i Bøger

Tad Williams – ‘The Dragonbone Chair’

Vi har haft feriens første egentlige regnvejrsdag. Der gik hul på himlen engang i nat og det øsede ned det meste af dagen. De korte stunder, hvor det stilnede af, var luften tung og perspirationen nærmest øjeblikkelig. Ville gerne have taget et billede af de dramatiske og ret truende tordenskyer der hang over bjergene, men fik det aldrig gjort.

Var ude på en løbetur og var gennemblødt på ingen tid. Lyttede undervejs til en podcast om Thomas Manns – ‘Døden i Venedig’ (hvilket jeg med fordel kunne have gjort inden jeg læste ‘Til lyden af sin egen tromme’), hvor jeg hørte om Nietzsches dionysiske og apollinske dikotomi indenfor filosofi og litteratur. Jeg har ganske vist tidligere hørt om dionysiske hedonisme, men (pinligt nok, for det er åbenbart en evergreen i filosofien) aldrig set den koblet op på en apollinske stræben efter ‘sofrosyne’. Diskrepansen og dualiteten mellem de to idealer tiltaler mig meget pt, og jeg kommer til at skrive mere om det, tror jeg, hvis/når jeg får læst mere om Nietzsches koncepter. Emnet snurrer lidt rundt i hovedet på mig.

Grundet det uvenlige vejr blev det lidt af en læsedag. Jeg har brudt et ti år gammelt løfte til mig selv om aldrig, ALDRIG nogensinde igen at gå i gang med en fantasybogserie. Jeg blev for emotionelt skadet af at vente og vente og vente på næste bind i George R.R. Martins – ‘A Song of Ice and Fire’-serie. Samtidige kedede fantasygenren mig i almindelighed. Bøgerne var ofte ret dårligt skrevet, og det blev for meget at læse tusindvis af sider i samme univers. Jeg gik mere og mere over til science fiction. Det virkede i en årrække, især hvis det blev kombineret med horror i en eller anden form. Men et blandingsmisbrug kan kun tage én så langt. Nu er jeg så småt samme sted i science fiction genren, som jeg var med fantasy for ti år siden. Alting smager af det samme og føles gråt. Jeg læser de første gratis kapitler på min Kindle; dropper bogen kort tid efter, hvis jeg ikke er hooked det samme.

Men, men … behovet for eskapisme er ikke blevet mindre. Så nu er jeg her igen, fantasy, klar til at få knust hjertet nok engang! Da jeg læste en artikel i New York Times om Tad Williams ‘Memory, Sorrow and Thorn’-serie, så blev jeg lokket. Dels fremhæver artiklen serien som fremragende High Fantasy i sin egen ret, men ligeså vigtigt: den er det uundværlige bindeled mellem den klassiske Tolkien-måde at skrive fantasy på og de nye skoler i 1990’erne og frem.

Her 80% inde i første bog, ‘The Dragonbone Chair’, kan jeg næsten ikke kan vente med at komme i gang med næste bind i serien. Jeg er helt og aldeles opslugt, og det i en sådan grad at jeg vrisser ubehøvlet, når nogen kalder på mig for at spille minigolf (det regner, hvad tænker I på?!) eller har lavet en kop kaffe til mig. Williams skriver pissegodt og det er sjovt at se hvor stilskabende bogen er. Mange af fantasyklichéerne (som George R. R. Martin, Daniel Abraham, Robert Jordan og Brian Sanderson har tyvstjålet) er bogstaveligt talt opfundet af Williams, og det er simpelthen en skøn læseoplevelse. Jeg glæder mig helt uironisk til at se, hvor han tager historien hen i de næste bøger.