Jeg er inde i en fase, hvor jeg dyrker amerikanske impressionister. Det begyndte da jeg var i Washington DC og så to malerier af James Abbott Whistler og Childe Hassam på National Gallery of Art. Det var store æstetiske oplevelser, men jeg vil egentlig ikke sige så meget om lige de to malerier (en anden gang, måske), da deres eksistens i dette indlæg mest af alt tjener som en segway over til den maler, jeg har haft en del på hjertet i de sidste par dage: John Singer Sargent (1856-1925).

Singer Sargent var først og fremmest portrætmaler; en disciplin som for mig er sådan lidt måske-måske ikke. Hvis et portrætmaleri er virkelig godt kan jeg blive helt eksalteret og fortryllet. Hvis de er dårlige, er de blandt den billedkunst, jeg hader allermest. Adskillige er de traumatiske barndomsminder, hvor jeg blev slæbt gennem museer fulde af fortvivlende hollandske maleres dystre billeder af protestantiske mørkemænd.

Vi er dog heldigvis et lidt andet sted her. Og Singer Sargent har to vigtige ting gående for sig.

For det første er han en dygtig maler, der kan sit billedkunsthåndværk. Den slags giver kredit hos en flammende installationskunst-hadende ‘kunst-skal-være-smukt-og-vække-følelser’ reaktionær som mig.

For det andet: Singer Sargent var en sanselig mand. Hvis jeg skal være lidt indiskret, så kan jeg godt lide at Singer Sargent er så liderlig, når han maler voksne kvinder. Der er virkelig meget sex i hans billeder. Ikke på en creepy, vulgær eller grov måde, men hele hans æstetik, penselstrøgene og hans skildring af kvinderne vidner om en maler, der i den grad formår at udtrykke sit begær gennem sin sanselighed. Bedste eksempel er nok ‘Portrait of Madame X’ (1884), der er Singer Sargents mest berømte og samtidig også mest notoriske værk:

Samtiden i Paris kunne ikke håndtere så meget sex på én gang. Kontrasterne mellem den blege hud og den mørke baggrund, den yndefulde hals, kjolen der både viser og skjuler (for meget) på samme tid. Den indbydende kropsholdning, skønheden og de aristokratiske kindben. En kvinde der hviler i sin egen attraktivitet. Det var alt, alt for meget. Offentligheden gik amok og Singer Sargent måtte flytte til London.

Balladen og forargelsen over ‘Portrait of Madame X’ i de parisiske saloner om Singer Sargent fik mig til at tænke på Ursula K. Le Guins science fiction roman ‘The Left Hand of Darkness’, som jeg forsøgte at læse tidligere i år. Handlingen fængede mig ikke, jeg endte med at gå i stå undervejs, undskyld, men Le Guin skriver eminent og hun udviklede koncepter, der var vildt radikale og originale for sin tid (1968).

I bogen forestiller hun sig en planet, Gethen, hvor beboerne -er androgyne/ambiseksuelle det meste af tiden – og det samfund de har opbygget derfor er helt befriet for binære mand/kvinde verdensopfattelser. Beboerne skifter biologisk køn én gang om måneden, hvor parring så finder sted. De fleste har haft forskelligt køn gennem livet, og næsten alle har både født børn og været fædre. De personer, der udviser en præference for at være et bestemt køn, bliver betragtet som seksuelle afvigere. I bogen følger man hovedpersonen, Genly Ai, der er udsendt fra Jorden som ambassadør til Gethen. Han har klassiske opfattelser af køn og kønsidentitet, hvilket betyder at beboerne på Gethen konsekvent omtaler ham som ‘the Pervert’. og betragter ham som dybt moralsk og seksuelt depraveret. For set med deres øjne og køns-/seksualnormer fremkalder han noget nær samme forargelse og afsky, som en Wahabist føler overfor homoseksuelle.

