Det er interessant, hvilke fremmede og ‘eksotiske’ ting, der inspirerer og stimulerer os. En del af attraktionen ved første sæson af ‘True Detective’ var for mig især at den foregik i et gustent, nedslidt og fugtigt Louisiana. De myggebefængte sumpområder i kombinationen med det postindustrielle forfald og den farvematte lysstofrør-agtig belysning var lige noget for mig.

På samme måde mistænker jeg at instruktøren af seriens fjerde sæson, mexicanske Issa López, er vildt fascineret af Alaska, permamørke, isolation og inuitkultur. Der er sne og is over alt, billedsiden er anæmisk, karakterernes rynker er skarpt optrukne. Alting er med andre ord ligeså grimt og slidt som i Louisiana; serien vil sikkert hævde, at det har noget at gøre med, at tiden er en flad cirkel, eller hvad det nu end var for pseudononsens, at de filosofiske politifolk i sæson 1 kom frem til.

Her fire afsnit inde i fjerde sæson – indrømmet: det var en ikke direkte produktiv søndag aften – er jeg lige dele interesseret og irriteret over serien.

Interesseret fordi jeg gerne vil vide, hvad der skræmte de 7 personer på polarforskningsstationen til døde. Plot-pigen i mig er klart investeret i hvad der foregår.

Irriteret fordi serien er så selvtilfreds i sin eksekvering. Lige fra Billie Eilish temasangen til de lidt for lange er-det-ikke-bare-uhyggeligt-og-besjælet-det-her-landskab-hva-hva-hva? droneoptagelser. Det er som at serien stadig ikke helt er kommet sig over, at verden i den grad elskede første sæsons filosofiske pessimisme, weird fiction tendenser og Matthew McConaugheys præstation.

Nuvel, som uironisk elsker af speculative fiction håber jeg, at sæsonen i det mindste holder fast i de overnaturlige elementer, som den indtil videre har diverteret os med. Ved godt at det ikke er klædeligt for en +40 årig mand at være optaget af en spøgelseshistorie, men ja, her har I mig altså, folkens. Og så er det (helt egoistisk betragtet) skønt at være optaget af en tv-serie igen. Det er længe siden, det skete sidst. Jeg burde opsøge det noget mere.