De nøgne træer

Under dagens råt blæsende løbetur kom jeg til at tænke på en af de mest deprimerende bogtitler, jeg kan komme på: ‘De nøgne træer’ af Tage Skou-Hansen.

For som jeg luntede dér, midt i et vådt intermezzo af gulnede blade og nedfaldne grene i Ulkerup Skoven, så føltes det som, at vi nu for alvor nærmer os de nøgne træers tilstand.

Tror det er det, jeg hader mest ved efteråret (og jeg hader virkelig efterår intenst). Følelsen af tilbagegang; af at noget godt slutter og af at alt til sidst går fra hinanden. Vinteren kan jeg leve med, dens kulde kan jeg forholde mig til. Men vejen ind i mørket? Forfaldet? Nej. Det er frygteligt deprimerende. Så jeg skuttede mig, skruede ekstra op for Solange, luffede videre af stien – og satser på at resten af efteråret går hurtigt.

Haruki Murakami

En af pointerne i James Clears ‘Atomic Habits’ er (tror jeg nok, mit eget eksemplar af bogen er bortkommet), at opbygningen af gode vaner/rutiner – og vice versa: at gøre op med dårlige vaner – handler om en tilstræbt identitet. Eller rettere at visualisere sig en identitet.

Man er ikke en der skriver, nej, man er forfatter. Man er ikke holdt op med at ryge, nej, man er ikke-ryger. Og det handler så om at spørge sig selv: hvordan ville en forfatter/ikke-ryger handle i lige netop denne situation? Hvilke vaner lever de efter? Og hvordan kan jeg emulere de vaner og den identitet?

Jeg kom til at tænke på den pointe, da jeg i dag læste Haruki Murakami – ‘What I Talk About When I Talk About Running’. For udover at være en feteret forfatter (hvis skønlitterære værker jeg stadig ikke har læst), så er Murakamis identitet også i den grad bundet op på at være en løber. Store dele af hans virke, livsverden og kreativitet er bundet op om langdistanceløb og den daglige træning. Det er på mange måder inspirerende – og ikke så lidt ærefrygtindgydende.

Det seneste års tid er jeg selv for alvor kommet ind i løbe- og træningsrutinerne. Jeg er nået dertil, at jeg bliver fysisk urolig og føler at noget er helt, helt forkert, hvis der går mere end én dag uden en eller anden form for træning. Jeg har det allerbedst indeni efter en fysisk anstrengelse. Og løbeturene er begyndt at blive … tør jeg sige det: noget rart, noget jeg ser frem til. De følelser er et nyt fænomen for mig. Jeg har aldrig været fysisk inaktiv, men træning og sport har altid været mere af nød end af lyst. Nu er det anderledes. Jeg nyder oplevelsen af progression, og ja, følelsen af at være i kontrol og have styr på det.

Men jeg er stadig et godt stykke fra at se mig selv som en løber. Det er ikke en identitet for mig. At løbe er stadig noget jeg gør, snarere end noget jeg er. Og selvom jeg beundrer Murakamis tilgang, så jeg tror jeg ikke, at jeg nogensinde bliver en løber. Jeg er ikke konkurrencemenneske, jeg har ingen ambitioner om (og motiveres ikke af) at måle mig selv og sætte nye personlige rekorder. Mit mål er blot at … ja, at være, trives og fortsat udvikle mig. Og det at løbe og træne er blevet en helt integreret del af den proces.

Vil anbefale Murakami bogen til alle, der har blot en flig af en løber i sig. Han er interessant person, som det er vanskeligt ikke at holde af efter endt læsning. Måske jeg endda burde læse nogle af hans rigtig bøger nu.

