Er rørende (og selvsagt helt upartisk) enig med The Guardians anmeldelse af det nye Everything But The Girl album ‘Fuse’, det er et fremragende album. Jeg er overrasket over hvor … tidløst elektronisk albummet er. Hvor bevidst og intenderet, det hele lyder. Det er ikke tale om to fortidslevn der er blevet udsat for en nutidig producer, der nu skal gøre dem tidsvarende i et lidt sørgeligt forsøg på kommerciel succes. Der er substans bag albummet. Stærke melodier, stærke popsange. ‘Nothing Left to Lose’ er favoritten, lige fra lydbilledet til en klassisk indtrængende Tracey Thorn tekst (“Kiss me while the world decays”). Det er en smuk og værdig arvtager til ‘Five Fathoms’, det ligeledes desperat hedonistiske hovedværk på ‘Temperamental’-albummet.

Men jeg skal virkelig vænne mig til Thorns ny-gamle stemme. Den er ældet: hun lyder efterhånden som inventaret på et brunt værtshus, hvilket jeg må indrømme går mig på. Hendes krystalklare, skrøbelige, intime og melankolske vokal (der genkendte smerten, så de knuste hjerter og trængte ind i selv den dybeste ensomhed) var altid det, der tiltalte mig ved EBTG. Det var derfor jeg kan lytte til ‘Fascination’ igen, igen og så en ekstra gang mere. Måske jeg blot skal vænne mig til forandringen. Men vi taler nogenlunde samme stemmeændring som den Lucinda Williams gennemgik fra 1992-udgaven af ‘Six Blocks Away’ til den traumatiske genindspilning af samme sang i 2017.

Men, men, men. Det er detaljer. Tror jeg. Er blot lykkelig over at Everything But The Girl er tilbage, at min kærlighed var berettiget og at jeg igen kan fordybe mig i dem.