Return to Monkey Island

Så fik jeg spillet og gennemført ’Return of Monkey Island’. Det tog det meste af min lørdag – efter en gulvskrubbende arbejdsformiddag på friskolen – og hvad kan jeg så berette? Det er ikke et spil, som det er bydende nødvendigt at du opsøger og spiller med det samme. Hvilket kan lyde som en underlig vurdering, når jeg nu lige har været tryllebundet af det i 15 timers tid. Men selvom det var en behagelig, sjov og hyggelig oplevelse, så efterlod spillet mig delvist frustreret. Tillad mig at uddybe.

Return to Monkey Island

På den ene side var det lifligt at være tilbage i universet. Spillet foregår i en del af tiden på henholdsvis Mêlée Island og Monkey Island, med alt hvad det indebærer af velkendte lokationer og klientel fra det originale ’The Secret of Monkey Island’. Så der er masser af blink-i-øjet og fanservice på den konto. Humoren, stemningen etc.: det er den samme som for 30 år siden. Man kan sagtens mærke at det er den originale skaber Ron Gilbert, der står bag spillet. De enkelte puzzles er (med enkelte undtagelser, hvor de var så ulogiske, at jeg var nødt til at opsøge en walkthrough) også gode og gennemtænkte.

Jeg nød kort sagt at spille ’Return to Monkey Island’. Det eneste jeg for alvor savnede var sværdkamp-via-fornærmelser. Der har været en del kritik af den visuelle linje i spillet, men jeg kunne godt lide grafikken. Ikke mindst i kombination med den elskelige faux-caribiske musik.

På den anden side er der er noget … besynderligt meta-agtigt over det hele. Spillet, dets fortælling og dets karakterer eksisterer ligesom ikke rigtig i deres egen ret eller som noget værdifuldt i sig selv. De tjener mere som et statement fra Gilbert om, hvad et eventyrspil burde være og hvad en spilfortælling burde kunne. Som et ekko af en død genre og en agitation for en antikommerciel indiespilfilosofi, som Gilbert tydeligvis higer efter burde være fremtrædende. Spillet er konstant selvrefererende til de tidligere spil i serien. Nogen gange er det charmerende – som den scrapbog man ender med at udfylde -, men andre gange ville jeg ønske, at spillet stod mere på egne ben. For jeg mener jo sådan set at point-and-click-/adventurespil også er relevante i 2022, og at ’Return to Monkey Island’ kunne have givet genren et kommercielt boost og populært revival. Nu får vi i stedet en slags pastiche over eventyrspilgenren, eller rettere: eventyrgenren som Gilbert mener den burde være. Og den vision er jeg bange for høre til et sted tilbage i 1990’erne.

Når jeg hæfter mig så meget ved det aspekt, så er det fordi det leder hen til min egentlige anke overfor spillet.

For Ron Gilbert har ladet sine dogmer tage styringen i en sådan grad, at det skader det vigtigste i ’Return to Monkey Island’: spillets plot. Ligesom med ‘Thimbleweed Park’ – Gilberts spil fra et par år siden -, så kan han ikke finde ud af at lave en ordentlig, afrundet, konventionel slutning på sin kreation. ’Thimbleweed Pak’ blev også meget meta og lidt for wink-wink. Historielinjerne i fortællingen blev ikke afsluttet, mens slutningen foregik i et wireframeunivers, hvor spillets hovedperson bryder fri ved at slette spillet/fiktionen, lidt à la hvad der foregår i bogen ‘Sofies verden’. Alt sammen meget nuttet, men ja … jeg sad utilfredsstillet tilbage, efter en belæring fra Gilbert om, hvordan en historie burde fortælles.

Det samme sker til dels i ’Return to Monkey Island’. Historien bliver ikke rundet af, den stopper ligesom bare. Og meget af det, der er foregået indtil da i spillet, forbliver uafsluttet. Kan læse på diverse fora, at den abrupte afbrydelse er hans pointe, men det er alligevel frustrerende. Og måske man ikke burde være så overrasket. Hvis jeg ikke husker helt forkert, så var slutningen på ’Monkey Island 2’ også helt horribel og meningsløs.

Nå. Jeg lyder ekstremt skuffet. Det er jeg egentlig ikke. For det var en fornøjelig spiloplevelse. Og nu er der vel så bundet en sløjfe på ’Monkey Island’-universet for den originale skaber, hvilket vel er udmærket. Jeg havde måske blot håbet på noget andet og mere.

Peak Culture

Læste en artikel for nylig: ‘This is what peak culture looks like’. Skribenten argumenterer småprovokerende for, at på trods af at vi med moderne teknologi i dag relativt omkostningsfrit kan copy-paste historiske kulturelle mesterværker, så vælger de fleste at lave og opleve noget andet. Derfor må dette andet nødvendigvis være bedre end mesterværkerne.

