Begyndte i aftes at læse et essay om det østrig-ungarske kejserrige, hvilket lidet overraskende ledte til feberagtige drømme om igen at besøge den by, jeg tror må være mit hjertes egentlige destination: Wien.

Det er ved ved at være mange år siden, jeg besøgte byen sidst, men jeg husker den som alt for storslået til ‘kun’ at være hovedstad for et mindre/mellemstort europæisk land. Den er så kejserligt og pompøst anlagt med alle dens paladser, boulevarder og institutioner. Byens litterære, musikalske, kunstneriske indflydelse er vanvittig. At gå rundt i de storladne gader er som en legemliggjort Fin de siècle-drøm, der aldrig for alvor hørte op. Det emmer af ånd, dekadence og vid.

Der er kort sagt uendelig mange ting man kan og bør sige om Wiens historiske, politiske og kulturelle betydning. Jeg vil dog i denne omgang holde mig til en flig af billedkunsten, nemlig Wiener Secessionen, den østrig-ungarske gren af Art Nouveau kunstbølgen omkring år 1900.

Mest kendte og besungne repræsentant er, naturligvis, Gustav Klimt. Med god grund. For ligesom med tilsvarende excentriske genier som Monet og van Gogh, så kan man altid genkende et Klimt-maleri, så distinkt og fremragende er han. Jeg skammer mig ikke engang over at indrømme, at ja, selvom det er en kliché og muligvis tenderende lavkultur, så hænger der en reproduktion af ‘Der Kuss’ et sted i mit hjem. Hvor siger jeg ikke.

Men Wiener Secessionen er så meget mere end Klimt. Som en del af Art Noveau-bølgen er der et helt program af arkitektur, møbler, glaskunst og skulpturer. Det meste af det er jeg ikke så begejstret for. Det er for meget, for krummeluret, for floromvundet, for skønåndet. Måske afsmagen skyldes at mine forældre var irrationelt pjankede med stilen i 1990’erne, og derfor slæbte mig og mine søskende ind på alle mulige Art Nouveau’ede steder på familieferierne. Mest traumatiserende var nok Horta Museet i Bruxelles. Den belgiske arkitekt Victor Hortas våde drøm af et perfekt udført Art Nouveau hus var en pinsel for mig. På billederne i familiealbummene hjemme hos mine forældre, kan man se en 14-årig udgave af mig stå på denne skønvirkede trappe – som min far ihærdigt forsøgte at fortælle mig var et genuint mesterværk – og ligne en omvandrede begravelse.

Men nu endte jeg med at skrive om alt det, jeg ikke kan lide ved Art Nouveau (og afledt heraf også Wiener Secessionen). Hvilket er småabsurd, da det jeg egentlig gerne ville var at hylde et, ja, ualmindelig smukt Art Nouveau maleri af en af Wiener Secessionens medlemmer: Max Kurzweil. Se engang på ‘Dame in Gelb’:

Er hun ikke smuk? Er det ikke som om nogen nænsomt har amputeret et stykke af solen, omformet den til en kjole og så henslængt det dér på den åkandede sofa? Jeg har ingen dybere indsigter om maleriet, ingen tolkninger eller analyser. Jeg er blot betaget. Måske det også er, hvad (noget) kunst skal kunne vække i beskueren? Varme, begær, beundring af det skønne, ægte og gode?

Måske det også er, hvad jeg forbinder med Wien? Altså udover historie, ånd og udsyn. Nemlig skønheden. Jeg må afsted igen snarest.