Er i gang med at læse Mathilde Walter Clark – ‘Det blinde øje’. Jeg har ikke dannet mig en fast mening om hendes samlede argument endnu, men som litteratur betragtet er bogen fremragende. Clark skriver blændende, og jeg kan sagtens forstå at den fik Weekendavisens litteraturpris. Når jeg stadig grubler lidt over mit ståsted, så er det naturligvis fordi jeg ikke er en neutral og uberørt læser.

Dels er det vanskeligt ikke at blive påvirket af Walter Clarks beskrivelse af minkindustrien. Det var en ubehagelig branche på adskillige måder, hvilket hun på skarp og saglig vis illustrerer.

Men mere præsent: jeg har en fortid som lobbyist for nogle af ‘skurkene’ i bogen: Landbrug & Fødevarer. Og jeg har arbejdet i flere år for grovvareselskabet DLG, der er leverandør af bl.a. foder til husdyrproduktion i Danmark og Europa.

Så når jeg læser bogen, så medfører det i sagens natur refleksioner. Både over det skrevne – hun vinkler skarpt af og til -, men selvfølgelig også over min egen rolle og mine tanker om dansk landbrug. Walter Clarks mest prægnante pointe er, at en branche som minkproduktionen (men i virkeligheden alle former for intensiv husdyrproduktion) kun kan lade sig gøre, hvis vi som samfund/forbrugere/mennesker vender det blinde øje til dét, hun betragter som fremmedgjort, moralsk uforsvarligt og, ja, sygelig.

Jeg er ikke enig med hende. Hvis jeg var det, så havde jeg naturligvis ikke kunne bestride de stillinger, som jeg gjorde dengang. Jeg spiser stadig kød og nærer ingen illusioner om at verdens befolkning vil ophøre med at efterspørge kød, nok snarere tværtimod. Jeg mener, at man sagtens kan bedrive både etisk og dyrevelfærdsmæssig forsvarlig husdyrproduktion. Også uden at ødelægge klima, natur og miljø.

Men det kan sagtens være, at produktionen skal foregå i mindre intensive former og reguleres helt anderledes. Vi lever i naturmæssigt monokulturel ørken i Danmark, hvilket er svært at forsvare eller leve med, med mindre eksporten af landbrugsprodukter giver enormt god samfundsøkonomisk værdi (eller den danske produktion er det mest bæredygtige sammenlignet med andre lande). Tilsvarende går jeg også ind for en CO2-beskatning på landbruget. Så der skal indiskutabelt gøres noget for at få en mere bæredygtig og … normaliseret landbrugsproduktion. Men derfra og så til at købe ind på Walter Clarks kernesynspunkt om husdyrproduktion som uforsvarligt? Det er jeg ikke klar til.

Walter Clark skriver ofte ondskabsfuldt om minkavlernes fremtoning og væremåde. Det er ikke så generøst af hende, og det er i disse mere polemiske/perfide sekvenser, at hun er svagest. I min tid i erhvervet mødte jeg både sympatiske og usympatiske landmænd. De første fandt man især blandt plante- og mælkeproducenter, de sidste især i de produktionsgrene, der grundlæggende beskæftiger sig med en eller form for industrialiseret død (f.eks. svineproducenter og minkavlere). Jeg ved ikke om jeg vil betegne dem alle som ‘gode mennesker’, ligesom det var ganske ulideligt, når der gik offerfortælling og ingen-forstår-os i den. Men jeg kan stadig beundre den skabe- og virketrang, som jeg synes karakteriserede dem alle på tværs af produktionsgrene. Landmænd er et driftigt og selvstændigt folkefærd på godt og ondt. Det gør dem i stand til at opbygge verdensførende andelsselskaber og erobre verdensmarkedet. Men det gør dem også i stand til at handle forkert på måder, som kan være vanskelige at forstå – hvilket Walter Clark fint viser.

Jeg er ikke færdig med hele bogen endnu, men jeg vil allerede nu klart anbefale ‘Det blinde øje’. Den får en til at tænke og reflektere – måske endda træffe moralske valg. Flere i min omgangskreds fortæller den har fået dem overbevist om at blive vegetarer. Lad os nu se om de sidste 70 sider kan påvirke mig i samme retning.