i Navlepilleri, Rejser

Toutes Directions

Jeg er ikke blevet særlig frankofil, på trods af at mine forældre troligt slæbte os på sommerferie i Frankrig hvert eneste år i midt- og slut-80’erne. Mine erindringer er mestendels tågede. Varme. Orangina. Campingpladsswimmingpools. Vinmarker. Orange TGV-tog. Isenheim alteret. Carrefour. Og toutes directions skilte. Naturligvis toutes directions skilte. 

Toutes Directions

Måske skiltene er det enkeltstående fænomen, jeg sætter ubevidst allermest pris på ved Frankrig. At uanset om du er i den mest indavlede lille bretonske flække, eller befinder dig i det mest forhærdede banlieu, så vil der være et barmhjertigt skilt, der viser dig vejen væk. Mod alle retninger. Eskapismen. Vi kender ikke din situation, dine omstændigheder, dit liv eller dit mål, men hér har du vejen til alle retninger. Mod frelse og frihed. Eller forfald og fordærvelse. Hvem ved? De er dine retninger, her er de allesammen, du vælger selv. 

Muligvis jeg skulle blot skulle nøjes med at se toutes directions skiltene, som det de er og er tiltænkt som: skilte der anviser vej mod hovedveje. Men jeg kan ikke lade være med at tolke dybere ting ind i den. Igen har det givetvis noget med min opvækst at gøre. 

Jeg har erindringer om varme julidage på bagsædet af vores hvide Saab 900, klemt inde på midtersædet mellem mine to irritable ældre søskende; Sune altid til venstre, Cecilie altid til højre. Der var faste pladser, visse ting er ikke til diskussion når man er henholdsvis fem og otte år yngre end de andre. Evigt utålmodig og notorisk utilpas fordi jeg blev køresyg, når jeg læste (men alligevel gjorde det, for hvordan skal man ellers få tiden til at gå på bagsædet af en bil i et uendeligt antal timer?). Parkeret et udefinerbart sted i Avignons forstæder. Mine forældre skændes fordi de er kørt galt et eller andet sted; det dårlige vejkort – købt på en tankstation et sted ved en motorvejsudkørsel nær Valence -, ja, det viser simpelthen forkert, siger min far. Min mor er varm og sur, det er midt-80’erne, hun er kun lidt ældre end jeg er nu, og hun havde måske drømt om en mere vellykket flugt fra hverdagen derhjemme, hvor hun er stresset over sin relativt nystartede børnelægepraksis.

Der dufter af lavendler, der må stå nogen buske om bag det stendige, hvor Saab’en nu holder1. Vi bliver først frelst, da en af os (jeg bilder mig ind at det var mig, men jeg lyver nok for mig selv) ser toutes directions skiltet – og vi hen ad eftermiddagen får set antipavernes gotiske palads Palais des Papes. Fundamentet til min skiltekærlighed var lagt.

Sommer 1983

Franske toutes directions i lange baner. Jeg har tilsyneladende været i Rouen engang, i hvert fald hvis man skal tro min fars sirlige optegnelser. Han har været yngre end mig, da hans yngste stod der i ble i pinjetræernes skygge og fortærede en baguette. Hvad mon han håbede på for sin fremtid dengang? På daværende tidspunkt (og de næste 30 år frem) var han gymnasielærer på Aalborg Studenterkursus og livet var ved at sætte ind i den midaldrende rutine. Var det mon drømmen?

 

Efterår 1986

Det er blevet efteråret 1986. Mine forældre er i vinfasen, den indtræffer åbenbart i midt 40’erne, for nu står den på Alsace i efterårsferien. Jeg husker intet fra ferien andet end at vi vandrer op til borgruinen i baggrunden, og at det måske – men kun måske – er arnestedet for for min Wanderlust.

 

Paris 1990

Så kommer der fart på, antallet af mulige retninger er vokset eksponentielt. Muren er faldet, den liberale-demokratiske og kapitalistiske verdensorden har endelig vundet. Jeg plejer mine nudisttendenser ved Cap Ferret i mine – indtil videre – eneste stramme par badebukser. Min søsters hår vokser nærmest poetisk op i Eiffeltårnet, min mor er hvidhåret som 45-årig, min storebror køber Quicksilver surftøj uden nogensinde at have besteget et surfbræt. Soundtracket til det hele er INXS – ‘Need You Tonight’ og ‘Never Tear Us Apart’; man kan ikke se det på billedet, jeg spærrer jo, men Cecilie er iført en INXS t-shirt. Forsanger Michael Hutchence er på dette tidspunkt kæreste med Helena Christensen; jeg siger ikke at det er en drivkraft for min søsters fandom, men det kan ikke have været helt tilfældigt. 22. november 1997 begår Hutchence selvmord på et hotelværelse i Sydney. Min søster er på det tidspunkt au pair i Perth, Western Australia, jeg antager at hun må have været trist til mode. Alle disse mulige retninger.

  1. Den dag i dag forbinder jeg Frankrig med lavendler. Vi har selv en busk stående i haven, den har en underlig beroligende effekt på mig, når jeg føler mig oprørt. Da jeg boede i Bruxelles kunne jeg finde på at gå ind i en L’Occitane butik, alene fordi lavendler har en effekt på mig []