Det er efterhånden sjældent jeg strinter bloggen til med mine sportslige indebrændtheder. Men efter en fredag aften, hvor et stadig mere falmende og jordslået AaB tabte til Hobro – og anhedonien dermed er total og altopslugende – så er jeg nødt til at ventilere min afmagt og mismod.
For det skete samme aften som Denver Nuggets tabte førstepladsen i NBA’s Western Conference på gulvet – og blot en uge efter at Lazio tabte slaget om Rom til de unævnelige lokalrivaler. Hvis ikke jeg havde været alene hjemme med den yngste – og derfor var nødsaget til at holde masken i de samfulde 1 time og 40 minutter som Disneys ret rædsomme ‘Ønsket’ varede – havde jeg været at finde i en meget ukønt hulkende fosterstilling i bryggerset.
For mine sportslige affektioner smuldrer én for én; det løber ud mellem fingrene på mig, og det er som at intet vil lykkes i øjeblikket. Det går mig ærligt talt mere på end hvad rimeligt er. Verden er jo ved a styrte sammen rundt om os; hvis ikke det nukleare holocaust rydder spillepladen, så gør klima-/biodiversitets-/indsæt-selv-bekymrende-fænomen-krisen det utvivlsomt. Så hvem har overhovedet tiden til at gå op i noget så inferiørt (og i det store kosmiske billede: irrelevant) som professionel sport?
Lidt faux-kunstnerisk kapital til et indlæg om sport og forårsfornemmelser: Vincent van Gogh – ‘Amandelbloesem’ (1890)
Mig, åbenbart. Jeg kunne virkelig, VIRKELIG godt snart bruge en sportslig succesoplevelse, lidt sol og livsglæde for de hold, jeg ganske uironiske har elsket og holdt af igennem mange år.
Måske jeg blot bør ophøre med at føle noget for fjollede forretninger, der involverer mennesker og en bold. Men det er svært for mig at lade være. Tag nu basketholdet Washington Wizards. Som besidder sportshistoriens absolut mest fjollede navn (men ok, deres oprindelige navn, Baltimore Bullets, har muligvis også visse uheldige konnotationer), men som jeg jo er nødt til at holde af, eftersom jeg blev så voldsomt begejstret for Washington DC, da jeg besøgte byen for, suk, snart fem lange år siden. Så når jeg læser en artikel om Wizards kollaps, malaise og altfortrængede elendighed, så har jeg vanskeligt ved ikke at blive inderligt grå indeni.
‘April is the cruellest month’, som T.S. Elliot med profetisk fremsyn konstaterede det. Jeg kan godt lide post-apokalyptiske tilstande i mine science fiction bøger, men ikke i min sportslige eskapisme. Gid det snart var sommer.