Min pointe med denne lille ekskurs er blot at sociale normer er kontekstbestemte, altid til forhandling og impermanente. Det er voldsomt og interessant og tankevækkende, hvordan normer kan skifte henover nærmest ingen tid. Maleriet af ‘Madame X’ er fra 1884, små 150 år, hvilket i det store billede er ingenting. En af de ting jeg lærte af Peter Frankopans velmente, men også utroligt kedelige ‘The Earth Transformed: An Untold Story’¹ er at Homo Sapiens som race har eksisteret i ca. 0,1% af Jordens levetid. Så 150 år? Peanuts. Ting forandrer sig. Hurtigere end man tror det. Og det gode ved ‘Madame X’ historien er vel, at det tjener som et eksempel på, hvordan sociale definitioner og konventioner kan ændre sig over tid. Tænk, hvordan datidens gentleman, der står dér og koger over af forargelse (og, endnu mere skamfuldt, begær) i efteråret 1884 til den årlige Paris Salon i Académie des Beaux-Arts, ville have det med vores æstetik i dag. De ville ikke ane hvad der ramte dem.

Mit helt eget personlige favorit Singer Sargent kvindeportræt er dog ‘Lady Agnew of Lochnaw’ (1892). Indrømmet: der er mindre hud, men altså, se hende lige. Henslængt i en Bergére stol betragter hun dig direkte, vurderende, halvt smilende. Vi er i færd med en dyb samtale, som ingen (jo, hende, måske) ved hvor skal føre hen. Øjenbrynet er løftet spørgende (drillende?), du har lige sagt noget måske moderat begavet, og her er du i en samtale med en stærk, intelligent kvinde, der har sine meningers mod og på alle måder er din ligeværdige partner – og hun har tænkt sig at udfordre dig. Hun er helt og aldeles uimodståelig, sexet på den helt rigtige måde. Og det mistænker jeg at Singer Sargent også syntes. Han maler hende perfekt og med alt sin sanselighed.

Jeg kan dog også godt lide Singer Sargent, når han er emo. Og det synes jeg han er i ‘The Daughters of Edward Darley Boit’ (1882):

Hvor skal man begynde, hvis man skal pakke dette maleri ud? Den utraditionelle setting? At vi som beskuere har afbrudt legen? In medias res stemningen? Pigernes autonomi? Den utilpashed, der lurer i billedet? Hvordan vi går fra den lille piges lyse barndom gennem faserne, hvor de fire piger over tid bliver tvetydige, mørkere, fremmedgjorte, taber uskyldigheden og går ind i en ukendt (mørk?) fremtid. Hvor den ældste pige henligger i skygge, vender ansigtet bort og er ulæselig – og er i frigørelse. Jeg er vild med maleriet og dets iboende spændinger og melankoli. Jeg kan godt lide Singer Sargent, når han bliver lidt mørk og jeg ikke rigtig ved, hvad der foregår.

Til slut endnu et børnemaleri: ‘Carnation, Lily, Lily, Rose’ (1885). Her har jeg ingen dybere tolkning, udover at lamperne minder mig om den, der hang på mit børneværelse hjemme på Nordvestvej i Aalborg. Og at jeg er betaget af billedet og synes det er smukt.

Jeg har generelt udviklet et blødt punkt for det, jeg vil kalde for planter-i-baggrunden billeder. Andre eksempler er Kehinde Wiley officielle præsidentportræt af Barack Obama (2018) og Kristian Zahrtmann ‘Adam i Paradis’ (1914). Jeg skal ikke kunne sige, hvad det fortæller om mig.

Singer Sargent malede også landskaber – min favorit er ‘Simplon Pass’ (1911) – men det er klart hans portrætmalerier, der virker bedst på mig. Håber på snart at kunne se flere af hans malerier i virkeligheden.

1. Det er en af de der ulidelige Waterstones Dad-agtige vigtige bøger på +700 sider om et tilpas vægtigt emne, som anmeldere kalder for ‘magisterial’, men som er alt, alt for detaljerede – “lad mig fortælle dig MEGET mere om, hvordan hittiterne skildrede år med for lidt regn i perioden 1750-1650 f.Kr” – og ingen i virkeligheden får læst [↩]