Morgen

Der er noget ulideligt prætentiøst i at bringe ‘se-lige-himlen-fra-min-løbetur-i-morges’ indlæg, jeg ved det godt. Men det var en virkelig god oplevelse og se engang – kl. 06.53 i morges:

København var underlig ved mig denne gang. Det begyndte egentlig på vejen hjem fra Royal Arena, hvor jeg stod af på Islands Brygge for at gå det sidste stykke. Normalt giver Københavns gader mig ro; en følelse af at være ‘hjemme’, tilbage i storbyens betryggende anonymitet. Jeg har været den legemeliggjorte aktør fra George Simmel – ‘Die Großstädte und das Geistesleben’. Men i går følte jeg mig alene og ensom, som jeg gik ned ad Artillerivej og drejede af forbi den gamle lejlighed i Axel Heides Gade og siden hen over Bryggebroen. Jeg har løbet der utallige gange, gået der søvnunderskudsramt med en barnevogn. Og alligevel var det ikke længere mit. Jeg ved ikke. Det var en følelse af at noget er forbi og ikke kommer igen.

Under løbeturen i morges spekulerede jeg så over identiteter og ‘hjem’. Hvad betyder ‘hjem’ efterhånden for mig? Det er klart ikke længere Aalborg, selvom jeg stadig instinktivt definerer mig selv som aalborgenser. Det er (åbenbart) heller ikke længere København, selvom jeg elskede at bo der, og igennem de mere end 12 år kom til at se det som ‘min’ by. Det gjorde jeg også med Roskilde, som jeg holdt (og holder) meget af. Men hvad med nu?

Jeg burde vel sige Odsherred, men det ville ikke være sandt. Her føler jeg mig mere eller mindre bevidst som en fremmed fugl. Jeg bor her, jeg lever her, jeg har gode venner her. Ja, mine børns verden udspringer herfra, men det er stadig ikke ‘mit’ sted. Jeg føler mig ikke for alvor hjemme på landet. Og som tiden går tvivler jeg mere og mere på, at det nogensinde kommer til at ske. Det behøver ikke nødvendigvis være negativt, man kan leve med alt muligt, men distancen er der. Udlængslen. Savnet af de større steders mulighed for at forsvinde og være sig selv. Jeg ved ikke helt, hvad jeg kan gøre ved det. Være mere opsøgende for de lokale fællesskaber, går jeg ud fra. Få mening derigennem.

Altsammen for at sige, at det var en smuk morgen, og jeg nød at løbe gennem Fælleden i regnen.

Søminestationen

Er til undervisning og internatophold på mit masterforløb på RUC’s kursussted ‘Søminestationen’. Det er en samling romantisk beliggende baraklignende bygninger i Dragerup Skov, et lille stykke udenfor Holbæk.

Tidligere var det en flådestation og testcenter for torpedoer, og under morgenens løbetur emmede skoven af den kolde krig. Rundt omkring i skovbrynet er der forfaldne depotbygninger, der ifølge stedets Wikipedia-side “havde til formål at kunne opbevare atomare granater og andre militære forsyninger”. Jeg så dog ingen nukleare våben under min luntende vralten, men jeg havde dejlige udsigter udover Isefjorden og fik adskillige egerner til at flygte fra min gungren.

Dragerup Skov

Emnerne i de her dage er projektledelse i bred forstand. Det er egentlig spændende og brugbart nok, men rent fagligt er det den anden del af masteren – forandringsledelse – der interesserer mig mest. Ved ikke om jeg skulle have læst sociologi, men jeg martres af den her iboende undren over, hvorfor mennesker i grupper gør som de gør – og hvordan kultur og struktur spilller ind på adfærden. Alle de steder jeg har arbejdet, har jeg oplevet hvordan organisationsforandringer, tiltag, forbedringer et al løber ud i sandet. Årsagerne til det har varieret, men rent intellektuelt (og professionelt) vil jeg gerne forstå hvorfor det sker – og hvordan det kan gøres bedre.

