Læser i Anna Keays fascinerende ‘The Restless Republic: Britain Without a Crown’ om det britiske interregnum 1649-1661, hvor hun udfolder historien om Storbritanien efter at kong Charles 1. bliver afsat og halshugget.
Monarkiet bliver i det efterfølgende årti erstattet af en tumultarisk periode med først borgerkrig, protestantisk ultrapuritanisme, folkemord i Irland og siden en hybrid af parlamentarisk diktatur i form af først The Commonwealth og siden – under Lord Protector (sikke en titel!) Oliver Cromwell – et decideret militærstyre. I 1661 vender monarkiet tilbage med Charles 2. og the Stuart Restoration. Selvom det ikke betød hverken fred, stabilitet eller de-levede-lykkeligt-til-deres-dages-ende (se: The Glorious Revolution), så fremstår de 10 års kaotiske republikanske tilstande her med et par hundrede års bagklogskab som en historisk kuriøsitet; som noget der uundgåeligt måtte fejle.
Paul Delaroche – ‘Cromwell before the Coffin of Charles I’ (1849)
Men det der gør Keay værd at læse er, at hun ved at følge en række historiske personer viser for læseren, at det for samtiden ikke føltes eller blev oplevet sådan. Det var på ingen måde givet eller naturligt, at Storbritanien nødvendigvis skulle genindføre monarkiet. I praksis blev det resultatet af en magtkampe og krig, ja, men indtil da og for de briter, der levede i perioden, så var antagelsen at verden med kuppet i 1649 var radikalt anderledes og Storbritanien var en republik. Hvis man levede i 1655 var der ingen grund til at tro, at den gennemført kiksede Charles 2. skulle vende tilbage fra sit eksil i Haag. De levede i her-og-nuet, og set derfra, så verden ganske anderledes ud, end når jeg sidder en varm sommeraften i Strandhusene og undrer mig over, at de ikke kunne se hvor gakket The Commonwealth var.
Bogen har fået mig til at tænke over tidsopfattelser, og hvordan den menneskelige perception af forandringer kan lede til at man narrer sig selv eller misforstår sammenhængene. Hvordan vi måske i dagligdagen har en tendens til at blive grebet af øjeblikket, en begivenhed (der virker så afgørende netop da) eller den nære samtid, og regne med at verden (og ens eget liv) er mere eller mindre konstant, eller måske kun vil forandres inkrementelt. Men det er jo en fejlslutning og selvbedrag. Verden forandrer sig; langsomt og så pludseligt.
Man går rundt og tror man har regnet tingene ud, men pludselig møder man én, der forandrer alting og vender ens liv på hovedet. Det gælder også på samfundsniveau. Hvis man som brite i 1656 havde indrettet sit verdenssyn efter at monarkiet aldrig ville vende tilbage, så blev man slemt overrasket kun 5 år efter. Indtil februar 2022 og Ruslands angrebskrig i Ukraine var jeg rørende enig med mine gamle lærebøger i international politik om, at i vores tid fører lande ikke længere krig mod hinanden (for efter den kolde krigs afslutning VAR det sådan set på den måde). Indtil COVID-19 tidens nedlukninger og hastelove, troede jeg, at vi i Danmark ikke ville acceptere vidtgående indgreb i den personlige frihed. Jeg har taget mange antagelser og overbevisninger op til fornyet vurdering de senere år.
For yderligere at komplicere ting, så er der også modsatrettede tendenser. Af og til overvurderer vi – som kupmagerne i 1649 – betydningen den transformative kraft af en begivenhed eller forandring. Som når jeg i denne uges The Economist læser deres briefing om Mellemøsten, og det, jeg mest af alt kommer til at tænke på er det arabiske forår i 2010-2012 begyndende med demonstrationer i Tunesien for bedre levevilkår. Hvordan det – sagde den begejstrede samtid – var tegn på et spirende demokrati, frihedstrang og opgør med de gamle eliter. Hvad skete der? I dag er Tunesien et semidiktatur, ingen arabiske lande er vel det, man kan kalde ægte demokratier, og alt imens køber det blodbesudlede og homohadende regime i Saudi-Arabien sig til PR og silkeblød behandling gennem deres petrodollars. Så hvad er egentlig forandret?
Jeg prøver virkelig at indrette mit historiske verdenssyn efter Fernand Braudels ‘longue durée’ tilgang, men det er vanskeligt altid at anlæggt det lange sigt og strukturelle verdensopfattelse. For jeg bliver også farvet af det enkelte øjeblik. Hvem ved om de ting, vi sidder og fortæller hinanden lige nu er misforståelser og farvet af, at vi enten er for statiske eller for forandringstroende i opfattelsen? I de danske medier hører jeg at økonomien er fremragende og der er masser af penge; i Financial Times læser jeg, at Europa er godt og grundigt på spanden og recessionen et faktum. Så hvad man skal man tro? Lever vi i The Commonwealth eller er monarkiet her igen om lidt?
Jeg ved ikke om det er en trøst, at min forvirring blev delt af de hårdprøvede briter i 1650’erne. Men jeg er glad for at jeg har læst Anna Keays ‘The Restless Republic’, der er klart den mest interessante historiske bog jeg har haft fornøjelsen af længe – og som fik mig til at tænke.