Min Spotify Wrapped lyver. Det er straffen for kun at lytte til soundtracks fra 25 år gamle rollespil eller klassisk musik i løbet af arbejdsdagen. Min reelle liste med årets sange indenfor rytmisk musik er derfor1:
Årets sang er Cleo Sol – ‘Promises’ fra hendes album ‘Mother’. Jeg kan ikke stå for det slæbende beat og den altfortærende melankoli og fortrydelse. Den spirituelle aftager til Lianne le Havas – ‘Bittersweet’ og (endnu længere tilbage) Lauryn Hills desperate ‘X-Factor’.
Øvrige favoritter er (i ikke-prioriteret rækkefølge):
- Joy Orbison – ‘Better’
- Kae Tempest & Kevin Abstract – ‘More Pressure’
- Snail Mail – ‘Adore You (Valentine Demo)’
- Caroline Polachek – ‘Billions’
- Bobby Wright – ‘Blood of an American’
- Sweet & Innocent – ‘Express Your Love’
- The Durutti Column – ‘Future Perfect’
- SZA – ‘Good Days’
- Léa Sen – ‘Hyasynth’
- Sam Fender – ‘Seventeen Going Under’
- Arlo Parks – ‘Too Good (Unknown Mortal Orchestra remix)
- Veronica Maggio – ‘SE MIG’
- Wolf Alice – ‘How Can I Make it OK?’
Et stille år målt på BPM og sangenes voldsomhed. Meget synth, rigelige mængder æterisk vokal og udforskning af indre melankolske universer. Vi er på nippet til at gå i stå. Min musiksmag har tilsyneladende udviklet sig en stadig mere indadvendt retning.
Eneste danske sang jeg for alvor bed mærke i var Tobias Rahim – ‘Mucki Bar’, der nøgternt vurderet er et mesterværk. Spændende om han kan forsætte sin musikalske færd eller om fascinationen af egne genitalier tager over.
- Vanen tro er de fleste af sangene ikke udgivet i 2022 [↩]