Cyklede hjem med to helt overvældende udgaver af Yazoo klassikerne ‘Situation’ (David Jensen, BBC Session, September 1982) og ‘Don’t Go’ (John Peel BBC Session, June 1982) i ørene.
Begge tenderer perfektion, men ‘Don’t Go’ er den mest rå og eksplosive af de to – og dermed også den mest medrivende. Vince Clarke skruer helt op for den analoge synth og Alison Moyets vokal er så overpowered i forhold til nærmest alt andet.
Det er voldsomt at tænke på at Yazoo på et og samme album havde tre indiskutable mesterværker – ‘Situation’, ‘Don’t Go’ og den smukke ‘Only You’– på tracklisten. Det er så højt et niveau, som hvis nogen transmogriffede Michael Jordans 1995-1996 sæson om til musikalsk form.
I skrivende stund kan jeg ikke komme på en (synth)popsanger, der er, var eller har været bedre end Alison Moyet. Hun kan alt. Jeg elsker hende (kun lidt mindre end Tracey Thorn).
Vince Clarke var jeg i en del år mopset på. Han værdigede mig ikke et blik dengang til koncerten med Erasure i 2004 (Andy Bell derimod …), men det har jeg efterhånden tilgivet ham. Det er vanskeligt at bære nag på nogen, der også var en kreativ kraft i Depeche Mode og Erasure.