Jeg er egentlig ikke cykelinteresseret, måske snarere lidt apatisk, men det er vanskeligt ikke at blive revet med under læsningen af Bastian Emil Goldschmidts – ‘Fremad’. Sporten får den helt store, himmelstræbende behandling. Myterne, legenderne, de helt store fortællinger foldes ud. Goldschmidt skriver decideret fremragende. Lidt arkaisk og til tider Mads Holger’sk i tonen (hvis ellers Mads Holger havde kunne skrive); som en start-1900-tals intellektuel wiennesisk bonvivant fanget i et åndeligt forarmet 21. århundrede. Han er allerbedst når passionen tager over: han kan nærmest ikke være i sig selv, når han æstetiserer forholdet mellem rytteren og bjergene. De italienske tinder og legender mærkes intenst. Jeg ville ønske at jeg selv følte lige så meget som Goldschmidt, når jeg ser cykling; det må være berigende at kunne se så meget mening, ånd og sandhed i en sport. End ikke AaB kan fremkalde tilsvarende episk rusen i mit blod. Men uanset hvad er det en meget anbefalelsesværdig og inspirerende bog.