Noget af det interessante ved at være i gang med en efteruddannelse er, at min indre mentale kalender – den måde jeg tænker tiden på – igen er blevet struktureret efter semestre.
Året er nu på forunderlig vis atter bygget op om to studiesemestre, der begge afsluttes med eksamener. Jeg var ellers – efter at begge børn er i skole – begyndt at tænke årets gang efter lønmodtagerlogik (“åh nej, det er en arbejdsgiverjul i år”) og grundskolens rytme (“er SFO’en lukket i efterårsferien?”). Men nu er julen atter blevet en mærkelig amorf skikkelse, hvor jeg muligvis har fri, men ikke fri, da der jo er eksamen om et øjeblik. På samme måde er sommeren blevet magisk længere, da min mentale sommerfrihed nu strækker sig op helt frem imod semesterstart.
Tid er, hvad man tænker det som. Mine forældre, der ikke har været på arbejdsmarkedet i snart 15 år, tænker eksempelvis stadig deres verden efter skolernes ferier. “Kommer I ikke med børnene til Aalborg i ferien, så holder vi fri der” er et ikke helt ubekendt refræn under de ugentlige telefonopkald. Hvilket på den ene side er både sympatisk og empatisk (de vil gerne være sammen med deres børn og børnebørn), men omvendt også er lidt konceptuelt bizart for to pensionister, der i princippet har fri hele tiden. For mit eget vedkommende kan jeg grundlæggende bedre lide semester-tidstankegangen end alternativet. Det er en mere naturlig måde for mig at opfatte tidens gang, uafhængigt af hvilke arbitrære ferier og helligdage, der fra politisk side tilføjes eller fjernes i skolernes kalendere.
Jeg skal til to eksaminer i den kommende uge, hvor dele af pensum handler netop om skabelsen af tidsmiljøer og om tidens relation til arbejde. Min gruppe skal til eksamen i et digert værk, vi har skrevet om implementeringen af en 4-dages arbejdsuge. Det spændende ved den case er, at når man indfører komprimerede arbejdsuger i en organisation, så påvirker det hvordan tiden opfattes og hvad ‘arbejdstid’ er for noget. Det åbner for spørgsmål og ret tvetydige paradokser om, hvordan og hvornår den enkelte og fællesskabet arbejder. Dels intensiveres arbejdet fordi flere ting, møder, processer skal presses ind på færre dage. Men arbejdet bliver også ekstensiveret, ikke mindst i en post-COVID-19 verden, hvor hybridarbejde og fleksibilitet forventes i mange jobfunktioner. Hvilket ikke er et særkende i organisationer med 4-dages arbejdsuge, men snartere et vilkår for de fleste (undskyld det vamle udtryk) vidensarbejdere.
Mange af os (især hvis der er børnelogistik i hverdagen, der kræver at man ikke kan blive længe på arbejdet) sidder med arbejde om aftenen eller i weekenden. Fleksibiliteten giver den enkelte friheden til selv at indrette ens arbejde, men omvendt opløses grænserne mellem livssfærerne, hvorved man på sin vis på arbejde hele tiden.
Man er med andre ord fri til selv at indrette sin ufrihed, mens man lytter til Art Feynman – ‘Desperately Free’. Det er en tilstand, der er en fransk filosof værdigt. Eller i det mindste kan bære noget af en eksamenssituation på mandag.