Det er sjældent at jeg frydes inderligt når den årlige ‘Spotify Wrapped’ bliver offentliggjort. Det er hver gang en ubehageligt nøgtern oplevelse at se oversigten over, hvilke sange jeg lyttede mest til i 2023. Det er så bedrøveligt vanskeligt at løbe fra – eller blot bortforklare – det rå antal streaminger.

I øvrigt er det meget besynderligt. For min ‘Wrapped’ insisterer på forunderlig vis på, at jeg har ikke færre end tre SZA sange på min top 10 over mest lyttede sange i 2023 (‘Notice Me’, ‘Love Language’ og ‘Used’). Det forstår jeg ikke. Eller, jo, det gør jeg muligvis. For der var da vist nok en periode i forsommeren, hvor jeg lyttede meget til ‘SOS’-albummet. Men at mit musikforbrug var så skævvredet dengang, det var jeg alligevel ikke klar over. Ingen af de tre ville være blandt de sange, jeg på stående fod ville nævne som nogen af de vigtigste for mig.

Når det så alt sammen er sagt, så har jeg naturligvis ikke tænkt mig at lave en top 20 over årets sange baseret på min faktiske lytning. Det ville være både for let og for pinligt. Nok mest det sidste, nu jeg tænker over det.

Jeg har derimod lavet en retrospektiv genlytning af de 1.116 sange (nyudgivne som gamle), jeg tilføjede min frodigt voksende ‘Bruttoliste’-playliste i løbet af 2023. Ud fra dem har jeg valgt de 35 (dejligt arbitrært tal), som dels betød mest for mig i løbet af året, dels er dem, jeg tror jeg vil lytte mest til i årene der kommer.

På mange måder var det et manisk musikår, hvilket glæder mig. Musik fyldte og betød relativt mere for mig i 2023, end det har gjort i de sidste mange år. Hvor jeg tidligere brugte meget af min transport- eller hjemmelogistiktid med podcasts i ørerne, så lytter jeg nu til musik i stedet. Jeg tror ikke at udviklingen nødvendigvis gør mig klogere, men den gør mig klart gladere.

Det gør mig også glad, at jeg har genfundet passionen for at opdage ny musik. Tanken om stagnation giver mig myrekryb. Når jeg ser tilbage på nogen af de tidligere år, så kan jeg se, hvordan inspirationen var størknet og det hele blev lidt for indavlet genremæssigt.

Endelig gør det mig også glad – på det helt banale plan – at musik igen betyder noget mere for mig følelses- og humørmæssigt. Uden at det skal blive til en større kunstteoretisk eksegese, så har jeg – uanset om det handler film, billedkunst, teater eller musik – brug for at blive berørt af værket. I en årrække mistede jeg gradvist evnen til at blive rørt af sange og sangtekster, tror jeg. Musik blev noget … værktøjsmæssigt for mig. Noget, der passende kunne spille semianonymt i baggrunden, når jeg arbejdede eller skulle fokusere. Sådan er det heldigvis ikke mere. Jeg kan igen blive rørt og optaget af sange og sangtekster, hvilket giver mig så meget større glæde ved musikken. Det er ret fortryllende, synes jeg.

Nuvel, det var en lang indgangsbøn for at publicere den annoterede liste med de sange, der var vigtigst for mig i 2023.

Et par noter til listen (ingen glemt, men 35 sange er for mange til at jeg kan give dem alle den opmærksomhed, de fortjener).

The Reds, Pinks and Purples – ‘Build Love’ og ‘Let’s Pretend We’re Not in Love’

The Reds, Pinks and Purples er min yndlingskunstner i 2023. Han er en moderne udgave af The Smiths. Dels genremæssigt, dels holder bogstaveligt alle sangene – ligesom The Smiths – et nærmest overnaturligt højt niveau. ‘Build Love’ er den perfekte ballade og ‘Let’s Pretend We’re Not in Love’ er krystalliseret melankoli om umulig kærlighed.

SZA – ‘Notice Me’

Det ville være useriøst ikke at have ‘Notice Me’ på listen, det er min mest streamede sang i 2023. Jeg er med på at SZA ikke er feinschmeckermusik, men jeg kan lide hende både når hun synger og rapper. Og hendes tekstunivers er en emotionel eksplosion; i én og samme sang kan hun være overstadig, såret, forelsket, sardonisk, lykkelig, bitter, såret, forelsket, usikker, liderlig, rasende, længselsfuld og fortrydende indenfor 3 minutter. Det er ret imponerende.

The Sundays – ‘You’re Not the Only One I Know’

Jeg har elsket The Sundays i mange år og ‘You Are Not The Only One I Know’ har levet mange år i mine playlister (og i fysisk udgave i form af CD-udgaven af deres debutalbum ‘Reading, Writing and Arithmetic’ (guddommelig titel!). Det er perfekt melankolsk jangle pop, som opblussede klart og varmt for mig i 2023.

Babeheaven – ‘Make Me Wanna’

‘Make Me Wanna’ er perfekt. Den lyder som en moderniseret udgave af trip-hop, suppleret af æterisk vokal, melankolsk tekst, skønt flow og en opadstigende spændingskurve hele vejen igennem (ikke mindst omkring de 2 minutter og frem). Jeg har løbet en del ture i skovene med den i ørerne.

Blondeshell – ‘Kiss City’

Årets mest eksplicitte indslag. Jeg elsker alt ved den, inkl. dens transformation fra stille emo til småfrådende midt-90’er Belly/Hole-agtig altrock. Generelt var Blondeshell lidt af en vækkelse for mig i år, jeg lyttede også til ‘Tarmac’ og ‘Joiner’ i eksorbitant store mængder.

Yumi Zouma – ‘Crush (It’s Late, Just Stay’)

Sangens titel vakte øjeblikkeligt min opmærksomhed; banalt nok fordi jeg intuitivt kunne lide delen i parentesen. Før jeg trykkede play tilbage i foråret havde jeg ikke den fjerneste anelse om at der er tale om den perfekte popsang. Men det er det. Hviskende æterisk dreng-pige vokal, discobeat, synth-lydbillede og en tilpas begavet, bittersød og melankolsk tekst om et forhold i opbrud.

Chase Shakur – ‘honda civic’98’

Årets lumreste sang, og Chase Shakur er min med længder favorit r’n’b-kunstner i 2023. Og igen med en mesterlig sangtitel.

KALASET – ‘Tag mig som jeg er’

Årets eneste dansksprogede sang for mit vedkommende. Jeg kan ikke for alvor sige, hvad der kvalitativt adskiller KALASET fra, ja, hvad ved jeg, Alphabeat, men jeg kan virkelig godt lide omkvædets kompromisløshed.

Generelt et meget varieret musikår, og jeg glæder mig allerede til 2024. Min ambition er at forsøge at opdage og udforske nye genrer, selvom jeg skal have fundet ud af, hvad det skal være.