For det er så nemt at sidde på sidelinjen og øffe over at ting ikke lykkes, eller at projekterne bliver eksekveret dårligt af HR/Marketing/IT/alle-andre-afdelinger-end-min-egen. Jeg forfalder selv til den disciplin for tit, hvilket er lidt for sølle af mig. Så må jeg jo selv prøve at gøre noget ved det, hvis jeg virkelig er så god til at lave andres arbejde. Så når jeg en skønne dag ikke længere skal arbejde med kommunikation, så er det (organisations)forandringer, jeg gerne vil skifte over til.

Snebold

Det blev dagen, hvor vi fik døden ind på livet. Vi passer en hund denne weekend, Pan, og det bogstaveligt talt første han gør er at smutte ud i haven gennem den havedør, vi ikke lige havde fået lukket (rookie mistake). Vel i og for sig ikke katastrofalt, bortset fra at A) Pan er en jagthund, B) kaninerne bor i deres kaninbur derude og C) Pan er fuldt ud i stand til at hoppe over hegnet til kaninburet og jage kaniner. Resultatet er ét styk kanin, der bogstaveligt får et hjerteanfald af skræk og siden udånder dramatisk i min datters arme. Således kan en 7- og 9-årigs verden styrte sammen.

Jeg beskriver det med en vis ironisk (og upassende) distance, da mit eget forhold til kaniner i almindelighed kan beskrives som ‘køligt’. Men for de tre øvrige i familien er det en tragedie. Hvis man havde været befundet sig i haven under Snebolds højtidelige begravelse under grantræet, så ville man have overværet noget, der minder om scenerne i Nordkorea efter Kim Jong-Ils død.

Lidt mere alvorligt, hvordan taler man så om døden med børn? Det endte med at blive en afart af Nangijala fra ‘Brødrene Løvehjerte’, hvor Snebold, mens disse ord skrives, venter utålmodigt på at mine børn skal komme op og lege med hende i lejrbålene og historiefortællernes land. En dag må snakken om døden blive på et lidt mere abstrakt filosofisk niveau, men lige i dag var det vist mest trøst, der var behov for.

Og Pan? Tjah, vi har da fået gået ture i skovene og jeg kan egentlig godt lide at have en hund i huset. Om end jeg nok ville sætte pris på en lidt mindre kanindræbende en af slagsen.

RUC

I Theis Ørntofts roman ‘Jordisk’ er der et vældigt inspirerende afsnit, hvor en af protagonisternes fordrukne og suicidale far tager ham med til Chicago. Her ser de på organisk arkitektur i form af skyskrabere og bygninger af faderens yndlingsarkitekter Louis Sullivan og Frank Lloyd Wright. Faderen er i dagligdagen tavs, depressiv og fremmedgjort fra sin livsverden; han ser verden forfalde og hans tilværelse som fabriksarbejdsmand falde fra hinanden, bid for bid. Men lige hér – omgivet af arkitektoniske mesterværker og når han taler om sine yndlingsemner (mursten og håndværksmæssig kvalitet) – er han levende, intens og engageret. I sidste ende inspirerer turen sønnen til selv at blive arkitekt.

Jeg kom i tanke om tekstbidden, da jeg blev vist rundt på RUC’s Campus tidligere i dag. Det består først og fremmest af lave ét-plansbygninger, der er holdt i varierende Bitumen-farvetoner. Ligesom Aalborg Universitet – der har samme æstetisk grålige vibe – er RUC grundlagt på en mark i 1970’erne og har udviklet sig via en tilsyneladende uplanlagt knopskydning. På græsmarkerne ved siden af er der bofællesskaber og græssende får.

Normalt kan jeg godt lide at et byrum udvikler sig spontant og organisk, men lige i det her tilfælde ved jeg ikke rigtig hvad jeg synes. Bevares, jeg kan sagtens forstå at ikke alle universitetscampuser kan ligne dem i Georgetown, Cambridge og Boulder. Men hvor var 70’erne dog en traurig tid, når det handler om arkitektur og byggeri. Inspirerer ikke umiddelbart til store visionære tanker og ånd.