Skribenten mener at der er en åbenlys diskrepans mellem ‘folk flest’ og eksperter. Hvor de brede masser foretrækker at forbruge nutidige kulturelle produkter, så fetischerer eksperter ‘klassikerne’ og de postuleret eviggyldige historiske mesterværker. Det sker fordi eksperterne har en iboende egeninteresse i denne kulturelle pessimisme og i at fastholde idéen om at fortidens kultur er bedre end nutidens, da deres viden (og de selv) ellers ville være ganske ganske irrelevant.

Det er bl.a. derfor at vi altid skal belemres med lister, hvor ‘Citizen Kane’ kaldes den bedste film nogensinde og det betragtes som et intellektuelt adelsmærke at have læst Dostojevskij. Og det vel at mærke selvom stort ingen nulevende mennesker vil få en særlig god eller berigende oplevelse ud af dem. Det gør sig også gældende indenfor popkulturen, der stadig er drevet af Boomernostalgi. Som skribenten fremhæver:

To a certain extent, this is a result of how nostalgia influences our perception of quality. I was in middle school when The Legend of Zelda: Ocarina of Time was published, so my skewed perception is that it is a uniquely good video game. Years later, it felt like a switch flipped on when I turned thirty and I no longer had interest in any of the new music played on my preferred radio station. But neither of these sentiments reflect underlying reality. I expect that pretty soon I will be yelling at clouds and telling kids to get off my lawn. Some research supports the idea that there is a nostalgia-age nexus, whereby you are locked in to preferring what you experienced at a particular age. And with the cultural dominance of Baby Boomers in place, the received view remains that by some bizarre “coincidence,” what the Boomers experienced at the relevant times in their lives is what all future generations have been forced to experience since then: Christmas music from when the Boomers were children; pop music from when the Boomers were teenagers or in their twenties now deemed to be “classic” rock; and the artsy or edgy movies from when the Boomers were in their twenties and thirties supposedly the best artistic era for Hollywood. This does not actually reflect reality either, of course; our expectation should be that the best Christmas music, pop music, and movies all appeared relatively recently, because that is what progress means.

Artiklen er tankevækkende, men også lidt vel kluntet i sit grundargument. Det virker eksempelvis ret evident på mig, at vi ikke er i ‘peak culture’, når det handler om film (hvilken film fra 2020 eller 2021 vil du huske om 10, 20, 30 år?) eller poesi (hvornår var en poet sidst relevant, og nej, Yahya Hassan er ikke nok). Jeg tror heller ikke, at fremtidens generationer vil værdsætte den arkitektur, der i disse årtier udfoldes i danske byer, ligeså højt, som arkitekturen fra begyndelsen af 1900-tallet (har I gået en tur i Ørestaden eller blandt de glas-betonhelveder, der perforerer havneområderne i Aalborg, København og Aarhus for nylig?).

Men jeg køber argumentet om, at Boomernes dominans har betydet en disproportional opreklamering af 1968-ungdomskulturen og dens popkulturelle artefakter. Det skal blive spændende at se, hvad der afløser det. Min egen generation virker underligt konsistensløs i vores identitet, opvokset som vi er i skyggen af 90’ernes hybrisoptimisme og terrorangrebet i 2021. Vi er fanget mellem Boomere, Gen X’ere og De Nye Inderlige i form af Greta Thunberg. Det er næppe os, der er generationen vi ventede på.

Endelig må jeg erkende, at jeg selv ikke er meget bedre end Boomerne, da jeg selv er massivt nostalgiramt. Måske det skyldes min nylige indtræden i 40-års alderen. Meget af det er i hvert fald børnedrevet. Min ældste er vild med at spille videospil, og det giver mig en pervers sentimental glæde, at eksponere ham for de popkulturelle ting, jeg selv var vild med som dreng; især Super Mario og The Legend of Zelda spillene. Samtidig må jeg indrømme, at selvom jeg inderst inde stadig mener at ‘Final Fantasy VI’ fra 1994 er verdenshistoriens bedste spil, så kan de nye iterationer af spil virkelig noget andet. Det giver nøgternt vurderet ikke mening at tvinge drengen til at spille Super Mario spillene fra 1990’erne, når der er et helt vidunderligt alternativ i form af ‘Super Mario Odyssey’. Det er er så propfyldt af nye idéer, lækker grafik og et sublimt gameplay, at de gamle spil må betegnes som kuriøsiteter.

Alt sammen blot for at sige, at jeg er splittet. Men man må hellere se fremad, det plejer at være det mest holdbare.