernede: ‘Palazzo Civico’ – i Bellinzona:
Jeg siger ikke at Odsherred Kommune og rådhuset i Højby er et sted uden charme eller mulighed for romantik. Men vi kunne måske lære en smule, blot en smule, af Città di Bellinzona.