Jeg gik død i China Miévilles – ‘The City and the City’, hvilket både ærgrer og undrer mig. Dels vandt romanen et væld af priser, da den udkom. Dels er jeg normalt særdeles billigt til salg for alt, der emmer blot det mindste af speculative fiction, parallelvirkeligheder og tidsparadokser. Men nej, ikke denne gang.

Bogen begynder ellers særdeles godt og endda med et ganske interessant præmis.

De to kulturelt meget forskellige bystater Besźel og Ul Qoma deler samme geografiske lokation et udefinerbart sted i Østeuropa, men de eksisterer i to adskilte parallelle virkeligheder. Så vidt ret standard; den litterære konstruktion var også drivkraften i tv-serien ‘Fringe’, der hærgede mit popkulturelle forbrug omkring 2010.

Men men: Miéville laver to originale kneb i ‘The City and the City’.

Den første er at hans paralleluniverser flyder sammen. Der er lommer, steder, flader, hvor grænsen mellem de to verdener er permeable – og (besværligt nok) kan man ikke nødvendigvis se, hvilken verden man befinder sig i på det pågældende sted. Det er måske ikke i sig selv bragende orginalt; jeg har efterhånden læst en del bøger – senest Ben Aaronovitchs ‘Rivers of London’-serie og før da Paul Cornells ‘Shadow Police’-bøger – med det koncept. Begge serier foregår i London (åbenbart et notorisk hotspot for paralleluniverser), og i begge serier eksisterer universerne sideløbende og i delvis hemmelighed.

Her indtræffer Miévilles andet originale påfund. I stedet for at der findes et hemmeligt, tabuiseret magisk univers ved siden af vores eget, så er der i ‘The City and the City’ fuld bevidsthed om det andet univers’ eksistens – og interaktionen med det er strengt politisk reguleret via et decideret forbud mod kontakt mellem de to verdener. For at de to verdener kan sameksistere og ikke skal flyde/bryde sammen, så er alle mennesker pålagt at skulle ‘ikke-se’ og aktivt fortrænge ting og oplevelser, hvis de ved et uheld eller tilfælde er kommet se ind i parallelvirkeligheden. Forbuddet bliver håndhævet af et diffust, ja, nærmest metafysisk tankepoliti kaldet ‘Breach’. Hvis man aktivt bryde reglen om kontaktforbud, eller undlader at ikke-se ting, havner man i “breach” og forsvinder. Det kan vel nærmest beskrives som det idéelle totalitære samfunds omnipræsente sikkerhedspoliti.

Den erfarne læser af speculative fiction kan givetvis allerede her give et bud på forskellige generiske plotlinjer, der alle inkluderer en tilpas martret protagonist, der krydser grænserne mellem universerne og opnår dybe indsigter om verdens sande tilstand (og vigtigst, naturligvis, om sit eget sjæleliv). Miéville vælger at køre med et noir-detektiv set-up. Det begynder fængende og stemningsfuldt, men ender med at blive alt, alt for langtrukket. Det er ganske enkelt rasende uinteressant, hvem der begik mordet og hvorfor det skete.

Det bliver det bl.a. fordi Miéville er mere interesseret i at udforske sit breach/’ikke-se’ koncept end i at fortælle en god historie. Han bruger det som en slet skjult analogi for den måde, vi i mainstreamdelen af vores samfund med vilje ikke-ser ‘parallelfænomener’ såsom hjemløshed, fattigdom, strukturel racisme og kønsdiskrimination. For ved at ikke-se fænomenerne kan man (magthaverne) benægte deres eksistens og underminere legitimiteten af de mennesker, der begår ‘breach’ og kæmper for at ændre tingenes tilstand. Hvilket selvsagt er en valid og tankevækkende pointe, men den drukner (for mig og mit nydelsessyge sind) når bogen er lang og plottet slæber sig afsted.

Jeg gik i stå og speedskimmede de sidste 30% af bogen, alene for at finde ud af hvad der skete i slutningen. Vil derfor kun anbefale ‘The City and the City’ for den koncept-interesserede læser, der kan tolerere plotmæssig tomgang i kombination med (indrømmet) spændende tanker.