Jeg skal ikke sidde her og være en skabagtig krukke. For Spotify og de andre musikstreamingtjenester har udvidet mit musikforbrug voldsomt og (tror jeg) i en positiv retning.

Men der er og bliver noget utrygt ved at overlade ens musik til en kapitalfondsdrevet tredjepart.

Dels fordi der er begrædelige huller i musikkataloget (jeg opretholder en smerteligt lang liste over sange og album der mangler), dels kan man miste ens musikkatalog uden varsel – alt efter om en eller anden forsmået IP-håndhævende rettighedshaver insisterer på ville bestemme.

Stor var min rædsel eksempelvis, da mine tidlige 20’eres højt elskede popidol Jens Lekman pludselig forsvandt fra Spotify. For blot siden at genopstå som en perverteret Lazarus med genindspilninger af hans første to album. Genindspilninger der vel at mærke ødelægger hele formålet og glæden ved hans sange for mig.

Det allermest vidunderlige ved Jens Lekmans tidlige popsange var naturligvis hans meget svenske sensibilitet, de quirky tekster og den skamløse brug af (oftest) strygerbaserede samples. Samples, der var (og er) helt uimodståelige for mig, og som jeg formoder, at der nu med 15-20 års forsinkelser er blevet krævet royalties for.

Så Lekman – der vel næppe er blevet markant mere velhavende med årene – fjerner sine oprindelige sange fra tjenesterne og erstatter dem med noget meget, meget værre. Fremfor de skramlende, lasede og obskure (med andre ord: PERFEKTE) samples, så er der nu lækker lyd, fuldfede strygere og midalderende mandlig singer-songwriter plastret ud over det hele. Det er en kunstnerisk katastrofe. Jeg kan ikke beskrive det på andre måder. Så grufuldt er det for mig.

Den største forbrydelser er nok ‘Maple Leaves’. Jeg vil ikke linke til genindspilningen – lidt selvrespekt har jeg vel – men originalen fra 2003 kom i to udgaver.

Albumudgaven er den bedste og sampler ikke færre end tre sange. Det ene sæt melankolske strygere kom fra The Mama & the Papas – ‘Do You Wanna Dance’ (1966), det andet sæt kom fra Glen Campbell – ‘By the Time I Get to Phoenix’ (1967) og trommerne blev hapset fra The American Breed – ‘I’m Gonna Make You Mine’ (1968). Lekman synger sin melankolske tekst sløret ind i det, der lyder som et lidt vel spartansk udstyret hjemmestudie i en snesjappet forstad til Göteborg, trygt pakket ind i et smukt Phil Spector’sk Wall of Sound-agtigt lydbillede. I 7″-udgaven af ‘Maple Leaves’ er Campbells mesterværk erstattet af en sample fra The Left Banke – ‘Walk Away Renée’ (1967), hvilket svækker det samlede indtryk moderat, men der er stadig tale om en uimodståeligt skæv popsang.

I 2022 er ‘Maple Leaves’ blevet domesticeret, vellydende, krystalklar, lækker og med håndspillede ikke-samplede strygere inde over. Den er med andre ord blevet helt forfærdelig.

Jeg troede på den unge Jens Lekman, når han sang om om hjerte-smerte og afgrundsdyb melankoli:

It’s autumn in Gothenburg
I’m walking home to my suburb
Rain falls hard on the city
On every homeless kitty

Oh please God bring relief
Even if it’s only brief
That she says that we were just make-believe
But I thought she said maple leaves

So we talked for hours
And you cried into my sheets
And you said you hated your body
That it was just a piece of meat
I disagreed
I think you’re beautiful
But it’s impossible
To make you understand
That if you don’t take my hand
I’ll lose my mind completely
Madness will finally defeat me

She said it was all make-belief
But I thought she said maple leaves
And when she talked about the fall
I thought she talked about the season
I never understood at all

I thought she said maple leaves
And when she talked about the fall
I thought she talked about Mark E Smith
I never understood at all
I never understood at all
I never understood at all

Jeg tror til gengæld IKKE på, at den musikalsk tandblegede Jens Lekman i 2022 er blot en my ligeså melankolsk, ægte, sær og oprigtig, som ham, der tilsyneladende hørte dårligt efter tilbage i start-00’erne. De skramlede samples var meningen med det hele. Jeg vil ikke have perfekt, smukt og sæt-på-i-baggrunden-til-middagsselskabet. Jeg vil have skønhedspletterne, jeg vil have ham her, der da lige laver en svensk udgave (‘Lönnlöv’, naturligvis) live.

Genindspilningerne er den største musikalske sorg for mig i 2022. Og jeg er lykkelig for, at jeg ejer hans tidlige album i fysisk form, så jeg ikke er nødt til at forlade mig på de tandlægeventeværelsesudgaver af Jens Lekman, som nu er tilgængelige.