Jeg er ved at udvikle en gennemgribende, ukontrollabel og (for min alder) stærkt uklædelig forelskelse i The Reds, Pinks and Purples. De er det på alle måder perfekte band for mig. Selv efter en ganske grundig streaming af deres albums og EP’er, er jeg endnu ikke stødt på en eneste decideret dårlig sang. De er vidunderlige på så mange fronter. De laver eminent og melodisk janglepop, som passer perfekt til at se melankolsk og teatralsk ud over et efterårshærget landskab. Og se lige deres nærmest Edward Hopper’ske pastelfarvede og fremmedgjorte æstetik, den går lige i lysken på mig:
Musikalsk er de underspillede og melodramatiske på samme tid. Tag nu blot deres titler, der lyder som et greatest hits fra en Douglas Coupland roman. Jeg nævner i flæng:
-
- ‘Let’s Pretend We’re Not in Love’
- ’I’m Worried About the New Wave’
- ’Last Summer in a Rented Room’
- ’Your Parents Were Wrong About You’
- ’You Might Be Happy Someday’
- ’I’m Sorry About Your Life’
- ’I’d Rather Astral Project’
- ’Don’t Come Home Too Soon’
- ’Seems Like We’re Always Starting Over’
- ‘Is Your Mind That Free?’
- ‘You’re Never Safe from Yourself’
- ‘The Town That Cursed Your Name’
- ‘Mistakes (Too Many to Name)’
- ‘Unloveable Losers’
Alle er pragtfulde og bør lyttes til. Men det egentlige mesterværk er ‘Build Love’, der må betegnes som Peak-Kåre i sin melankoli – og det er en stærk kandidat til årets sang 2023 for mig.
Det er efterhånden sjældent at jeg opdager et band eller en musiker, hvor jeg bliver vild med det samlede ‘body of work’. Det plejer at være en enkelt sang, måske to, men når vi taler The Reds, Pinks and Purples, har jeg købt ind på hele pakken. Glæder mig til at lytte meget mere i den kommende tid.