Jeg tror egentlig ikke at jeg har ambitioner på mine børns vegne. Ikke nogen eksplicitte, i hvert fald. Og hvis jeg har, så er vi ovre i det generiske: at de bliver lykkelige og finder den rette vej for dem. Men når jeg ser Toulouse-Lautrecs maleri ’At the Moulin Rouge, the Dance’ (1890) så er der alligevel noget i mig, der håber min datter får et liv som den rødhårede danser.

Ikke fordi hun nødvendigvis SKAL være can-can danser, selvom det bestemt ville være en æggende karrierevej. Men jeg kan godt lide tanken om, at hun (for)bliver rødhåret, livsglad, impulsiv og flammende temperamentsfuld – og at hun bliver en kærlighedsfuld person, der danser frit i de grå omgivelser, uden at tænke over, hvad de andre konformister (såsom hendes far) tror, mener og synes.