Hjemme igen

Det har været et par varme dage uden skyggen af interessante sociologiske eller antropologiske observationer. De franske dele af svigerfamilien ankom fra Annecy, hvilket har fyldt lidt. Det samme har et par vandringer af vekslende kvalitet og underholdningsværdi. Bedst og smukkest var vandringerne i Valle Maggia.

Før ferien havde jeg en utopisk idé om at bjergvandringer ville være stimulerende for tankeaktiviteten. Min plan var at jeg skulle have regnet hele min tilværelse ud og udarbejdet fyldestførende fremtidsscenarier undervejs på diverse vandrestier. Jeg ville så komme hjem med klarhed og styr på alting.

Men sandheden er at jeg er præcis ligeså konfus som før afrejsen. Og at bjergvandringer har samme effekt som løbeture: de gør mig tom i hovedet. Hvilket bestemt kan være en eskapistisk kvalitet, men det er ikke lige, hvad jeg havde drømt om. Her hjemme igen er det eneste konkrete, jeg har opbygget de seneste to uger, et hår på størrelse med en atompaddehat. Men nuvel, det har om ikke andet også en form for underholdningsværdi, går jeg ud fra:

Stephan

Vi ankom hjem lidt tidligere her til aften. Turen Magadino – Malpensa – Kastrup – Strandhusene var begivenhedsløs, grænsende til anodyn. På vej igennem en underligt abrupt byge et sted på Midtsjælland, greb jeg mig selv i at tænke, at det her har jeg egentlig slet ikke savnet på nogen måde. Føler ikke den store længsel efter hverdag og rutiner. Måske det vender tilbage om et par dage.

Milano

Milano i grove træk:

Mennesker over alt. Turister. Piazza del Duomo er spækket med svedige mennesker og selfiestænger i maks. længde. På vejen i toget læste jeg en artikel i Foreign Affairs, hvor skribenten siger at Europa er i overhængende risiko for indenfor få år at blive en mellemting ‘between a theme park and a hospice’. Måske han har ret og jeg har set fremtiden her i Italien. Her er masser af gamle mennesker og ikke-europæiske turister. De står i kø til alt: til toiletter, til indgangsbilletter til domkirken, til billetter til elevatoren i nordfløjen af domkirken, til billetter til elevatoren i sydfløjen af domkirken, til at få udleveret måltidet på McDonald’s, til at skælde ud på deres børn, der ikke hører efter.

Der er kun en smule kø i Museo del Novecento, til gengæld har de et rum er med udsigt over pladsen. Jeg tager et billede ud af vinduet, lidt urolig over genskinnet. Og kommer til at tænke.

Novecento

Novecento1

Tænk på alle disse mennesker. På deres håb, drømme, frustrationer, ambitioner, frygt, begær, skam, usikkerhed, længsler, fortrængninger, jalousi, had, kærlighed, frustrationer. Tænk på deres bagtaleriske kolleger, den dumme ting de kom til at sige i sidste uge i kantinen, på den uro hvormed de afventer resultatet af skanningen, på den mail der lige tikkede ind fra chefen, på den eksistentielle rædsel og smerte der følger dem, hver gang de besøger deres demente far på plejecentret og tingene bare bliver værre. På de pæne ord der blev sagt til dem, da de stoppede som formand i fodboldklubben, på at nu kigger hun igen på skærmen, når vi taler sammen. På deres affærer, på deres hjemmebyggede terrasser, deres personlig rekord i bænkpres, på deres sårbare datter, på dengang de stjal noget, på følelsen af at selvom man gjorde alt det rigtige, så føles det alligevel aldrig rigtig som nok. Tænk på alle disse mennesker. Gennem et snavset vindue i et museum for italiensk kunst fra det 20. århundrede. 

