i Bøger, Musik

Ted Gioia – How to Listen to Jazz

Jeg prøver virkelig. Nogen burde altså give mig lidt kredit. Måske en medalje af en art? En lille erkendtlighed, ja? For selvom jeg inderligt og intenst hader jazz, så var Ted Gioia – ‘How to Listen to Jazz’ med i den ret tunge pakke med bøger, der ventede på mig hjemme i går aftes. Man skal jo tjekke sine privilegier og uddanne sig selv. Jeg forsøger at udvide mine horisonter, nedbryde mine fordomme og blive en bedre person.

Og hvem ved, måske jeg pludselig vil få en religiøs omvendelse og begynde at elske jazz? Eller (hvilket – for nu at være ærlig – er det mest sandsynlige) at jeg kan begrunde og efterrationalisere mit ubændige had med mere substantielle argumenter?

De 70 sider har ikke overbevist mig om så meget endnu, men jeg bør vel give bogen en smule mere snor. Og muligvis endda lytte til dens dertil indrettede playliste på Spotify. Indsæt teatralsk og modvilligt suk.