Besøget i Bratislava fik mig til at tænke over proportioner. Alting dér virkede … mindre, eller rettere: for småt i forhold til, hvad det burde være. Hvor Wien lider af det modsatte syndrom (i.e. byen er skabt til noget større og mere grandiøst end vore dages geografisk beskedne nationalstat Østrig; Wien forlanger, fortjener og kræver ånd, kultur, dannelse og kejserriger), så er Bratislava dens komplette invers.
Byen virker for lille, for provinsiel og for uexceptionel til sin egen eksistens. Bratislava føles – uagtet at den har fået sig en stereotyp skyline og tilmed har en hvidkalket borg opført på en tilpas høj og dramatisk klippeformation – ikke som en rigtig europæisk hovedstad. Kirkerne er små, afstandene begrænsede, der er ingen storladne boulevarder og barokpaladserne i byens historiske centrum er slidte. Det mest distinkte oppe fra udsigtspunktet ved byens borg var de klassiske Panelák boligblokke i Petržalka.
Indtrykket som besøgende i Bratislava er at være i en mere anæmisk og mindre interessant udgave af Prag eller Budapest. Eller måske at befinde sig i en regional hovedby i et større konglomerat. Hvilket måske ikke er så underligt, da netop det ret beset har været Bratislavas historiske rolle, i hvert fald indtil dannelsen af Slovakiet som selvstændigt land i 1993. Før da var Bratislava en del af Dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn og siden kun den næststørste by i Tjekkoslovakiet. Bratislava var altid by nummer 2, 3 eller 4; det var aldrig stedet for historieskrivningen eller dér, hvor ting skete. Selv byens navn er ‘nyt’; indtil dannelsen af Tjekkoslovakiet i 1918 hed byen Preßburg for de tysktalende og Pozsony for den ungarske del. Bratislava har stået i skyggen af andre og bedre steder, fornemmer man under et besøg. Naturligvis af Wien – kejserrigets funklende juvel kun 60 km væk – og siden Prag, den tjekkiske majoritets centrum. I den konkurrence er det vanskeligt at være med.
Alle de her ting vidste jeg egentlig godt inden jeg satte mig på toget mod Bratislava fra Wien Hbf. Og det var da heller ikke fordi, jeg ligefrem har gået og manglet Bratislava i mit liv. Men jeg må indrømme, at der har ligget en latent irritation over, at jeg aldrig nåede at besøge Slovakiet dengang jeg var i praktik på ambassaden i Prag. Jeg nåede aldrig længere østpå end Brno, så der manglede en væsentlig brik i mit metaforiske centraleuropæiske puslespil. Så nu hvor der kun var en times togtur fra Wien Hbf, og museerne alligevel holdt lukket, så var tiden inde til at få rettet op på miseren.
En plads i den gamle by. Der var 34 grader; kun gale hunde, amerikanske turistgrupper og Kåre var ude at gå på det tidspunkt.
Det var mandag, så ak, nationalgalleriet var lukket. Meget forvirrende omtaler slovakkerne sig selv som ‘Slovenská republika’ og tillægsordet er ‘slovenská’. Der er basis for misforståelser her, men jeg antager, at både Slovenien og Slovakiet gør krav på at hedde ‘slavernes land’, eller noget tilsvarende.
Jeg besøgte et shoppingcenter – der var så dejligt køligt derinde – og midt mellem to bygninger stod der en imposant statue af en flot gentleman i flyveruniform, suppleret af en nærmest venetiansk løve med slovakisk heraldik. Statuen forestiller Milan Rastislav Štefánik, der indtil besøget var ganske ukendt for mig, men åbenbart er en slovakiske nationalhelt og lidt af et renæssancemenneske. I sine blot 38 leveår var han politiker, diplomat, pilot og astronom – OG en af de drivende kræfter i Tjekkoslovakiets selvstændighed. Ifølge wikipedia var hans personlige motto: “To Believe, To Love, To Work” (Veriť, milovať, pracovať). Jeg fornemmer at der er få ting, han ikke var i stand til.
Jeg har en svaghed for trapper, der fører op til spændende ting. Det er lidt ligesom med grise, lærte jeg engang på slagteriet i Horsens, de foretrækker at gå lidt skråt opad. Ikke plant, ikke ned ad bakke, nej, en rar skråning opad, gerne med lidt vinkler, så de ikke ved hvad der er bag hjørnet. Det gør dem nysgerrige og giver dem lyst til at gå fremad (og i sidste ende ind i bedøvelsesgaskammeret). Sådan har jeg det også, jeg kan ikke stå for en pittoresk trappe med vinkler. Denne skulle eftersigende føre op til slottet. Uh, det er spændende.
Selve slottet gjorde ikke det store for mig, må jeg indrømme. Det var flot hvidt og alt muligt, men det var ret småt (man aner et mønster) og der var ikke meget at se eller gøre. Der var en spagfærdig barokhave, men den slags har altid kedet mig forfærdeligt (jeg spang også den episke slotshave Schönbrunn over i Wien, så min haveignorance er ikke en Bratislava-ting), så jeg gik hurtigt derfra igen.
Jeg ved ikke rigtig hvem Svätopluk 1. var, udover at han har et fedt heavy metal-agtigt navn og at Wiki fortæller mig at han var leder af Mähren i 870’erne. Det tæller vel også i det store regnskab.
Her har vi Svätopluk bagfra og igennem en port, da jeg i situationen tænkte at det ville give en sofistikeret æstetik. Her ser man, at det han stirrer på i triumf og gjaldende kalder folket til kamp for er … Panelák-boligblokkene i Petržalka. Kunne de dog ikke have vendt ham et andet sted hen end ud imod kommunist æraens boligblokke? Stakkels Svätopluk.
Stødte på disse statuer i slotsparken. Hvis det var Harald Blåtand der gjorde danerne kristne, så var det tilsyneladende aliens, der klarede den tilsvarende sag i Slovakiet.
Skyline. Biznizz. Glas og beton. Kapital. Og en fotograf, der ikke kan lade være med at lade 25% af motivet dække af træer.
En bro over Donau. Bygget i 1972, hvor man man bulldozede det meste af byens gamle kvarter for at få plads til vejene ¯\_(ツ)_/¯ Sådan var de så fremsynede i den gamle østblok.
Men så fik de jo også plads til denne skønhed af en motorvej. Hvor skal vi hen? Budapest? Wien? Brno? Žilina? Kun fantasien sætter grænser!
Jeg kan ganske enkelt ikke stå for god gammeldags Aalborg Portland-agtig industri! Se dog på ilden, der sprudler op ad den skorsten! Er det mon brunkul, de fyrer med?
Jeg er endt med at lyde unødvendigt ironisk overfor Bratislava i dette indlæg. Det er ikke helt retfærdigt, for jeg havde fire gode timer der, og jeg kunne egentlig godt lide byen for det den er – på godt og ondt. Men mest af alt fik byen og besøget mig til at savne Prag, mit liv der, friheden og det at være 23 år og ude at bo i udlandet for første gang nogensinde. Det gjorde mig melankolsk og lidt trist til mode, må jeg indrømme. Jeg var noget mismodig i toget på vej hjem mod Wien, men nuvel, jeg kan og bør vel ikke give Bratislava skylden per se. Og jeg er glad for, at jeg nu endelig har besøgt Slovakiet.
Vil jeg anbefale et besøg i byen? Kun hvis du allerede har set det du ville i Wien, Prag eller Budapest. Bratislava kan lidt af det samme, men er slet, slet ikke på de andres niveau. Det er en hyggelig endagstur, mere kan den ikke trække.