Jannis

Jannis Kounellis ‘Senza titolo (Rosa nera’)’ (1966) er umiddelbart det eneste værk fra frs Museo del Novecento, som jeg fik lyst til at videreformidle. Det var et flot maleri i levende live, men ser lidt falmet ud her. Hvis jeg skal være meget grov, så er nyere italienske malere ikke mig. Hvis de ikke maler hengivne billeder til Mussolini i mellemkrigstiden, så elsker de kubisme, futurisme og grå/brune farver. Det føles som at drukne i en pøl af beige og firkanter. Jeg er glad for at jeg besøgte museet, men mest fordi det udbyggede min viden om et felt – italiensk billedkunst – som jeg ikke vidste særlig meget om.

Noget gladere blev jeg af Le Gallerie d’Italia di Milano, et aldeles fremragende (og urimeligt mennesketomt) museum. Deres allermest moderne kunst skøjtede jeg hurtigt igennem, men jeg fik mulighed for alt boltre mig i Umberto Boccioni:

Donne

Boccionis – ‘Tre Donne’ (1909-1910) afbilleder de tre kvinder i hans liv. Mor Cecilia, søster Amelia og elskerinden Ines. I må selv gætte hvem der er hvem. Jeg kan lide intimiteten og kærligheden i billedet. Jeg tog en række fotografier af andre malerier, jeg kunne lide – men de blev allesammen noget bras. Men Le Gallerie d’Italia di Milano var klart turens æstetiske højdepunkt, hvor jeg også mødte min gamle ven skulptøren Canova. Det var et prægtigt besøg og jeg kommer gerne igen.

Apropos fotografier så er det visuelt mest tilfredsstillende billede, jeg har set fra Milano fra et højhus’ wiki-side. Nærmere betegnet Torre Velasca. Der er taget fra domkirkens tag. 1950’er modernisme møder gotikken. Det er en helt vidunderligt kontrast.

Torre Velasca

Jeg ved ikke om jeg selv har lyst til at bo i en by som Milano. Men når jeg besøger de her globale centre for et eller andet – og man må sige at Milano er et center for design og mode -, og mærker den rå og småvulgære velstand det medfører at være eliten indenfor et felt, så bliver jeg bevidst om, hvor lille et land Danmark stadig er. Vi bilder os gerne ind, at vi er noget unikt og fantastisk og kan lære alle mulige andre lande noget om, hvordan man bør gøre tingene. Hygge og velfærdsstaten og vindmøller, I ved nok. Og det kan vi måske også indenfor ganske afgrænsede områder. Men det er provinsielt at tro, at vi ved så meget bedre end andre. Det vidner et sted som Milano om. På godt og ondt.

Nedbrudt klimaanlæg i toget hjem. Ulideligt, der er 30 grader, luften står stille og man kan lugte sur sved krydret med det billige fedtstof fra den ret olierede sandwich, som tyskeren på sædet overfor må have rekvireret på Milano Centrale. Tager min Kindle ud af sit cover og anvender det som interimistisk vifte. Virker kun delvist. Meget ironisk foregår handlingen i min fantasybog nu i et tundralandskab. Højspændt/-rød amerikansk turist skælder ud på konduktøren og stormer ud på Como San Giovanni stationen. Vi andre kører videre og jeg når hjem, lige inden tordenvejret begynder. 

Alpensüdseite

Nu er vi her. Alpensüdseite. Klokken er 18 minutter over midnat, temperaturen er 25 grader, jeg er forkølet, det meste er fugtigt og min dyne føles som et overgreb. I morgen venter Lago Maggiore eller (helst) et bjerg.

Rejsefeber

Som jeg sidder her midt i den hedebølgeramte ferie i det sydlige Schweiz efter et par dage i Norditalien, indser jeg, hvor meget jeg egentlig har manglet impulserne fra at rejse/se nye steder i de senere COVID-19 år. Udover rejser til svigerfamilien i Sverige og en enkelt smuttur til Hamburg, så har jeg ikke været noget steder i flere år. Det er herligt at komme afsted igen!