VM

Gruppespillet i VM i fodbold nærmer sig sin afslutning. Jeg har stadig ikke set andet og mere end 10 minutter hist, 7 minutter pist. Det var kedeligt. Ved ikke helt, hvad det er mit problem med denne slutrunde, men den efterlader mig ganske indifferent. Det føles ikke vigtigt at følge med.  

Men hvad er der galt? Ikke det politiske. Eller jo, der er selvfølgelig alt galt med korruptionen, de døde gæstearbejdere og krænkelsen af ytringsfriheden. Men har folk ikke efterhånden fået revet illusionerne om verdens godhed og idealer fra hinanden? 

Internationale sportsorganisationer som IOC og FIFA var og er gennemkorrupte – og det fortsætter de formodentlig med at være. Og Qatar selv? Landet var en teokratisk og homofobisk slaveholderstat før turneringens begyndelse. Det vil det også være, når den sidste kamp er spillet. Det ændrer hverken dit eller mit boykot på. Og hvis du ikke vil fryse næste vinter, så glæd dig over, at du er med til at opretholde det syge system gennem Europas køb af LNG fra Qatar. 

Så nej, det er ikke performativ forargelse eller principfasthed, der holder mig fra at se VM. Men der er noget helt galt med tidspunktet på året. Slutrunder er noget med varme og ferie. Det her med kampe kl. 14 en tilfældig tirsdag giver ikke mening for mig. Så nej, jeg kan åbenlyst ikke håndtere en slutrunde om vinteren. Og jeg mangler nogen at holde med. Hvor er mine italienere? Og svenskere? Om lidt mister jeg vel også Ghana, så har jeg intet tilbage. 

Men mest af alt er jeg nok blot inderligt fodbolddeprimeret i disse måneder. Al min opmærksomhed, angst og passion er parkeret på AaB’s anlæg på Hornevej 2 i Aalborg Øst. Den truende nedrykning overskygger alt. Det kan en inferiør begivenhed som et VM ikke ændre på. Hvor jeg dog håber på bedring i 2023.