Det blev dagen, hvor vi fik døden ind på livet. Vi passer en hund denne weekend, Pan, og det bogstaveligt talt første han gør er at smutte ud i haven gennem den havedør, vi ikke lige havde fået lukket (rookie mistake). Vel i og for sig ikke katastrofalt, bortset fra at A) Pan er en jagthund, B) kaninerne bor i deres kaninbur derude og C) Pan er fuldt ud i stand til at hoppe over hegnet til kaninburet og jage kaniner. Resultatet er ét styk kanin, der bogstaveligt får et hjerteanfald af skræk og siden udånder dramatisk i min datters arme. Således kan en 7- og 9-årigs verden styrte sammen.
Jeg beskriver det med en vis ironisk (og upassende) distance, da mit eget forhold til kaniner i almindelighed kan beskrives som ‘køligt’. Men for de tre øvrige i familien er det en tragedie. Hvis man havde været befundet sig i haven under Snebolds højtidelige begravelse under grantræet, så ville man have overværet noget, der minder om scenerne i Nordkorea efter Kim Jong-Ils død.
Lidt mere alvorligt, hvordan taler man så om døden med børn? Det endte med at blive en afart af Nangijala fra ‘Brødrene Løvehjerte’, hvor Snebold, mens disse ord skrives, venter utålmodigt på at mine børn skal komme op og lege med hende i lejrbålene og historiefortællernes land. En dag må snakken om døden blive på et lidt mere abstrakt filosofisk niveau, men lige i dag var det vist mest trøst, der var behov for.
Og Pan? Tjah, vi har da fået gået ture i skovene og jeg kan egentlig godt lide at have en hund i huset. Om end jeg nok ville sætte pris på en lidt mindre kanindræbende en af slagsen.