Sandet til

Efter en relativt produktiv periode er jeg gået i stå på bogfronten de senere uger. Læsningen er sandet til i et par lidt rigeligt lange og omfattende faglitterære bøger, og jeg er ikke for alvor kommet ud af malaisen endnu. Og da slet ikke indenfor skønlitteraturen.

Især Peter H. Wilson ‘Heart of Europe: A History of the Holy Roman Empire’ er en skurk i denne sørgelige forfaldsfortælling. Det er frustrerende for mig at indrømme det. Episke historiebøger om esoteriske emner er jo ellers lige er den slags, som jeg vitterligt gerne vil læse. Emnet interesserer mig som udgangspunkt og formidlet på rigtige måde afskrækker 857 sider mig ikke. Men … når jeg går i stå i løbet af de første 15 sider, og forfatteren er mere optaget af detaljens forunderlighed end af den store fortælling, så bliver det vanskeligt mig. Så kan end ikke den sorte død eller paver ved navn Leo få mig tilbage på hesten.

Men nuvel, den største skuffelse er dog nok alligevel Christopher Priest ‘The Islanders’. Hvilket ærgrer mig, da jeg var begejstret for hans ‘The Prestige’ og ‘The Affirmation’. Sidstnævnte foregår endda i samme univers som ‘The Islanders’, så jeg var aldeles overbevist om at jeg da naturligvis også ville elske den. I stedet er jeg nu ved at falde i staver her 37% inde i min Kindle-udgave, og plottet kommer ikke rigtig nogen vegne. Det er alt sammen meget ærgerligt.

Grundlæggende mangler jeg nok blot en decideret velskrevet og spændende skønlitterær bog, som jeg kan blive forelsket i og kan give mig lysten til fiktion tilbage. Alle gode forslag modtages med kyshånd

Skriv en kommentar