Master

Modtog fredag undervisningsplanen til den masteruddannelse, jeg begynder på her i slutningen af august. Brugte noget af dagen i dag på at gå det hele igennem; planlægge alt, lave mit notesystem, møjsommeligt se om kalenderen kan hænge sammen (spoiler: det kan den ikke) og få læst det første af pensum. Det bliver underligt, men også spændende, at være studerende igen. Forsøgte mig med et enkeltfag på historie for efterhånden mange år siden, ligesom jeg gennemførte det meste af en HD 1. del. Min kommende master lugter lidt af det sidstnævnte – uddannelsen handler om projekt- og forandringsledelse – men er mere ‘ren’ efteruddannelse end HD. På sin vis er det lidt som en rejse tilbage til fortiden (jeg troede aldrig jeg skulle nørde problemformuleringer igen), på den anden side glæder jeg mig til at blive intellektuelt stimuleret og lære nye ting. Bliver også … interessant at arbejde projektorienteret og i grupper. Bevares, jeg gør det nogenlunde dagligt, men det er trods alt RUC, vi taler om. Det bliver næppe mere projektgruppe-fundamentalistisk end det. Men nu ved jeg så, hvad jeg skal fylde de kommende to års tid ud med.

Opvaskemaskinen

Det blev dagen, hvor min Mor – fem timer inde i et fire dage langt besøg i Strandhusene – ommøblerede på de glas og kopper, jeg havde stillet i opvaskemaskinen. Det var jo en helt fjollet måde, jeg gjorde det på. Man stopper tilsyneladende aldrig med at være nogens barn.

And Then?

Tilbage i gymnasietiden læste jeg Douglas Couplands – ‘Life After God’, og da jeg – dengang som nu – var en værre emo, så blev jeg især bidt af dette citat:1

“When you’re young, you always feel that life hasn’t yet begun—that “life” is always scheduled to begin next week, next month, next year, after the holidays—whenever. But then suddenly you’re old and the scheduled life didn’t arrive. You find yourself asking, ‘Well then, exactly what was it I was having—that interlude—the scrambly madness—all that time I had before?”

Her mere end tyve år senere er jeg ikke sikker på, at jeg har lært eller forstået Couplands budskab2. Jeg efterlever det i hvert fald ikke. For jeg er fortsat på præcis samme måde. Kan stadig ikke leve i øjeblikket og spekulerer altid frem i tiden. Livet begynder om lidt, vi skal bare lige have overstået X, Y eller Z. Og pludselig er livet gået. Mon du kender mekanismen?

Jeg kom til at tænke på Coupland, da jeg stødte på blogindlægget ‘and then?’:

My question about all this is: And then? You rush through the writing, the researching, the watching, the listening, you’re done with it, you get it behind you — and what is in front of you? Well, death, for one thing. For the main thing.

But in the more immediate future: you’re zipping through all these experiences in order to do what, exactly? Listen to another song at double-speed? Produce a bullet-point outline of another post that AI can finish for you?

The whole attitude seems to be: Let me get through this thing I don’t especially enjoy so I can do another thing just like it, which I won’t enjoy either. This is precisely what Paul Virilio means when he talks about living at a “frenetic standstill” and what Hartmut Rosa means when he talks about “social acceleration.”

I say: If you’re trying to get through your work as quickly as you can, then maybe you should see if you can find a different line of work. And if you’re trying to get through your leisure-time reading and watching and listening as quickly as you can, then you definitely do not understand the meaning of leisure and should do a thorough rethink.

Jeg er ikke typen, der lytter til podcast på 2x hastighed, forsøger at optimere alting og generelt fjerne friktion. Men jeg lider i den grad under, at jeg ikke altid kan svare på ‘og hvad så bagefter?’ spørgsmålet. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg har så travlt med de fleste ting i min tilværelse. Eller hvorfor jeg gerne vil have dem så hurtigt overstået, og derfor jager rundt med mig selv og mine omgivelser.

Kunne godt tænke mig at jeg blev bedre til at være mere … tilstede i det enkelte øjeblik. Så livet ikke blot bliver et interlude.

