i Bøger

Taylor Lorenz – ‘Extremely Online’

Det er ikke fordi Taylor Lorenz – ‘Extremely Online’ er en dårlig bog, den gør mig blot inderligt deprimeret. Alene det faktum at disse ord skrives på en ‘personlig blog’ (et format der ikke har været relevant siden slut-00’erne) burde forklare hvorfor. Jeg hører til i en anden æra. 

Bogen er en overflyvning over de seneste 25 års udvikling i sociale medier og ikke mindst den ‘contentøkonomi’, der er fulgt med. Af og til er bogen nostalgiskabende (Myspace <3 ), hvilket bestemt kan give en midlertidig varme. Men: jeg føler mig i almindelighed fremmedgjort overfor de fleste sociale medier, den performative akt og den virkelighedsskabelse, der foregår på dem – og som bliver tillagt så stor værdi og vigtighed af så mange mennesker. 

Egentlig nærer jeg ingen illusioner om, at den analoge verden var bedre. Jeg hænger jo også selv foran en skærm det meste af tiden. Den virkelige, fysiske verden keder mig ofte. Jeg er ligeså draget af den digitale virkelighed og dens underholdning, som de fleste andre er. Jeg fylder også mit eksistentielle tomrum ud med digitalt indhold.

Men derfor kan udviklingen jo godt opleves som … forkert. Det kan føles som en kliché at pakke ens egne synsninger ind i ‘JAMEN, HVAD MED BØRNENE?’-bekymring. Men jeg tænker da en del over, hvad det betyder for mine egne børns kognitive udvikling og mentale trivsel, at det digitale fylder så meget for dem. Hvordan vil det påvirke deres interaktioner og sociale intelligens, når ‘leg’ er forsvundet så meget, som det er? Og hvordan mon min datter vil se sig selv og sit eget værd, når først hun begynder at deltage i det performative våbenkapløb på de forskellige platforme? Jeg har vanskeligt ved at se, hvordan det her skal ende med noget rigtig godt.

Lorenz er grundlæggende fascineret af det digitale. Hendes er ikke en forfaldsfortælling, men er en grundlæggende optimistisk historie om, hvordan den enkelte har fået flere muligheder for at udtrykke sig. ‘Extremely Online’ gav mig en større viden om og forståelse for flere af de platforme og fænomener, som jeg ikke selv har erfaring med – og måske heller ikke helt forstår. For mig lyder TikTok som Fentanyl sprøjtet direkte ind i lysken. Som noget jeg for alt i verden bør forpurre at mine børn får kontakt med, hvis jeg da ellers håber nogensinde at have en samtale igen med dem. Men det siger nok mere om mig og min alder, end om det gør om udviklingen som sådan.

En selvstændig pointe med bogen er, at udviklingen går som stærkt og at der hele tiden er nye platforme, nye retninger, nye tendenser. At det digitale aldrig er statisk. Derfor skal bogen – lidt ironisk, måske – læses nu. For om måske halvandet år er dens indhold forældet og irrelevant. Vil anbefale bogen til andre semi-boomere, der også har behov for at forstå et urovækkende aspekt af verden. Den efterlod mig klogere og noget mere deprimeret end før.