Jeg mindes ikke hvornår jeg sidst har genlæst en skønlitterær bog, men jeg gjorde det i denne weekend med Emily St. John Mandel -‘Station Eleven’.
Læste den første gang tilbage i 2014, hvor jeg blev blæst væk af historien, St. John Mandels skrivestil og bogens almene vidunderlighed. Siden har ’Station Eleven’ været på min noget amorfe liste over yndlingsbøger, der alle er kendetegnet ved at jeg ikke rigtig tør genlæse dem af frygt for at komme til at blive skuffet og elske dem lidt mindre før (se også: ‘Dune’).
Motivation for genlæsning blev ikke større af at ‘Station Eleven’ fik en lidt makaber opblomstring med COVID-19-pandemien i 2020. Dele af handlingen er henlagt til verden, hvor en coronalignende virus udsletter 99% af verdens befolkning. Pludselig blev St. John Mandel udlagt som stor fortolker at en post-apokalyptisk verden, hvilket blev lidt meget. Den efterfølgende tv-serie udgave har jeg ligeledes holdt mig langt fra.
Efter genlæsningen kan jeg dog glædestrålende meddele at ‘Station Eleven’ var og er et mesterværk. Jeg blev om muligt endnu mere (be)rørt af læsningen denne gang, og – selvom det kan lyde en anelse besynderligt – så er verdens undergang ikke engang det vigtige i bogen. Bogen handler først og fremmest om kærlighed, ensomhed og kunstens betydning. Hvilket kan lyde højstemt og kedeligt, men er alt andet. Det er rørende, melankolsk og underligt optimistisk.
Jeg siger ikke at du er et slet menneske, hvis du endnu ikke har læst ‘Station Eleven’. Men der findes altså kategoriske imperativer, og St. John Mandels bog er en af dem. Den måske største boganbefaling herfra til dato.