  1. Jeg vil generelt anbefale alle at besøge Goodreads’ righoldige samling af Coupland-citater. Han er et sandt overflødighedshorn af Gen X ironi og pludselig, uventet melankoli og inderlighed []
  2. Det irriterer mig frygteligt at Coupland har været på en litterær deroute siden begyndelsen af 00’erne. For i sin prime i 1990’erne skrev han de her inderligt melankolske ting, som jeg intuitivt kunne (og kan) relatere til. Fra samme bog som ovenfor, ‘Life After God’:

    “And then I felt sad because I realized that once people are broken in certain ways, they can’t ever be fixed, and this is something nobody ever tells you when you are young and it never fails to surprise you as you grow older as you see the people in your life break one by one. You wonder when your turn is going to be, or if it’s already happened.” []

Kvidren

Ulempe (fordel?) ved at bo i landlige omgivelser og at sove med åbne vinduer en varm sommernat: at blive vækket kl. 04.43 af at fuglene ganske enkelt synger for højt.

Nedrykningskoppen

Mine betænksomme kolleger forærede mig i dag en ny kop. Den er unika og en af dem har brugt ikke ubetydelig tid på at udvælge det helt rigtige nedrige motiv. Jeg tolker det som et udtryk for kærlighed. En perverteret, ondsindet og sadistisk kærlighed ganske vist, men jeg tager, hvad jeg kan få. Og ja, kaffen er exceptionel bitter, når jeg drikker fra den.

Noter fra en søndag

I dag så jeg en romantisk komedie. Ganske vist inspireret af en artikel i Weekendavisen, men alligevel. Mit etiske og menneskelige kollaps virker nært forestående. Når det så er sagt, så var ‘Rye Lane’ en decideret fornøjelse. (South) London og byens mangfoldighed er i sig selv en hovedperson i filmen. Blev fyldt af intens Fernweh og lyst til at besøge Brixton og Peckham. Må til at se flere film. Effektiv eskapisme.

Jeg klippede også hæk. Og lyttede imens til et afsnit af ‘In Our Time’ om det episke sanskrit værk Ramayana. Der er så uendelig mange ting, jeg ikke noget/nok om.

Lavede inden da den store kalenderøvelse frem mod sommerferien. Livet er nu stringent planlagt. Bryllupper, svømmelejre og arbejdslørdage i en lind strøm. Forhåbentlig plads til en af dagene på Syd for Solen, men alle jeg spørger om selskab er enten for trætte, skal lave noget med familien, eller “så Iggy Pop live sidste år”.

Forsøgte at læse videre i Asta Olivia Nordenhof ‘Penge på lommen’. Gav op.

Ingen alder

Her går jeg og fortæller mig selv at 41 år ikke er nogen alder, at jeg stadig har en lysende og prægtig fremtid foran mig og at jeg naturligvis nok skal nå at forandre verden. Det varer lige indtil jeg opdager at to af de helt afgørende afrikanske afkoloniseringsskikkelser – filosoffen Frantz Fanon og Congos første premierminister Patrice Lumumba – begge døde som 36 årig. De inspirerede et kontinent og blev globale ikoner. Hvad har jeg nået på fem år mere end hvad de fik? Måske tiden er inde til at bearbejdede selvbedraget en anelse.

Deroute

Den gode nyhed – i det der ellers føles som et veritabelt nadir – er, at jeg ifølge forskerne stadig har mindst fem års midaldrende deroute tilbage før den absolutte humørbund er nået.

Rejsefeber

Som jeg sidder her midt i den hedebølgeramte ferie i det sydlige Schweiz efter et par dage i Norditalien, indser jeg, hvor meget jeg egentlig har manglet impulserne fra at rejse/se nye steder i de senere COVID-19 år. Udover rejser til svigerfamilien i Sverige og en enkelt smuttur til Hamburg, så har jeg ikke været noget steder i flere år. Det er herligt at komme afsted igen!