Det går op for mig at det er virkelig længe siden at jeg har griflet om mine litterære eksplorationer. Eller rettere: det er længe siden at jeg har skrevet noget, sådan i almindelighed. Jeg vil ikke sige at jeg mangler inspiration som sådan. Men mit fokus har vel været andetsteds, jeg har været distraheret. Måske du kender det.

Nå, men det var bøgerne vi kom fra.

Siden julens frådende læseraseri har min læsning i januar og februar været i bedste fald svingende. Jeg er på en losing streak uden lige, når det handler om faglitteratur. Det har medført en vis navlepillende refleksion over om jeg mon blevet for kognitivt blævret og intellektuelt doven. Trykker alderen? Eller læser jeg blot om det forkerte? Noget tyder på det. I hvert fald er min succesrate med murstenstykke historiebøger kraftig nedadgående.

Jeg nævnte allerede tilbage i begyndelsen af januar, hvordan jeg tunede ud under læsningen af Andrew S. Curran – ‘Diderot and the Art of Thinking Freely’ og Andrea Wulfs skamroste ‘Magnificent Rebels: The First Romantics and the Invention of the Self’. Det samme er siden hændt under læsningen af Bart van Loo – ‘The Burgundians: A Vanished Empire’ (som endda er underholdende skrevet), Markus Friedrich – ‘The Jesuits’ (tilmed et emne jeg grundlæggende gerne vil vide mere om). 

Jeg får begyndt at læse lidt i dem, fuld af selvbedrag og falskt håb, men går så i stå allerede på side 53. Hvilket måske ikke i sig selv er moralsk angribeligt, men dog en smule nedslående når der stadig er 654 sider tilbage. Jeg mener; se lige her, det er jo urimelige forhold:

Måske det blot er det tidsmæssige, der er problemet? For jeg var jo glad for de mere nutidige Tracey Thorn – ‘Bedsit Disco: How I Grew Up and Tried to Be a Pop Star’ og (dele af) Patrick Radden Keefes urovækkende ‘Empire of Pain: The Secret History of the Sackler Dynasty’. Jeg skal ikke kunne sige om det aktualitetsmæssige er udslagsgivende. Men begge har den uomtvistelige fordel vis-à-vis øvrige bøger, at jeg ikke behøver læse om cølibate mænd i 1700-tallet før vi kommer til de spændende dele. I skrivende stund ligger Ada Ferrer – ‘Cuba: An American History’ ovre på hylden og kigger olmt på mig. Håber virkelig at tingene bliver anderledes denne gang. Har brug for den faglitterære inspiration også.

Skønlitteraturen har heldigvis været en noget anden sag.

Max Barry – ‘The 22 Murders of Madison May’ var virkelig dejlig. Jeg manglede et underlødigt og ikke alt for alvorstungt science fiction mystery til at genstarte min læselyst, og det leverede den til fulde. Kan man lide parallelunivers, mordmysterier og tidsparadokser, så er der intet at betænke sig på. 

David McCloskey – ‘Damascus Station’ var en spændende og dybt deprimerende spionthriller. Handlingen udspiller sig  i Syrien ved borgerkrigens udbrud for mere end 10 år siden. Et par enkelte steder går der lidt for meget vor-veltrænede-spionhelt-har-intens-elskov-med-forførende-arabisk-skønhød-i-et-toscansk-castelli i den, men generelt er bogen fermt velskrevet og handlingen overraskende realistisk og bleg. Der er ingen rigtig gode i den syriske konflikt, og bogen er så deprimerende, da forholdene i Syrien anno 2023 stadig er grufulde. McCloskey er overraskende dygtig til nuancerede personskildringer. Det er lidt af en bedrift at få regimets efterretningschef – der undervejs i bogen deltager i adskillige torturscener – til at fremstå om ikke sympatisk, så dog … menneskelig? Jeg læser normalt ikke denne genre, men samlede bogen op efter en glødende anmeldelse i Financial Times. Jeg er helt enig og vil gerne anbefale.

Chuck Wendig – ‘The Book of Accidents’ blev beskrevet som en slags opdateret Stephen King horror, hvilket jeg godt kan forstå. For der er noget umiskendeligt 80’er-agtigt over bogens plot, skurk og horrorgenremæssige virkemidler. Her er både dæmoner, dobbeltgængere, forheksede bøger og emo-teenagere. Godt nok kombineret med noget lidt mere nutidigt parallelunivers-setting, men alligevel. Jeg var godt underholdt i hvert fald 3/4 af bogen, men den ER for lang og havde været mere effektiv, hvis rædslerne blev kondenseret en smule. 

Blake Crouch – ‘Upgrade’ var en monumental skuffelse. Jeg oplever at filmen er knækket med Crouch. Og jeg føler mig ærligt talt misbrugt. Alle hans bøger har haft et tv-serie-agtigt præg, med en fiffig speculative fiction grundidé i kombination et plottempo, der var meget velegnet til at blive konverteret til et manuskript. Men med ‘Upgrade’ kammer det over. Den er simpelthen alt for beregnende og kynisk skrevet. Crouch spiller på alle genrens klichéer og virkemidler, og man kan se det på kilometers afstand. Det er lidt som første bog i ‘The Expanse’-serien, hvor forfatterne skruppelløst opgav originalitet og kunstnerisk, for i stedet at mikse den helt rette Greatest Hits-samling af Space Opera-klichéer – med henblik på maksimalt kick, kommercialisering og afhængighedsskabelse. Det blev heldigvis bedre i de senere ‘Expanse’-bøger (og deres mission lykkedes, jeg endte med at læse alle 9!), men jeg tror at Crouch er fortabt og hans sjæl solgt for evigt. 

Ray Nayler – ‘The Mountain in the Sea’ er en tænksom bog om bevidsthed, intelligens og eksistens, pakket ind i en post-apokalyptisk ramme og en science fiction genrebetegnelse. Det er en bog med virkelig mange forrygende koncepter og idéer (bevidste blæksprutter!), og jeg vil egentlig gerne anbefale den. Mit eneste rigtige problem med den er, at plottet til tider bliver opholdt af virkelig, virkelig, virkelig lange dialoger mellem personerne. Vi er nærmest ude i ‘Sofies verden’-ske tilstande, hvor en populærvidenskabelig fremstilling af filosofi pakkes ind i en rammefortælling. Det frustrerende er, at Nayler har så interessante idéer og har lavet et så lækkert world building, at selve historien kunne og burde have været eksekveret meget mere spændende. Jeg fornemmer dog at han var nervøs for, at  hans dybe tanker ville bleve overskygget, hvis plottet var for spændende. På den måde er han vel lidt en anti-Crouch. Hvor førstnævnte er en kommerciel skøge, så er Nayler noget af en jomfrunalsk asket. Hvis de nu fik et kærlighedsbarn sammen, så ville vi nærme os det perfekt. Ak, man kan jo drømme.