Dengang jeg var lille, eller, nuvel, selv dengang jeg flyttede fra byen i sommeren 2001, smykkede Aalborg sig gerne med sin grimy, (post)industrielle arbejderidentitet.
Dengang havde byen stadig noget at have det i. Jakob Ejersbo kunne med en vis autoritet udgive romanen ‘Nordkraft’ om stofmiljøet i 90’erne, Niels Arden Oplev havde få år forinden udgivet filmen ‘Portland’ – selvsagt opkaldt efter Mette Frederiksens yndlingsvirksomhed. Begge var ‘socialrealistiske’ værker, der viste grimheden i Aalborg, men med en underforstået og sært melankolsk kærlighed til byen.
Tiden var præget af en en ganske særlig selvforståelse. Ikke som i et ægte udkantsområde som Odsherred (hvor de fleste unge drømmer om at komme væk, væk, væk, når tiden er inde), men den trodsige identitet man får, når man ved, at andre synes man er grim og uelskelig – og at de kan rende os. Det resulterede i dyder om os-mod-verden, at være selvforsynende, shots i Jomfru Ane Gade og at nære et mindreværdskompleks-drevet indædt had til ‘de fine’ (i.e. Aarhus og København). En slags Nordkorea-on-Limfjorden. Måske bedst artikuleret i Jonny Hefty – ‘Muggen Røv’, hvis tekster den dag i dag nok beskriver omtalte Mette Frederiksens mentalitet og verdenssyn 1:1.
Det plejede at være sådan, at jeg når jeg skulle fortælle om mit ophav, så ville jeg smile lidt selvironisk og sige: “Aalborg er et af den slags steder, man kun rigtig kan holde af, hvis man er vokset op der”. Måske drevet af, at mine omgivelser – domineret af velmenende og veldresserede nordsjællændere – syntes det var overraskende eksotisk at komme et så fjernt sted fra. Ved en middag i studietiden sagde min holdkammerat Jeppe – der havde dristet sig ud af reservatet og læst et par semestre på AAU – til mig, at problemet med Aalborg er, at det er et grimt sted, beboet af selvhadere med storhedsvanvid. Dengang var det nok ikke helt forkert.
Nu er jeg ikke længere så sikker. Tingene har forandret sig. I morges var jeg på løbetur og bevares, man passerer stadig et righoldigt udbud af solcentre, e-cigaretbutikker, tatovører og importslikbutikker. Men ellers er det kulturcentre, skulpturer, high-end butikker, letbaner, veganske caféer, AAU-studerende, talks, videnøkonomi og hele havnefronten – der engang var smukt domineret af skorstene – er nu erstattet af nybyggede boliger. De har bygget en kulturbro (sic), der dog gungrer lidt vel ubehageligt, når jeg kommer vraltende dér henover Limfjorden. Alt er forandret. Der er udvikling og ambitioner (om end Vestbyen stadig bevarer en smule autenticitet) over alt.
Selv har jeg – udover mine forældre – ikke længere de stærke bånd til byen. Ingen af mine venner bor her længere, der er ingen reunions eller naturlige anledninger til at komme forbi. Min dialekt dukker kun op i samtaler om nordjyske fodbold eller når selvkontrollen en sjælden gang falder. Mine børn taler så småt med blød vestsjællandsk udtale, og de forstod ikke hvad deres bedstefar mente, da han (i øvrigt helt korrekt) forleden aften beskrev AaB’s fyrede sportsdirektør som kav. Ak, tingene falder fra hinanden.
Man kan jo filosofere over at alting blev så meget bedre efter at jeg flyttede (…), og jeg er usikker på om det hele er udtryk for en grundlæggende forandring af byens identitet, eller om det hele blot er Aalborgs nyeste iteration af den klassiske ‘fuck you’-attitude – en særlig nordjysk afart af Lampedusas mesterlige oneliner: ‘Se vogliamo che tutto rimanga come è, bisogna che tutto cambi‘. På sin vis håber jeg lidt det sidste. Jeg er jo trods alt selvhader med storhedsvanvid.