i Navlepilleri

Styrkemangel

Hvis man skal vinkle det meget positivt, så er det vel en noget af en bedrift, at jeg undgik at forstrække min Gluteus maximus. Og jeg kom heller ikke til at tabe nogen tunge ting, hverken på mig selv eller andre. Men derudover var mit første besøg i et motionscenter i +8 år mildest talt afskyeligt og drømmeknusende.

Jeg har vanskeligt ved at forholde mig til, hvor svag jeg er blevet. Det er som at stå for bunden af Karakoram bjergene, kigge op og indse, at ja, der ER såmænd 8 km, snestorm, iltdepravering, groteske stigninger og utiltalende selskab med svedige mennesker på begrænset plads forude, inden vi når toppen.

Føler jeg er inde i habile kardiotræningsrutiner, men det bliver et slid at komme tilbage i et styrketræningsregime. Bevares, jeg har aldrig været en pumpertype, men der er noget … humbling (hvad siger man på dansk? Ydmygende? Realismeinducerende?) ved at ikke at kunne løfte tungere ting, end den udmagrede pensionist, der var ved maskinen før mig selv.

Vejen er med andre ord lang. Men jeg må se om jeg ikke kan få konstrueret nogen positive oplevelser ved træningen, så jeg holder fast i det.